Esajas 2
1 Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem:
Hiche hi Amoz chapa Isaiah-in Judah le Jerusalem chungchanga mu anei chu ahi.
2 Det skal ske i de sidste Dage, at HERRENS Huses Bjerg, grundfæstet paa Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkene strømme
Ninunung lam tengleh Pakai molsang chu molsang jouse sanga achungnungpen’a hung kitungdoh ding ahi’n, hicheteng chuleh namtin vaipi jouse hiche molsang chunga chu hungkhom diu ahi.
3 og talrige Folkeslag vandre: »Kom, lad os drage til HERRENS Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, saa vi kan gaa paa hans Stier; thi fra Zion udgaar Aabenbaring, fra Jerusalem HERRENS Ord.«
Namtin vaipi hungkhom diu chule hitia hi aseidiu ahi: “Hungun gakaltou-u hite Pakai molsang, Jacob Pathen in'ah; chuteng Ama’n Ama lampi dih chu eihil diu, Ama lampi dih-a chu lam ijotthei diu ahi. Ajeh chu Zion’a kon’a Pakai danthu hung potdoh ding Jerusalema kon’a Pakai thusei hung potdoh ding ahi.
4 Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingaardsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Vaabenfærd mer.
Pakai chun namtin vaipi kah-a thudih-a thu ahin tanding chule chitin namtin dinga thutanlhahna ahin nei ding, mihon achamjem’u tuchaa akikhen diu, atengchau jong kangkuiya akikhen diu, chutengle nam khatnin nam khat dounaa hem le thal alaplou heldiu ahitai. Chule galbol ding dan kihilna umtalou ding ahi.
5 Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i HERRENS Lys!
Hunguvin Jacob son le pahte, Pakai vah noiya lamjotnute.
6 Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen og spaar, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Haandslag.
Ajeh chu Pakaiyin amite Jacob son le pahho hi ananungsunsa ahitai. Ajehchu niso lama konin Philistine mite bangin mitphel doithemin adimuvin, gamchommiho toh akhut-u abengkhomun ahi.
7 Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte; deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres Vogne;
Israel chu Sana dangka’n adimsetne. Agouthilhou jong beitih aumtapoi. Galmanchah bulhingsetnin akikoiyun, sakol kangtalai jong bulhingsetnin aneitauve.
8 deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres Hænder, Ting, deres Fingre har lavet.
Agamsunguvah milimdoi adimsetnin akhut-uva akisemthu ahouvun ahi.
9 Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke!
Hijeh a chu amaho hi kineosah le suhnema umdiu ahi. Pakaiyin bailamtaha achonsetnau amoh ngaidam jeng ding ahipoi.
10 Gaa ind i Klippen, skjul dig i Støvet for HERRENS Rædsel, hans Højheds Herlighed!
Songko sunglamah kitholluttan. Pakai agimneina le aloupina kidanga kon chun kiseldoh-in.
11 Sine stolte Øjne skal Mennesket slaa ned, Mændenes Hovmod skal bøjes, og HERREN alene være høj paa hin Dag.
Nakiloupisahna-a kon suhnema naum’a, Pakai bou chu choisanga aum ding nikho chu hung lhung ding ahi.
12 Thi en Dag har Hærskarers HERRE mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt,
Chuniteng chuleh Hatchungnung Pakaiyin mikithupisahho chu gotna apeh ding, vutvai khuhella avohlhuh ding ahi.
13 med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege,
Lebanon’a cedar thingsangho aphuhlhuh ding, chule Bashan gangpi thingho jong aphuhlhuh ding ahi.
14 mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde,
Molsang jouse jong suhchama umding,
15 mod alle stolte Taarne og alle stejle Mure,
Insong le kulbang jouse jong loichima umding ahi.
16 mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning.
Chule Ama’n kong-innei thupitahho jong asuhmang ding,
17 Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges, og HERREN alene være høj paa hin Dag.
Mihem kiloupisahna kisunem ding, chule mihem kichapousahna jong suhnema umding, hiche thupi tan nikho teng chuleh Pakai jengseh bou choisanga um ding ahi.
18 Afguderne skal helt forsvinde.
Milim semthu jouse kisumang ding ahi.
19 Og man skal gaa ind i Klippehuler og Jordhuller for HERRENS Rædsel, hans Højheds Herlighed naar han staar op for at forfærde Jorden.
Ama leiset hotling dinga ahung kipatdoh tengleh mihemte songko sung dunga lut diu, leiko sunga jong lut diu; Pakai gimneina le loupina kidanga kon’a kiselmang diu ahi.
20 Paa hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og Flagermus
Hiche thutan nikho teng chuleh asanau le sum-enga kisem ahou diuva apathenhou chu adalhah diu, juchate le bahho masanga aselhah-uva adalhahpeh-uva,
21 for at gaa ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for HERRENS Rædsel, hans Højheds Herlighed, naar han staar op for at forfærde Jorden.
Songpi kosung dunga kithollut diu, chule songpi kikah dunga jong lutnuva, Pakai lal loupina le agimneina-a kon’a kiselmang diu ahi leiset hotling dinga Pakai ahung kipatdoh teng tah chuleh.
22 Slaa ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er flygtig Aande, thi hvad er de at regne for?
Mihemah kingai hih helin. Haina-hu kila maimai tobanga tanloi jeng thei ahibou-uve. Ichanpia phachom jou diu ham?
