Esajas 10
1 Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs
Ⱪǝbiⱨlik ⱪanunlirini tüzgüqilǝrgǝ, Azabliⱪ pǝrman-ⱨɵkümlǝrni yazƣuqilarƣa way!
2 for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres.
Tul hotunlarni oljimiz ⱪilayli, Yetim-yesirlarni bulap-talayli dǝp, Ular miskinlǝrgǝ adalǝtni bǝrmǝy, Hǝlⱪimdiki ajiz-beqarilǝrdin ⱨoⱪuⱪni bulap ketidu.
3 Hvad gør I paa Straffens Dag, naar Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom?
Ⱨesab alidiƣan künidǝ, Yǝni yiraⱪtin kǝlgǝn tuyuⱪsiz balayi’apǝt künidǝ, Nemǝ ⱪilisilǝr? Kimdin baxpanaⱨliⱪ izdǝp yürisilǝr? Bayliⱪ-xɵⱨritinglarni nǝgǝ amanǝt ⱪoyisilǝr?
4 Enten maa I knæle blandt Fanger, eller ogsaa falde paa Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Haand er fremdeles rakt ud.
Ularƣa ǝsirlǝr arisida zongziyip olturuxtin, Yaki ɵltürülgǝnlǝr arisida yiⱪilixtin baxⱪa ⱨeqnemǝ ⱪalmidi! Ⱨǝmmisi xundaⱪ bolsimu, Uning ƣǝzipi yǝnila yanmaydu, Sozƣan ⱪoli yǝnila ⱪayturulmay turidu.
5 Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Haand.
Ⱪoliƣa ƣǝzipimning toⱪmiⱪi tutⱪuzulƣan, Ɵzümning dǝrƣǝzipimning tayiⱪi bolƣan Asuriyǝlikkǝ way!
6 Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn paa Gaden.
Mǝn uni hudasiz bir «yat ǝl»gǝ, Dǝrƣǝzipim ⱪaritilƣan hǝlⱪimgǝ zǝrbǝ berixkǝ ǝwǝtimǝn; Uningƣa olja tutuwelixⱪa, Ƣǝniymǝtni bulaxⱪa, [Hǝlⱪimni] koqilardiki lay-patⱪaⱪlarni dǝssigǝndǝk dǝssǝxkǝ buyruymǝn.
7 Men han, han mener det ej saa, hans Hjerte tænker ej saa. Nej, at ødelægge, det er hans Attraa, at udrydde Folk, ikke faa.
Biraⱪ [Asuriyǝlikning] kɵzdǝ tutⱪini muxu ǝmǝs, U xundaⱪ ⱨeq oyliƣan ǝmǝs. Uning oyliƣini wǝyran ⱪilix, Kɵp dɵlǝtlǝrni yoⱪitixtin ibarǝttur.
8 Thi han siger: »Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe?
U: — «Mening sǝrdarlirimningmu ⱨǝmmisi padixaⱨlarƣa barawǝr ǝmǝsmu?
9 Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus?
Kalno xǝⱨiri Karkemix xǝⱨirigǝ, Hamat xǝⱨiri Arpad xǝⱨirigǝ, Samariyǝ xǝⱨiri Dǝmǝxⱪ xǝⱨirigǝ ohxax ǝmǝsmu?
10 Som min Haand fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria —
Mǝbudliri Samariyǝning wǝ Yerusalemningkidin uluƣ bolƣini bilǝn, Mening ⱪolum muxu mǝbudⱪa tǝwǝ bolƣan padixaⱨliⱪlarƣa igǝ boluxⱪa yǝtküdǝk tursa,
11 mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?«
Samariyǝ wǝ uning mǝbudlirini ⱪandaⱪ ⱪilƣan bolsam, Yerusalem wǝ uning mǝbudlirini ohxaxla xundaⱪ ⱪilmamdimǝn?» — dǝydu.
