Hoseas 9
1 Israel, glæd dig ikke med Folkenes Jubel, ved Hor veg du bort fra din Gud, paa hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.
Aw Israel anghoe hmah; minawk kalah baktiah anghoe hmah. Nang loe na Sithaw koeh ai ih tangzat zaw kami khaeah na caeh. Cang atithaih ahmuen kruekah tangzat to na zawh, tangzat zawhhaih phoisa hoiah poek na nawm.
2 Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slaar fejl for dem.
Cang atithaih hoi misurtui pasawhhaih mah nihcae to pacah mak ai, misurtui kangtha mah anih to amtimsak tih.
3 Ej skal de blive i HERRENS Land; til Ægypten skal Efraim tilbage, spise uren Føde i Assur.
Nihcae loe Angraeng prae thungah om o mak ai, toe Ephraim loe Izip prae ah amlaem let ueloe, Assyria prae ah ciimcai ai buhnawk to caa tih.
4 Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtoffer rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det, uren; thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENS Hus kommer intet.
Angraeng khaeah misurtui to paek o mak ai, anih loe nihcae mah paek ih hmuen hoiah palung anghoe mak ai. To tiah a sak o ih hmuen loe nihcae han palungsae kaminawk ih takaw baktiah ni om tih; to buh kacaa kaminawk loe amhnong o boih tih. Nihcae ih takaw loe angmacae hing haih ah om tih, Angraeng imthung ah angzo haih mak ai.
5 Hvad gør I paa Højtidsdagen, paa HERRENS Festdag?
Angraeng ih poih ni hoi atue khaehhaih niah timaw na sak o han?
6 Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal bo i deres Telte.
Khenah, nihcae loih o langlacadoeh, Izip kaminawk mah nihcae to naeh o let tih; Memphis mah nihcae to aphum tih. A tawnh o ih atho kana sum kanglung loe phroh thungah anghma ueloe, nihcae ih im doeh soekhring mah khuk khoep tih.
7 Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israel mærke. »Afsindig er Profeten, forrykt den af Aanden grebne« — fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort!
Danpaekhaih ni loe angzoh boeh; atho pathokhaih ni loe zoi daek boeh. To hmuen to Israel mah panoek tih: pop parai na zaehaih hoi pop parai kalen hnukmahaih to na tawnh o pongah, tahmaa loe amthu moe, muithla hmuen paekhaih tawn kami doeh palungha ai, tiah na thuih o.
8 I sin Guds Hus lurer Efraim paa Profeten; der er Snarer paa alle hans Veje, man gør Faldgruben dyb.
Ephraim khenzawnkung loe Sithaw mah ni patoeh; toe tahmaa loe a caehhaih loklam ah thaang mah pakaa moe, angmah Sithaw imthung ah hnukmahaih to oh.
9 Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer deres Synder.
Gibeah dung ih kaminawk baktiah, nihcae loe kating ai ah amro o boeh. Toe anih mah nihcae zaehaih to panoek pae ueloe, a zae o haih baktih toengah danpaek tih.
10 Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner paa Træet saa jeg eders Fædre. De kom til Ba'al-Peor, til Skændselen viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob.
Israel loe praezaek ih misurthaih baktiah ka hnuk; nangcae ampanawk doeh athai tangsuek thaiduet thaih baktiah ka hnuk. Toe nihcae loe Baal Poer khaeah caeh o moe, angmacae hoi angmacae to ang paek o pongah, azathaih a tong o; a koeh o ih hmuen baktiah panuet kaom ah khosak o.
11 Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab, Undfangelse — forbi!
Ephraim lensawkhaih loe tavaa baktiah azawk ving tih boeh; nang loe nawkta tapenhaih hoi zokpomhaih om mak ai boeh.
12 Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden Børn. Ja, ve ogsaa dem, naar jeg viger fra dem!
Nihcae mah nawkta sah o langlacadoeh, nihcae to palung ka setsak han, anghmat kami om ai ah ka lak pae boih han: ue, ka caehtaak naah loe nihcae khosak bing o tih!
13 Efraim saa jeg som en Mand, der gør Jagt paa sine Børn; thi Efraim selv fører Sønnerne ud til Bøddelen.
Ephraim loe ahmuen kahoih ah thling ih, Tura baktiah ka hnuk boeh; toe Ephraim loe kami humnawk khaeah a caanawk to caeh haih tih.
14 Giv dem, HERRE — ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød og golde Bryster!
Aw Angraeng, nihcae hanah tih maw na paek han? Caa amrohaih maw, to tih ai boeh loe tahnutui kaanghaih maw to paek ah!
15 I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke mer, genstridige er alle deres Fyrster.
Gilgal ah kahoih ai hmuen to a sak o pongah, nihcae to ka hnukma. Kasae hmuen a sak o pongah, nihcae to ka imthung hoiah ka haek han; nihcae nuiah amlunghaih ka tawn mak ai boeh. Nihcae ukkung angraengnawk loe misa angthawk kami ah oh o boih boeh.
16 Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt; og faar de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt.
Ephraim loe mitong boeh, tangzunnawk doeh zaek boih boeh; athaih doeh athai mak ai boeh: ue, nihcae mah ca sah o mangh cadoeh, a kawt o huek ih a caanawk to ka hum pae ving han.
17 Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse bliver de blandt Folkene.
Nihcae mah Angraeng ih lok tahngai o ai pongah, kai ih Sithaw mah nihcae to takhoe ving tih; to naah nihcae loe prae kaminawk salakah avak rumram kami ah om o tih.
