Esajas 10

1 Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs

Vonhlamrinci hoi kaawm naw rektap nahanelah thoseh,

2 for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres.

ka taminaw thung dawk e ka mathoenaw ni a coe awh hane kawi hah lawp hanelah thoseh, lahmainunaw rektap hane, naranaw e hnopai lawp hanelah kalanhoehe lah lawk katâtuengkung, caretkacailah ca kathutkungnaw, nangmouh teh na yawthoe awh.

3 Hvad gør I paa Straffens Dag, naar Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom?

Runae na kâhmo hane hnin, rawknae ahlanae koehoi a tho navah, na kabawm hanelah, api koe maw na yawng awh han. Na hnopai tawnta e naw teh namamouh ni na pâtung awh han.

4 Enten maa I knæle blandt Fanger, eller ogsaa falde paa Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Haand er fremdeles rakt ud.

Taran tuknae koe na due awh han, hoehpawiteh, san lah na hrawi awh han. Hatei, a lungkhueknae teh roum hoeh, a kut teh pou a dâw rah.

5 Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Haand.

Aya! Assiria teh ka lungkhueknae bongpai lah ao. Ahni ni a patuep e sonron teh, runae ka poe nahanelah ao.

6 Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn paa Gaden.

Cathut banglah ka ngâi hoeh naw onae koe ahni hah ka patoun. Ka lungkhueknae ka khang hane taminaw hah a lawp vaiteh, a raphoe vaiteh, lam dawk e tangdong patetlah a coungroe nahanlah lawk ka thui han.

7 Men han, han mener det ej saa, hans Hjerte tænker ej saa. Nej, at ødelægge, det er hans Attraa, at udrydde Folk, ikke faa.

Hatei, ahni teh, amae a lung thung vah, alouke pouknae hoi alouke ngainae a tawn. Ahni ni raphoenae hoi miphun moikapap hah thei hanelah a ngainae ao.

8 Thi han siger: »Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe?

Ahni ni hettelah a dei: Kaie ransabawinaw teh siangpahrangnaw nahoehmaw.

9 Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus?

Kalno kho teh Kakhemish kho patetlah Hamath kho teh Arpad kho patetlah nahoehmaw, Samaria kho teh Damaskas kho patetlah nahoehmaw ao vaw.

10 Som min Haand fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria —

Samaria meikaphawk hoi Jerusalem meikaphawk ka talue e meikaphawk ka bawk e uknaeramnaw hah ka lawp e patetlah thoseh,

11 mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?«

Samaria kho hoi a meikaphawknaw koe ka sak e patetlah thoseh, Jerusalem hoi ahnie meikaphawknaw koe ka sak han nahoehmaw.

12 Men naar Herren fuldbyrder alt sit Værk paa Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral,

Hatei, BAWIPA ni Zion mon hoi Jerusalem vah thaw a cum hnukkhu, Assiria siangpahrang e a lungthin hoi a kâoupnae hoi, a mit hoi a kâlennae dawkvah, runae ka poe han.

13 fordi han siger: »Med min stærke Haand greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt;

Hote siangpahrang ni, kai teh kama e kut thao thasainae hoi, ka lungangnae hoi ka panue thai. Taminaw e khorinaw hah ka tahruet pouh toe. Ahnimae hnopai pueng ka lawp toe. Siangpahrangnaw hah maitotan patetlah beng ka sawn toe.

14 min Haand fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, aabnede Næbbet og peb.«

Ka kut ni tava tabu a kasum e patetlah ahnimae hnopainaw teh ka kasum pouh toe. A ceitakhai e tava tadui ka lae patetlah talai hno kaawm e pueng hah ka la toe. Apihai a rathei kâhuen sak hoeh. A pahni ang hoeh. Cairing hoeh ati.

15 Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ!

Bongpai ni tami tawm hoeh, tami ni doeh a sonron a tawm e patetlah Cakâ ni ka hno kung lathueng a kâoup thai maw. Hlaw ni ka hno kung koe a kâoup kawi na maw.

16 Derfor sender Herren, Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild;

Hatdawkvah, ransahu Bawipa Jehovah ni, kingking kaboumlah ka cat ka net e siangpahrang koe, pheng kamsoenae hah a patoun pouh han. A bawilennae rahim vah, hmai ka kang e patetlah a kak han.