12 Men naar Herren fuldbyrder alt sit Værk paa Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral,
Biraⱪ Rǝb Zion teƣi wǝ Yerusalemda pütkül jaza ixini pütküzüp bolƣandin keyin, U: — «Mǝn Asuriyǝ padixaⱨining kɵnglidiki baxbaxtaⱪliⱪning aⱪiwitini [uningƣa qüxürimǝn], Uning kɵzliridiki kibirlik nǝzǝrlirini jazalaymǝn» dǝydu.
13 fordi han siger: »Med min stærke Haand greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt;
Qünki u: — «Bu ixlarni ɵz ⱪolumning küqi bilǝn, Ɵz danaliⱪim bilǝn mǝn ⱪilƣanmǝn; Qünki mǝn ǝⱪilliⱪturmǝn; Mǝn ǝllǝrning pasillirini yoⱪattim, Ularning hǝzinilirini buliwaldim, Tǝhtkǝ olturƣanlarni batur kǝbi qüxürüp taxlidimmǝn;
14 min Haand fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, aabnede Næbbet og peb.«
Mǝn ⱪolumni bir ⱪux uwisiƣa uzatⱪandǝk ǝllǝrning bayliⱪliriƣa uzattim, Birsi taxliwetilgǝn tuhumlarni tǝrgǝndǝk mǝn pütkül dunyani yiƣⱪanmǝn; Ulardin ⱨeqbirimu ⱪanatlirini palaⱪlatmidi, Tumxuⱪini aqmidi, Yaki quk-quk ⱪilip awaz qiⱪarmidi» — dǝydu.
15 Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ!
Palta ɵzini ixlǝtküqisigǝ lap atsa bolamdu? Ⱨǝrǝ ⱨǝridigüqigǝ poqiliⱪ ⱪilsa bolamdu? Xundaⱪ ix ikǝn, huddi tayaⱪ ɵzini kɵtürgüqisini oynitalisa bolidiƣandǝk, Huddi ⱨasa yaƣaq ǝmǝs bolƣuqini kɵtürgǝndǝk bolatti ǝmǝsmu?!
16 Derfor sender Herren, Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild;
Xunga samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Rǝb Pǝrwǝrdigar xu [Asuriyǝlkning] palwanliri arisiƣa oruⱪlitix kesilini ǝwǝtidu, Uning xan-xǝripining astida lawuldap yalⱪunlaydiƣan bir otni yaⱪidu.
17 Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn paa een Dag;
«Israilning Nuri»ning Ɵzi ot, Uningdiki Muⱪǝddǝs Bolƣuqi yalⱪun bolidu, U bir kün iqidǝ uning jiƣanliri wǝ tikǝnlirini kɵydürüp, yutuwalidu.
18 hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres.
Ⱨǝm uning ormanzarliⱪ wǝ baƣ-etizlirining xan-xǝripini, jan wǝ tenini kɵydürüp kül ⱪiliwetidu; Ular bǝǝyni jüdǝp ketiwatⱪan kesǝl adǝmdǝk bolup ⱪalidu.
19 De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op.
Buning bilǝn ormanzarliⱪtiki dǝrǝhlǝrning ⱪep ⱪalƣini xunqǝ az boliduki, Kiqik bala ularni sanap hatiriliyǝlǝydu.
20 Paa hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slaar det, men til HERREN, Israels Hellige, i Sandhed.
Xu küni xundaⱪ boliduki, Israilning ⱪaldi hǝlⱪi, yǝni Yaⱪupning jǝmǝtidin ⱪeqip ⱪaytⱪanlar ɵzlirini urƣuqiƣa ikkinqi tayanmaydu; bǝlki ular ⱨǝⱪiⱪǝtǝn Pǝrwǝrdigar, yǝni «Israildiki Muⱪǝddǝs Bolƣuqi»ƣa tayinidu.
21 En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud.
Bǝrⱨǝⱪ, bir «ⱪaldi» ⱪaytip kelidu, Yǝni Yaⱪupning «ⱪaldisi» ⱪudrǝtlik Tǝngrining yeniƣa ⱪaytip kelidu.
