Esajas 25

1 HERRE, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit Navn. Thi du har gjort et Under, Raad fra fordum var tro og sande.

Aw Angraeng, nang loe ka Sithaw ni; kasang koekah kang pakoeh moe, na hmin to kang pakoeh han; canghnii hoiah sak na tim ih hmuennawk to amkhrai ai ah oepthohhaih hoi dawnrai hmuennawk to na sak boeh.

2 Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner; de fremmedes Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges.

Vangpui to anghnoeng tapophaih ahmuen ah na sak; kacak vangpui doeh nam rosak boeh; prae kalah kaminawk ohhaih ahmuen loe vangpui ah om mak ai; mi mah doeh sah mak ai.

3 Derfor ærer dig et mægtigt Folk, frygter dig grumme Hedningers Stad.

To pongah thacak kaminawk mah nang to pakoeh o tih; zitthok kaminawk ih vangpui mah doeh nang to zii o tih boeh.

4 Thi du blev de ringes Værn, den fattiges Værn i Nøden, et Ly mod Skylregn, en Skygge mod Hede; thi som isnende Regn er Voldsmænds Aande,

Nang loe kamtangnawk abuephaih, kavawt kaminawk palungboeng naah abuephaih ah na oh; takhi sae song naah abuephaih, ni bet naah abuephaih tahlip kahoih ah na oh; tahmenhaih tawn ai kaminawk ih palungphuihaih loe tapang kahmut rup takhi sae baktiah oh.

5 som Hede i det tørre Land. Du kuer de fremmedes Larm; som Hede ved Skyens Skygge saa dæmpes Voldsmænds Sang.

Praezaek ih ni kabae baktiah, prae kalah kaminawk hanghaih loknawk to na dipsak tih; tamai mah ni kabae khuk khoep baktiah, mi tahmenhaih tawn ai kaminawk ih laa lok to dii tih boeh.

6 Hærskarers HERRE gør paa dette Bjerg et Gæstebud for alle Folkeslag med fede Retter og stærk Vin, med fede, marvfulde Retter og stærk og klaret Vin.

Hae mae ah misatuh kaminawk ih Angraeng Sithaw mah kaminawk boih hanah buhraenghaih poih hoi saning kasawk ah suek ih misurtui naekhaih poih to sah pae ueloe, kakhraem koek moi hoi kahoih koek misurtui to patoem pae tih.

7 Og han borttager paa dette Bjerg Sløret, som tilslører alle Folkeslag, og Dækket, der dækker alle Folk.

Hae mae ah kaminawk boih mikhmai khukhaih kahni hoi kaminawk boih kakhuk mikhmai khukhaih kahni to anih mah asik pae boih tih boeh.

8 Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre HERREN aftørrer Taaren af hver en Kind og gør Ende paa sit Folks Skam paa hele Jorden, saa sandt HERREN har talet.

Anih mah duekhaih to pazawkhaih hoiah paaeh tih boeh; Angraeng mah kaminawk boih mikhmai ih mikkhraetui to huu pae tih; angmah kaminawk mah hae long nuiah tongh o ih kasaethuihaih to la pae ving tih boeh, tiah Angraeng mah thuih.

9 Paa hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede paa, og som frelste os; her er HERREN, som vi biede paa. Lad os juble og glæde os over hans Frelse;

To na niah loe nihcae mah, Khenah, hae loe aicae ih Sithaw tangtang ni; anih to a zing o pongah, anih mah aicae to na pahlong tih; hae loe aicae mah oep o ih Angraeng ah oh; ang pahlonghaih to oep o si loe, anghoe o si, tiah thui o tih.

10 thi HERRENS Haand hviler over dette Bjerg. Men Moab trampes ned, hvor det staar, som Straa i Møddingpølen;

Angraeng ih ban loe hae mae nuiah om tih, toe caphaeh to maitaw aek thungah cawh o baktih toengah, Moab to a khok tlim ah suem ueloe, khok hoiah atii tih.

11 det breder sine Hænder ud deri, som Svømmeren gør for at svømme, og han ydmyger dets Hovmod trods Hændernes Kunstgreb.

Tui alaek kami mah tui alaek hanah ban payangh baktih toengah, anih loe Moab kaminawk salakah ban to payangh tih; Moab amoekhaih hoi ban thacakhaih to anih mah krahsak tathuk tih.

12 Han nedbryder og nedstyrter de stejle Mures Værn; han jævner dem med Jorden, saa de ligger i Støvet.

Nihcae ih kasang sipae to anih mah tanimsak tih, long ah amtimsak ueloe, maiphu ah angcoengsak tih.