Esajas 26
1 Paa hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk.
ʻI he ʻaho ko ia ʻe hiva ʻaki ʻae hiva ni ʻi he fonua ki Siuta; “ʻOku tau maʻu ʻae kolo mālohi; ʻe tuʻutuʻuni [ʻe he ʻOtua ]ʻae fakamoʻui ki hono ngaahi ʻā mo hono ngaahi puke.
2 Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer paa Troskab,
Mou toʻo ʻae ngaahi matapā, koeʻuhi ke hū ai ʻae puleʻanga māʻoniʻoni ʻaia ʻoku tauhi ʻae moʻoni.
3 hvis Sind er fast, som vogter paa Fred, thi det stoler paa dig.
Te ke tauhi ia ʻi he melino haohaoa, ʻaia ʻoku faʻaki hono loto kiate koe: koeʻuhi ʻoku ne falala kiate koe.
4 Stol for evigt paa HERREN, thi HERREN er en evig Klippe.
Mou falala kia Sihova ʻo lauikuonga: he ʻoku ʻi he ʻEiki ko Sihova ʻae māfimafi taʻengata.
5 Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet.
He ʻoku ne ʻomi ki lalo ʻakinautolu ʻoku nofo ʻi he māʻolunga; ʻoku ne fakamoʻulaloa ʻae kolo māʻolunga, ʻoku ne fakamoʻulaloa ia, ʻio, ki he kelekele ʻoku ne ʻomi ia ki he efu.
6 De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.
ʻE malaki hifo ia ʻaki ʻae vaʻe, ʻio, ʻae vaʻe ʻoe paea, pea mo e laka ʻae masiva.”
7 Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej.
Ko e hala ʻoe angatonu ko e māʻoniʻoni ia: ʻa koe, ko e fungani māʻoniʻoni, ʻoku ke fakamamafa ʻae hala ʻoe angatonu.
8 Ja, vi venter dig, HERRE, paa dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry staar vor Sjæls Attraa.
ʻIo, kuo mau tatali kiate koe, ʻE Sihova, ʻi he hala ʻo hoʻo ngaahi fakamaau; ʻoku holi ʻa homau laumālie ki ho huafa, pea ʻi he fakamanatu kiate koe.
9 Min Sjæl attraar dig om Natten, min Aand i mit indre søger dig. Thi naar dine Domme rammer Jorden, lærer de, som bor paa Jorderig, Retfærd.
Kuo u holi ʻi hoku laumālie kiate koe ʻi he pō; ʻio, te u kumi vave kiate koe ʻaki ʻa hoku laumālie ʻi loto ʻiate au: he ka ʻi he fonua ʻa hoʻo ngaahi fakamaau, ʻe toki ako ʻae kakai ʻo māmani ki he māʻoniʻoni.
10 Vises der Naade mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke HERRENS Højhed.
Ke hā ʻae ʻaloʻofa ki he angakovi, ka e ʻikai te ne ako ki he māʻoniʻoni: ʻi he fonua ʻoe angatonu te ne fai kākā, pea ʻe ʻikai te ne mamata ki he māfimafi ʻa Sihova.
11 HERRE, din Haand er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem!
ʻE Sihova, ʻoka hiki hake ho nima, ʻe ʻikai te nau mamata: ka te nau mamata, pea te nau mā koeʻuhi ko e meheka ki hoʻo kakai; ʻio, ʻe ʻauha ʻi he afi ʻa ho ngaahi fili.
12 HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os.
ʻE Sihova te ke tuʻutuʻuni ʻae fiemālie maʻanautolu: he kuo ke fai ʻe koe ʻa ʻemau ngaahi ngāue kotoa pē ʻiate kimautolu.
13 HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi.
ʻE Sihova ko homau ʻOtua, kuo puleʻi ʻakimoutolu ʻe he ngaahi ʻeiki kehe: ka e talu mei heni te mau takua ho huafa ʻoʻou.
14 Døde bliver ikke levende, Dødninger staar ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem.
Kuo nau mate, ʻe ʻikai te nau moʻui; kuo nau pekia, ʻe ʻikai te nau toetuʻu: ko ia kuo ke ʻaʻahi mo fakaʻauhaʻi ʻakinautolu, pea kuo ke fakangata honau fakamanatu kotoa pē.
15 Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser.
Kuo ke fakatokolahi ʻae puleʻanga, ʻE Sihova, kuo ke fakatokolahi ʻae puleʻanga: kuo fakaongoleleiʻi koe: kuo ke fakamanatu ʻae ngaahi ngataʻanga kotoa pē ʻoe fonua.
16 HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem.
ʻE Sihova, ʻi he tuʻutāmaki kuo mau ʻaʻahi kiate koe, naʻa mau lilingi ʻae lotu ʻi he hoko hoʻo tautea kiate kimautolu.
17 Som den frugtsommelige, der er ved at føde, vrider og vaander sig i Veer, saaledes fik vi det, HERRE, fra dig.
Hangē ʻoku mamahi ha fefine feitama, ʻoka fakaʻaʻau ke ofi ʻene fāʻele, pea ʻoku tangi ʻi heʻene langā: kuo pehē ʻakimautolu ʻi ho ʻao, ʻE Sihova.
18 Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke, og Jordboere fødes ikke til Verden.
Naʻa mau tuituʻia, naʻa mau mamahi, ʻo hangē kuo mau fanauʻi ʻae matangi; naʻe ʻikai te mau fai ha fakamoʻui ʻi he fonua; pea ʻoku teʻeki ke hinga ʻae kakai ʻo māmani.
19 Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstaa; de, som hviler i Støvet, skal vaagne og juble. Thi en Lysets Dug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.
ʻE moʻui ʻa hoʻo kakai mate, te nau toetuʻu fakataha mo hoku sino mate ni. Mou ʻa ʻo hiva, ʻakimoutolu ʻoku nofo ʻi he efu: he ʻoku tatau hoʻo hahau mo e hahau ʻoe mohuku mata, pea ʻe puʻaki ʻe he kelekele ʻae mate.
20 Mit Folk, gaa ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over.
Haʻu, ʻa hoku kakai, pea hū ki homou ngaahi loki, pea tāpuni ho matapā kiate koe: fufū koe ʻo fuoloa siʻi, kaeʻoua ke mole atu ʻae houhau.
21 Thi HERREN gaar ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.
He vakai, ʻoku hāʻele ʻa Sihova mei hono potu ke tautea ʻae kakai ʻo māmani koeʻuhi ko ʻenau hia: pea ʻe fakahā ʻe he fonua hono toto, pea ʻe ʻikai toe ʻufiʻufi hono kakai kuo tāmateʻi.