22 Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslaaet, og med Retfærdighed vælter den frem;
I Israil, hǝlⱪing dengizdiki ⱪumdǝk kɵp bolƣini bilǝn, Pǝⱪǝt bir ⱪaldisi ⱪaytidu; [Qünki] ⱨǝⱪⱪaniyliⱪ bilǝn yürgüzülgǝn, bir ⱨalakǝtning texip üstünglarƣa qüxüxi bekitilgǝndur;
23 thi Ødelæggelse og fastslaaet Raad fuldbyrder Herren, Hærskarers HERRE, over al Jorden.
Qünki bir ⱨalakǝtni — bekitilgǝn bir ⱨalakǝtni samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar pütkül yǝr yüzidǝ ǝmǝlgǝ axuridu.
24 Derfor, saa siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, naar det slaar dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!
Xunga samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Rǝb Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — « — I Zion teƣida turƣan hǝlⱪim, Asuriyǝdin ⱪorⱪma! U seni tayaⱪ bilǝn uridiƣan, Wǝ Misirliⱪlardǝk sanga ⱪarap ⱨasisini kɵtüridiƣan bolsimu,
25 Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv.
Pǝⱪǝt azƣinǝ waⱪit ɵtüxi bilǝnla, Silǝrgǝ ⱪaratⱪan muxu dǝrƣǝzipim tügǝp, Ƣǝzipimni ularƣa ⱨalakǝt qüxsun dǝp ⱪaritimǝn.
26 Saa svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev slaaet ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten.
Samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar bolsa, ularƣa ⱪamqa bilǝn ⱨujum ⱪozƣaydu; Ularning ⱨali «Orǝbning ⱪoram texi»da bolƣan Midiyan ⱪirƣinqiliⱪidǝk ⱨalǝttǝ bolidu; U ⱨasisini dengizƣa ⱪaritip, Uni Misirliⱪlarning üstigǝ kɵtürgǝndǝk kɵtüridu;
27 Paa hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Aaget af din Nakke, ja, Aaget brister for Fedme.
Andin xu künidǝ xundaⱪ boliduki, Uning yüki mürǝngdin, Boyunturuⱪi boynungdin elip taxlinidu; Mayliring sǝwǝbidin, Boyunturuⱪ sundurup yoⱪitilidu.
28 Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive;
Mana, ular Ayatⱪa yetip, Migrondin ɵtkǝn, Mihmaxta yük-taⱪlirini ⱪoyup ⱪoyidu;
29 de gaar over Passet: »I Geba holder vi Natterast!« Rama ryster, Sauls Gibea flyr.
Ular bosuƣa-dawandin ɵtkǝn, Gebada ⱪonup ⱪalidu; Ramaⱨ titrǝp ketidu; Saulning yurti Gibeaⱨdikilǝr bolsa ⱪeqip kǝtkǝn;
30 Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot!
I Gallimning ⱪizi, pǝryadingni kɵtür! Ⱨǝy Laix, anglap ⱪoy! I biqarǝ Anatot!
31 Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.
Madmǝnaⱨ bolsa ⱪaqti; Gebimdikilǝr bǝdǝr ⱪaqti;
32 Endnu i Dag staar han i Nob; han svinger Haanden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj —
Xu kün ɵtmigüqǝ ular Nob dɵngidǝ tohtap ⱪalidu; Axu yǝrdǝ u Zion ⱪizining teƣiƣa, Yǝni Yerusalemdiki dɵnggǝ ⱪarap muxtini oynitidu.
33 Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer maa segne.
Mana, samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Rǝb Pǝrwǝrdigar qong xahlarni xiddǝt bilǝn kesiwetidu; Xuning bilǝn egiz ɵskǝnlǝr kesip yiⱪitilidu; Ⱨali üstünlǝr pǝslǝxtürülidu.
34 Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige.
U tɵmür [ⱪorallar] bilǝn ormanliⱪning Baraⱪsan yǝrlirini kesip ⱪaⱪasliⱪ ⱪiliwetidu; Liwan bolsa uluƣ birsi tǝripidin yiⱪitilidu.
