Esajas 30
1 Ve de genstridige Børn — saa lyder det fra HERREN — som fuldbyrder Raad, der ej er fra mig, slutter Forbund, uden min Aand er med, for at dynge Synd paa Synd,
«Asiy oƣullarning ǝⱨwaliƣa way!» — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — «Ular pilanlarni tüzmǝkqi, biraⱪ Mǝndin almaydu; Ular mudapiǝ tosuⱪini bǝrpa ⱪilidu, Biraⱪ u Mening Roⱨim ǝmǝs; Xundaⱪ ⱪilip ular gunaⱨi üstigǝ gunaⱨ ⱪoxuwalidu.
2 de, som gaar ned til Ægypten uden at spørge min Mund for at værne sig ved Faraos Værn, søge Ly i Ægyptens Skygge!
Ular Mǝndin ⱨeq sorimayla Misirƣa yol aldi; Pirǝwnning ⱪaniti astidin panaⱨ izdǝp, Misirning sayisigǝ ixinip tayinidu yǝnǝ!
3 Faraos Værn skal blive jer til Skam og Lyet i Ægyptens Skygge til Skændsel.
Qünki Pirǝwnning ⱪaniti bolsa silǝrni yǝrgǝ taxlap lǝt ⱪilidu. Misirning sayisigǝ ixinip tayinix silǝrgǝ bax ⱪetimqiliⱪ bolidu.
4 Thi er end hans Fyrster i Zoan, hans Sendebud naaet til Hanes,
Pirǝwnning ǝmirliri Zoan xǝⱨiridǝ bolsimu, Uning ǝlqiliri Ⱨanǝs xǝⱨirigǝ ⱨǝrdaim kelip tursimu,
5 enhver skal faa Skam af et Folk, der ikke kan bringe dem Hjælp, ej være til Gavn eller Hjælp, men kun til Skam og Skændsel.
Awam ⱨǝmmisi ɵzigǝ paydisi bolmaydiƣan, Ⱨeq yardimi wǝ paydisi tǝgmǝydiƣan, Bǝlki lǝt ⱪilip yǝrgǝ taxlaydiƣan, Ⱨǝtta rǝswa ⱪilidiƣan bir hǝlⱪtin nomus ⱪilidiƣan bolidu.
6 Et Udsagn om Sydlandets Dyr: Gennem Angstens og Trængselens Land, hvor Løvinde og Løve har hjemme, Giftsnog og vinget Slange, fører de paa Æslers Ryg deres Gods, paa Kamelers Pukkel deres Skatte til et Folk, der ikke kan hjælpe.
Nǝgǝwdiki ulaƣlar toƣrisida yüklǝngǝn wǝⱨiy: — Ular japaliⱪ, dǝrd-ǝlǝmlik zemindin ɵtidu; Xu yǝrdin qixi xirlar wǝ ǝrkǝk xirlar, Qar yilan wǝ wǝⱨxiy uqar yilanmu qiⱪidu; Ular bayliⱪlirini exǝklǝrning dümbisigǝ, Gɵⱨǝrlirini tɵgǝ lokkiliriƣa yüklǝp, Ɵzlirigǝ ⱨeq payda yǝtküzmǝydiƣan bir hǝlⱪning yeniƣa kɵtürüp baridu.
7 Ægyptens Hjælp er Vind og Luft. Derfor kalder jeg det »Rahab, der hytter sig.«
Misir!? Ularning yardimi bikar ⱨǝm ⱪuruⱪtur! Xunga Mǝn uni: «Ⱨeqnemini ⱪilip bǝrmǝydiƣan Raⱨab» dǝp atiƣanmǝn.
8 Gaa nu hen og skriv det paa en Tavle i deres Paasyn og optegn det i en Bog, at det i kommende Tider kan staa som Vidnesbyrd evindelig.
— Əmdi bu sɵzning kǝlgüsi zamanlar üqün, Guwaⱨliⱪ süpitidǝ ǝbǝdil’ǝbǝdgǝ turuwerixi üqün, Ⱨazir berip buni ⱨǝm tax tahtiƣa ⱨǝm yɵgimǝ kitabⱪa yezip ⱪoyƣin.
