Esajas 38

1 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: »Saa siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!«

To na niah Hezekiah loe duek duih khoek to ngannat. To pongah Amoz capa tahmaa Isaiah loe anih khaeah caeh moe, Angraeng mah hae tiah thuih; Na hing mak ai, na duek han oh boeh pongah, na imthung takoh to kahoih ah raemh ah, tiah a naa.

2 Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad saaledes til HERREN:

Hezekiah loe tapang bangah anghae moe, Angraeng khaeah lawkthuih,

3 »Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Aasyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!« Og Ezekias græd højt.

Aw Angraeng, na hmaa ah kawbangmaw loktang hoi coek koi kaom ai palungthin hoiah kho ka sak moe, na mik hnukah kahoih hmuen ka sak, tito tahmenhaih hoi na panoek pae rae ah, tiah lawk a thuih. Hezekiah loe palungset moe qah.

4 Da kom HERRENS Ord til Esajas saaledes:

To naah Angraeng ih lok Isaiah khaeah angzoh,

5 »Gaa hen og sig til Ezekias: Saa siger HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Taarer! Se, jeg vil lægge femten Aar til dit Liv

Caeh ah loe Hezekiah khaeah hae tiah thui paeh; nam pa David ih Sithaw mah, Na lawkthuihaih lok to ka thaih boeh, na mikkhraetui doeh ka hnuk boeh; khenah, na hinghaih saning hatlai pangato kang thap pae han, tiah thuih, tiah thui paeh, tiah a naa.

6 og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Haand og værne om denne By!

Nangmah hoi hae vangpui hae Assyria siangpahrang ban thung hoiah kang pahlong han; hae vangpui hae ka pakaa han.

7 Og Tegnet fra HERREN paa, at HERREN vil udføre, hvad han har sagt, skal være dig dette:

Angraeng loe a thuih ih lok baktiah sah tih, hae loe nang hanah kaom Angraeng khae hoi ih angmathaih ah om tih;

8 Se, jeg vil lade Skyggen gaa de Streger tilbage, som den har flyttet sig med Solen paa Akaz's Solur, ti Streger!« Da gik Solen de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage paa Soluret.

khenah, Ahaz nuiah caeh tathuk tangcae ni tahlip to khok tangkan haato hnukbangah kam laemsak let han, tiah a naa. To pongah kalaem tangcae ni tahlip to khok tangkan haato hnukbangah amlaem let.

9 En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin Sygdom:

Judah siangpahrang Hezekiah loe ngannat, toe ngan a tui let pacoengah anih mah tarik ih ca loe,

10 Jeg tænkte: Bort maa jeg gaa i min bedste Alder, hensættes i Dødsrigets Porte mine sidste Aar. (Sheol h7585)

ka hinghaih khosak hoih li naah, duekhaih khongkha ah ka caeh han boeh, kanghmat ka hinghaih saningnawk doeh ka pongsak sut han boeh mue, tiah ka poek. (Sheol h7585)

11 Jeg tænkte: Ej skuer jeg HERREN i de levendes Land, ser ingen Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk;

Kahing kaminawk ih prae ah, Angraeng to ka hnu let mak ai boeh; long nuiah kaom kaminawk doeh ka hnu let mak ai boeh, tiah ka poek.

12 min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Traaden. Du ofrer mig fra Dag til Nat,

Phraek ih tuutoep kaminawk ih im baktiah ka im loe krak rup boeh, anih mah kai khae hoiah ang lak pae ving boeh; kahni sah kami mah kahni pakhraep baktih toengah ka hinghaih pakhraek ah oh, ka hinghaih qui loe apet ving boeh; aqum ah maw, athun ah maw, nito thungah ka hinghaih na boengsak tih boeh, tiah ka poek.

13 jeg skriger til Daggry; som en Løve knuser han alle Benene i mig; du giver mig hen fra Dag til Nat.

Akhawnbang khodai khoek to palungsawkhaih hoiah ka zing, toe kaipui baktiah ka huhnawk to ang khaeh pae; aqum ah maw, athun ah maw, nito thungah ka hinghaih na boengsak tih boeh, tiah ka poek.

14 Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med Taarer mod Himlen: HERRE, jeg trænges, vær mig Borgen!

Kai loe pungpae baktih, tangpra baktiah ka hang moe, pahu baktiah ka oi khing; van bangah ka khet loiah ka mik thazok sut boeh; Aw Angraeng, raihaih ka tong boeh, kai abom hanah angzo rae ah.

15 Hvad skal jeg sige? Han talede til mig, og selv greb han ind. For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle mine Aar.

Toe kawbangmaw ka thuih han? Anih mah kai khaeah lok ang thuih, a thuih ih lok baktiah angmah a sak boeh; ka hinghaih patangkhang boeh pongah, ka hing thung poeknaemhaih hoiah ka caeh han.

16 Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter. Opliv min Aand, helbred mig og gør mig karsk!

Angraeng, kaminawk loe to tiah ni hing o; to baktih hmuennawk boih ah ka muithla hinghaih to oh; ngan na tuisak ah loe, na hingsak let ah.

17 Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og du skaaned min Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag din Ryg.

Khenah, ngantui han ih ni patang ka khang; ka hinghaih nang tahmen pongah, amrohaih tangqom thung hoiah nang loisak boeh; ka zaehaihnawk boih ka hnukbangah nang vah pae king boeh.

18 Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, paa din Miskundhed haaber ej de, der synker i Graven. (Sheol h7585)

Taprong mah nang to pakoeh thai mak ai, kadueh mah doeh nang pakoehhaih laasah thai mak ai; tangqom thungah caeh tathuk kami mah na loktang lok to oep thai mak ai. (Sheol h7585)

19 Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din Trofasthed taler Fædre til deres Børn.

Kahing kami, kahing kaminawk mah ni, vaihniah ka sak ih baktih toengah nang to pakoeh thai ueloe, ampanawk mah a caanawk khaeah loktang na lok to panoek o sak thai tih.

20 HERRE, frels os! Saa vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved HERRENS Hus.

Angraeng mah na pahlong tih, to pongah ka hing thung Angraeng ih im thungah aqui kapop katoeng kruek hoiah laa ka sak o han.

21 Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som Plaster paa det syge Sted, for at han kunde blive rask.

Isaiah mah, Thaiduet thaih to laa nasoe loe, naep pacoengah ahmaa nuiah bet nahaeloe ngantui tih, tiah a naa.

22 Og Ezekias sagde: »Hvad er Tegnet paa, at jeg skal gaa op til HERRENS Hus?«

Hezekiah mah, Angraeng ih im ah ka caeh tahang han pongah, tih angmathaih maw om tih? tiah a dueng.