Esajas 22
1 Et Udsagn: »Synernes Dal«. Hvad tænker du paa, siden alle stiger op paa Tagene,
Utsagn om Syne-dalen. Hvad fattes dig siden alt ditt folk er steget op på takene?
2 du larmende, støjende By, du jublende Stad? Dine slagne er vel ikke sværdslagne, døde i Krig!
Du larmfulle, du brusende stad, du jublende by! Dine drepte er ikke drept med sverd og ikke død i krig.
3 Alle dine Høvdinger flygted, flyed langt bort, alle dine Helte, væbnet med Buer, blev fanget.
Dine høvdinger har alle sammen flyktet bort, uten bue er de fanget; alle som fantes i dig, er fanget, enda de hadde flyktet langt bort.
4 Derfor siger jeg: Gaa fra mig, lad mig græde bittert, træng ej paa for at trøste mig over, at mit Folk er lagt øde!
Derfor sier jeg: Se bort fra mig! Jeg må gråte bittert. Treng ikke inn på mig for å trøste mig over mitt folks undergang!
5 Thi en Dag, da man ræddes, trædes og trænges, har Herren, Hærskarers HERRE, til Rede! I Synernes Dal brødes Mure ned, mod Bjerget hørtes Skrig;
For en dag med forferdelse og nedtramping og forvirring holder Herren, Israels Gud, hærskarenes Gud, i Syne-dalen; murer brytes ned, og skrik lyder op imot fjellet.
6 Elam løftede Koggeret, Aram satte sig til Hest, Kir tog Skjoldene ud;
Elam bærer kogger, drar frem med stridsmenn på vogner og med ryttere, og Kir har tatt dekket av sitt skjold.
7 og de bedste iblandt dine Dale fyldtes med Vogne og Heste, lige til Porten stod de.
Dine herligste daler fylles med vogner, og rytterne stiller sig op imot portene.
8 Han borttog Judas Værn. Paa den Dag saa I hen til Skovhusets Rustkammer,
Så tar Herren dekket bort fra Juda, og du ser dig på den dag om efter rustningene i skoghuset,
9 og I saa, hvor mange Revner der var i Davidsbyen. I samlede Nedredammens Vand,
og I ser at Davids stad har mange revner, og I samler vannet i den nedre dam,
10 gik Jerusalems Huse igennem og rev Husene ned for at gøre Muren stærk.
og I teller Jerusalems hus, og I river husene ned for å styrke muren,
11 I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den gamle Dams Vand. Men til ham, der virked det, skued I ikke, saa ej hen til ham, som beredte det for længst.
og I gjør en grav mellem begge murene for vannet fra den gamle dam; men I ser ikke op til ham som gjorde dette, og ham som uttenkte det for lang tid siden, ser I ikke.
12 Paa hin Dag kaldte Herren, Hærskarers HERRE, til Graad og Sorg, til Hovedragning og Sæk.
Herren, Israels Gud, hærskarenes Gud, kaller eder den dag til gråt og veklage og til å rake hodet og binde sekk om eder.
13 Men se, der er Fryd og Glæde, man slaar Okser ned, slagter Faar, æder Kød og faar Vin at drikke: »Lad os æde og drikke, thi i Morgen dør vi!«
Men se, der er fryd og glede; de slakter okser, de slakter får, de eter kjøtt og drikker vin; de sier: La oss ete og drikke, for imorgen dør vi!
14 Men Hærskarers HERRE aabenbared for mit Øre: »Den Synd, « siger Herren, Hærskarers HERRE, »faar I ikke sonet, førend I dør!«
Men i mine ører lyder Herrens, hærskarenes Guds åpenbaring: Sannelig, denne misgjerning skal I ikke få utsonet så lenge I lever, sier Herren, Israels Gud, hærskarenes Gud.
15 Saa siger Herren, Hærskarers HERRE: Gaa hen og sig til denne Foged, Slotshøvedsmanden Sjebna:
Så sier Herren, Israels Gud, hærskarenes Gud: Gå inn til denne overhovmester Sebna, han som står for huset, og si:
16 Hvad har du her, og hvem har du her, at du her udhugger din Grav, udhugger dig en Grav højt oppe, huler dig en Bolig i Klippen!
Hvad har du her, og hvem har du her, siden du her har hugget dig ut en grav, du som hugger dig ut en grav i høiden, huler dig ut en bolig i berget?
17 Se, HERREN slynger dig bort og bøjer dig sammen, du stolte,
Se, Herren skal slynge dig, ja slynge dig bort, mann! Han skal rulle dig sammen,
18 han knytter dig sammen til et Knytte og kaster dig ud i et vidtstrakt Land! Der skal du dø, der din Æresvogn komme, du Skændsel for din Herres Hus!
han skal nøste dig til et nøste og kaste dig som en ball bort til et vidtstrakt land; dit skal du, og der skal du dø, og dit skal dine herlige vogner, du skamflekk for din herres hus!
19 Jeg støder dig bort fra din Stilling og styrter dig fra din Post.
Jeg vil støte dig bort fra din post, og fra din plass skal du bli kastet ned.
20 Men paa hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim, Hilkijas Søn,
Og på den dag vil jeg kalle min tjener Eljakim, Hilkias' sønn,
21 og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham med dit Bælte og lægger din Myndighed i hans Haand. Han skal blive en Fader for Jerusalems Indbyggere og Judas Hus.
og jeg vil klæ ham i din kjortel og binde ditt belte om ham og gi din makt i hans hånd, og han skal være en far for Jerusalems innbyggere og for Judas hus.
22 Jeg lægger Nøglen til Davids Hus paa hans Skulder; naar han lukker op, skal ingen lukke i, og naar han lukker i, skal ingen lukke op,
Og jeg vil legge nøklen til Davids hus på hans skulder, og han skal lukke op, og ingen lukke til, og lukke til, og ingen lukke op.
23 Jeg fæster ham som en Nagle paa et sikkert Sted, og han skal blive til Hæder for sit Fædrenehus.
Og jeg vil feste ham som en nagle på et sikkert sted, og han skal bli et æressete for sin fars hus.
24 Men hænger hans Fædrenehus's hele Vægt sig paa ham, Skud og Vildskud, alle Smaakar, fra Fadene til alle Krukkerne,
Og de skal henge på ham hele tyngden av hans fars hus, de edle og de ville skudd, alle småkarene, både fatene og alle krukkene.
25 saa skal det ske paa den Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, at Naglen, der var fæstet paa et sikkert Sted, giver efter, rives ud og falder ned, og hele Vægten, som hænger derpaa, skal slaas sønder. Thi HERREN har talet!
På den dag, sier Herren, hærskarenes Gud, skal den nagle som var festet på et sikkert sted, løsne; den skal hugges av og falle ned, og den byrde som hang på den, skal ødelegges; for Herren har talt.