9 Thi det er et stivsindet Folk, svigefulde Børn, Børn, der ikke vil høre HERRENS Lov,
Qünki bular bolsa asiy bir hǝlⱪ, Naǝⱨli oƣullar, Pǝrwǝrdigarning Tǝwrat-tǝrbiyisini anglaxni halimaydiƣan oƣullardur.
10 som siger til Seerne: »Se ingen Syner!« til fremsynte: »Skuer os ikke det rette! Tal Smiger til os, skuer os Blændværk,
Ular aldin kɵrgüqilǝrgǝ: — «Wǝⱨiyni kɵrmǝnglar!», Wǝ pǝyƣǝmbǝrlǝrgǝ: «Bizgǝ toƣra bexarǝtlǝrni kɵrsǝtmǝnglar; Bizgǝ adǝmni azadǝ ⱪilidiƣan, yalƣan bexarǝtlǝrni kɵrsitinglar;
11 vig bort fra Vejen, bøj af fra Stien, lad os være i Fred for Israels Hellige!«
Sǝnlǝr [durus] yoldin qiⱪix, Toƣra tǝriⱪidin ayrilix! Israildiki Muⱪǝddǝs Bolƣuqini aldimizdin yoⱪ ⱪilix!» — dǝydu.
12 Derfor, saa siger Israels Hellige: Siden I ringeagter dette Ord og stoler paa krumt og kroget og støtter jer til det,
— Əmdi Israildiki Muⱪǝddǝs Bolƣuqi mundaⱪ dǝydu: — «Qünki silǝr muxu hǝwǝrni qǝtkǝ ⱪeⱪip, Zulumni yɵlǝnqük ⱪilip, burmilanƣan yolƣa tayanƣininglar tüpǝylidin,
13 derfor skal denne Brøde blive for eder som en truende, voksende Revne i en knejsende Mur, hvis Fald vil indtræffe brat, lige i et Nu;
Xunga muxu ⱪǝbiⱨlik silǝrgǝ egiz tamning bir yeriⱪidǝk bolidu, Tam pultiyip ⱪalƣanda, u biraⱪla uni qeⱪiwetidu;
14 den sønderbrydes som Lerkar; der skaanselsløst knuses; blandt Stumperne finder man ikke et Skaar, hvori man kan hente en Glød fra Baalet eller øse Vand af Brønden.
Huddi sapal qinǝ ⱨeq ayimay qeⱪiwetilgǝndǝk U uni qeⱪiwetidu; Uningdin ⱨǝtta oqaⱪtin qoƣ alƣudǝk, Baktin su usⱪudǝk birǝr parqisimu ⱪalmaydu».
15 Thi saaledes sagde den Herre HERREN, Israels Hellige: Ved Omvendelse og Stilhed skal I frelses, i Ro og Tillid er eders Styrke.
Xunga Rǝb Pǝrwǝrdigar, Israildiki Muⱪǝddǝs Bolƣuqi mundaⱪ dǝydu: — «Yenimƣa towa bilǝn ⱪaytip kelip aram tapisilǝr, ⱪutⱪuzulisilǝr; Hatirjǝmliktǝ ⱨǝm aman-esǝnliktǝ küq alisilǝr!», — Biraⱪ silǝr rǝt ⱪilƣansilǝr.
16 Men I vilde ikke; I sagde: »Nej, vi jager paa Heste« — I skal derfor jages! »Vi rider paa Rapfod« — I skal derfor forfølges af rappe.
Silǝr: — «Yaⱪ, biz atlarƣa minip ⱪaqimiz» — dedinglar, Xunga silǝr rast ⱪaqisilǝr! Wǝ «Biz qapⱪur ulaƣlarƣa minip ketimiz» — dedinglar; — Xunga silǝrni ⱪoƣliƣuqilarmu qapⱪur bolidu.
17 Tusind skal fly for een, som truer; Flugten skal I tage for fem, som truer, til I kun er en Rest som Stangen paa Bjergets Tinde, som Banneret oppe paa Højen.
Minginglar birining wǝⱨimisidin ⱪaqisilǝr; Bǝxining wǝⱨimisidǝ [ⱨǝmminglar] ⱪaqisilǝr; Ⱪeqip, taƣ üstidiki yeganǝ bayraⱪ hadisidǝk, Dɵng üstidiki tuƣdǝk ⱪalisilǝr.