17 Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn paa een Dag;

Isarelnaw e angnae teh hmai lah ao han. Kathounge Cathut teh hmaipalai lah ao han. Hnin touh hoiyah, ahnimae pâkhing buruk hoi rapan pueng teh mueng ka yawng lah a kak han.

18 hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres.

BAWIPA ni, ratu bawilennae hoi, caticamu a pawnae laikawk bawilennae hai a raphoe pouh han. A tak hoi muitha hai a tha baw vaiteh, ka ngouk e patetlah ao han.

19 De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op.

Camo ni a touk thai nahanelah, ratu youn touh a cawi han.

20 Paa hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slaar det, men til HERREN, Israels Hellige, i Sandhed.

Hat hnin toteh, runae ka hlout ni teh kacawie Isarelnaw hoi Jakop imthungnaw teh, amamouh karektapkungnaw koe bout kâuep awh toung laipalah, Isarelnaw e Kathounge BAWIPA koe atangcalah a kâuep awh han.

21 En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud.

Kacawiraenaw bout a ban awh han. Jakop miphun dawk kacawiraenaw teh, athakaawme Cathut koe bout a ban awh han.

22 Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslaaet, og med Retfærdighed vælter den frem;

Oe Isarelnaw, nange taminaw teh, tuipui rai e sadi yit touh ka phat ei nakunghai, kacawie naw duengdoeh bout ka ban awh han. Rawknae teh sut hmoun e lah ao dawkvah, lannae lahoi ahnimouh teh a ramuk han.

23 thi Ødelæggelse og fastslaaet Raad fuldbyrder Herren, Hærskarers HERRE, over al Jorden.

Rasahu Bawipa Jehovah ni, talai van lungui vah a hmoun tangcoung e runae teh a sak han.

24 Derfor, saa siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, naar det slaar dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!

Hatdawkvah, ka Bawipa ransabawi Jehovah ni a dei e teh, Oe ka taminaw, Zion vah kaawm e naw, Assiria siangpahrang hah taket awh hanh. Izip siangpahrang ni a sak e patetlah ahnie bongpai hoi sonron hoi na hem awh han.

25 Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv.

Hatei, ahnimouh rawknae koe a pha e lahoi, dongdeng ca dawk ka lungkhueknae teh a roum han.

26 Saa svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev slaaet ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten.

Rasahu BAWIPA ni Oreb lungsong teng Midiannaw a hem e patetlah thoseh, tuipui van sonron dâw e patetlah thoseh, Izipnaw koe a sak e patetlah thoseh, ahnimanaw hah a hem han.

27 Paa hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Aaget af din Nakke, ja, Aaget brister for Fedme.

Hatnae hnin dawkvah, ahnie hnokari teh na loung dawk hoi thoseh, na lahuen dawk hoi thoseh takhoe lah ao han. Thâwnae kecu dawk na lahuen dawk e yawcu teh a rek han.

28 Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive;

Aiath kho dawk a pha toe. Migron a tapoung toe. Mikmash kho vah hnopainaw teh a ta awh toe.

29 de gaar over Passet: »I Geba holder vi Natterast!« Rama ryster, Sauls Gibea flyr.

Sanengnaw a tapuet awh toe. Geba kho vah a tungpup awh toe. Ramah kho teh a taki toe. Sawl onae Gibeah kho teh a yawng toe.

30 Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot!

Oe Gallim canu, hramki haw. Oe Laish kho na hnâpakeng haw. Anathoth kho a temdeng toe.

31 Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.

Madmenah kho teh a kampuen toe. Gebim khocanaw teh hloutnae koe a yawng awh toe.

32 Endnu i Dag staar han i Nob; han svinger Haanden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj —

Nob kho vah sahnin ao awh teh, Zion canu e mon lah kaawm e Jerusalem mon hah, a kut hoi a kahuet han.

33 Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer maa segne.

Rasahu Bawipa Jehovah ni thingkangnaw rabat e patetlah takikathopounge bahu hoi, a kangnaw hah bouk vaiteh, ka rasang e a kangnaw hah reprep a satut han.

34 Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige.

Ratu kathapounge hah cakâ hoi tâtueng vaiteh, Lebanon teh, athakaawme kut dawk hoi a rawp awh han. Kaie lung hai a roum han.