18 Derfor længes HERREN efter at vise eder Naade, derfor staar han op for at forbarme sig over eder. Thi Rettens Gud er HERREN; salige alle, der længes efter ham!
Wǝ xunga silǝrgǝ meⱨir-xǝpⱪǝt kɵrsitimǝn dǝp, Pǝrwǝrdigar kütidu; Xunga U silǝrgǝ rǝⱨim ⱪilimǝn dǝp ornidin ⱪozƣilidu; Qünki Pǝrwǝrdigar ⱨɵküm-ⱨǝⱪiⱪǝt qiⱪarƣuqi Hudadur; Uni kütkǝnlǝrning ⱨǝmmisi bǝhtliktur!
19 Ja, du Folk i Zion, du, som bor i Jerusalem, lad ikke Graaden overmande dig! Naadig vil han vise dig Naade, naar du raaber; saa snart han hører dig, svarer han.
Qünki halayiⱪ yǝnila Zionda, yǝni Yerusalemda turidu; Xu qaƣda silǝr yǝnǝ ⱨeq yiƣlimaysilǝr; Kɵtürgǝn nalǝngdǝ U Ɵzini sanga intayin xǝpⱪǝtlik kɵrsitidu; U nalǝngni anglisila, jawab beridu.
20 Herren skal give eder Trængselsbrød og Fængselsdrik; men saa skal din Vejleder ikke mere dølge sig, dine Øjne skal skue din Vejleder;
Rǝb silǝrgǝ nan üqün müxküllükni, Su üqün azab-oⱪubǝtni bǝrsimu, Xu qaƣda sening Ustazing yǝnǝ yoxuruniwǝrmǝydu, Bǝlki kɵzüng Ustazingni kɵridu;
21 dine Ører skal høre det Ord bag ved dig: »Her er Vejen, I skal gaa!« hver Gang I er ved at vige til højre eller venstre.
Silǝr ong tǝrǝpkǝ burulsanglar, Yaki sol tǝrǝpkǝ burulsanglar, Ⱪuliⱪing kǝyningdin: — «Yol mana muxu, uningda menginglar!» degǝn bir awazni anglaysǝn.
22 Da skal du holde dine Sølvbilleders Overtræk og dine Guldbilleders Klædning for urene; du skal slænge dem bort som Skarn. »Herud!« skal du sige til dem.
Xu qaƣda silǝr oyulƣan mǝbudliringlarƣa berilgǝn kümüx ⱨǝlgǝ, Ⱪuyma mǝbudliringlarƣa berilgǝn altun ⱨǝlgimu daƣ tǝgküzisilǝr; Silǝr ularni adǝt latisini taxliƣandǝk taxliwetip: — «Neri tur» — dǝysilǝr.
23 Da giver han Regn til Sæden, du saar i din Jord; og Brødet, som din Jord bærer, skal være kraftigt og nærende. Paa hin Dag græsser dit Kvæg paa vide Vange;
U sǝn teriydiƣan uruⱪung üqün yamƣur ǝwǝtidu; Yǝrdin qiⱪidiƣan axliⱪ-mǝⱨsulat ⱨǝm küq-ⱪuwwǝtlik ⱨǝm mol bolidu; Xu küni malliring kǝng-azadǝ yaylaⱪlarda yaylaydu;
24 Okserne og Æslerne, der arbejder paa Marken, skal æde saltet Blandfoder, renset med Kasteskovl og Fork.
Yǝr ⱨǝydigǝn kala wǝ exǝklǝr bolsa, Gürjǝk wǝ ara bilǝn soruƣan, tuzlanƣan ⱨǝlǝp yǝydu.
25 Paa hvert højt Bjerg og hver knejsende Banke skal Kilder vælde frem med rindende Vand paa det store Blodbads Dag, naar Taarne falder.
Qong ⱪirƣinqiliⱪ bolƣan küni, Yǝni munarlar ɵrülgǝn küni, Ⱨǝrbir uluƣ taƣda wǝ ⱨǝrbir egiz dɵngdǝ bolsa, Ənⱨarlar wǝ eriⱪlar bolidu.
26 Maanens Lys skal blive som Solens, og Solens Lys skal blive syvfold stærkere, som syv Dages Lys, paa hin Dag da HERREN forbinder sit Folks Brud og læger dets slagne Saar.
Pǝrwǝrdigar Ɵz hǝlⱪining jaraⱨitini tangidiƣan, Ularning ⱪamqa yarisini saⱪaytⱪan xu künidǝ, Ay xolisi ⱪuyax nuridǝk bolidu, Ⱪuyax nuri bolsa yǝttǝ ⱨǝssǝ küqlük bolidu, Yǝni yǝttǝ kündiki nurƣa barawǝr bolidu.
27 Se, HERRENS Navn kommer langvejsfra i brændende Vrede, med tunge Skyer; hans Læber skummer af Vrede, fortærende Ild er hans Tunge,
Mana, Pǝrwǝrdigarning nami yiraⱪtin kelidu, Uning ⱪǝⱨri yalⱪunlinip, Ⱪoyuⱪ is-tütǝkliri kɵtürülidu; Lǝwliri ƣǝzǝpkǝ tolup, Tili yutuwalƣuqi yanƣin ottǝk bolidu.
28 hans Aande som en rivende Strøm, der naar til Halsen. Folkene ryster han i Undergangens Sold, lægger Vildelsens Bidsel i Folkeslags Mund.
Uning nǝpǝsi huddi texip boyunƣa yetidiƣan kǝlkündǝk bolidu, Xuning bilǝn U ǝllǝrni bimǝnilikni yoⱪatⱪuqi ƣǝlwir bilǝn tasⱪaydu, Xundaⱪla hǝlⱪ-millǝtlǝrning aƣziƣa ularni azduridiƣan yügǝn salidu.
29 Sang skal der være hos eder som i Natten, naar Højtid gaar ind, en Hjertens Glæde som en Vandring til Fløjte mod HERRENS Bjerg, mod Israels Klippe.
Muⱪǝddǝs bir ⱨeyt ɵtküzülgǝn keqidikidǝk, kɵnglünglardin nahxa urƣup qiⱪidu, Israilƣa uyultax bolƣan Pǝrwǝrdigarning teƣiƣa nǝy nawasi bilǝn qiⱪⱪan birsining huxalliⱪidǝk, kɵnglünglar huxal bolidu.
30 HERREN lader høre sin Højheds Røst og viser sin Arm, der slaar ned med fnysende Vrede, ædende Lue, Skybrud, skyllende Regn og Hagl.
Pǝrwǝrdigar ⱨǝywǝtlik awazini yangritidu; U ⱪayniƣan ⱪǝⱨri, yutuwalƣuqi yalⱪunluⱪ ot, güldürmamiliⱪ yamƣur, boran-xawⱪun, mɵldürlǝr bilǝn Ɵz bilikini sozup kɵrsitidu.
31 For HERRENS Røst bliver Assur ræd, med Kæppen slaar han;
Qünki Pǝrwǝrdigarning awazi bilǝn Asuriyǝ yanjilidu, — Baxⱪilarni urux tayiⱪi [bolƣan Asuriyǝ] yanjilidu!
32 hvert et Slag af Tugtelsens Stok, som HERREN lader falde paa Assur, er til Paukers og Citres Klang; med Svingnings Kampe kæmper han mod det.
Wǝ Pǝrwǝrdigar tǝyyarliƣan kaltǝk bilǝn ⱨǝr ⱪetim uni urƣanda, Buningƣa daplar ⱨǝm qiltarlar tǝngkǝx ⱪilinidu; U ⱪolini oynitip zǝrb ⱪilip uning bilǝn kürǝx ⱪilidu.
33 Thi for længst staar et Alter rede — mon det og er rejst for Molok? — han gjorde dets Ildfang dybt og bredt, bragte Ild og Ved i Mængde; HERRENS Aande sætter det i Brand som en Strøm af Svovl.
Qünki Tofǝt ⱪǝdimdin tartip tǝyyar turƣanidi; Bǝrⱨǝⱪ, padixaⱨ üqün tǝyyarlanƣan; [Pǝrwǝrdigar] uni qongⱪur ⱨǝm kǝng ⱪilƣan; Otunliri kɵp yalⱪunluⱪ bir gülhan bar, Pǝrwǝrdigarning nǝpǝsi bolsa günggürt eⱪimidǝk uni tutaxturidu.
