< Hoseas 2 >
1 Kald eders Broder Mit-Folk og eders Søster Naaderig.
Seg då til brørne dykkar: «Ammi»! og til systerne dykkar: «Ru-hama»!
2 Gaa i rette med eders Moder, gaa i rette, thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit Ansigt, for Bolemærket sit Bryst.
Skjem på mor dykkar, skjem! For ho er ikkje kona mi, og eg er ikkje mannen hennar. Lat henne få burt horebragderne or andlitet sitt og lauslynde-merket frå barmen sin!
3 Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg hende, lader hende tørste ihjel.
Elles skal eg klæda av henne, so ho ligg naki: Eg skal te henne fram som den dagen ho vart fødd. Eg skal gjera henne lik ei øydemark og ei turr-audn, og lata henne døy av torste.
4 Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn;
Og borni hennar, ikkje vil eg miskunna deim; for horeborn er dei.
5 thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi hun sagde: »Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin.«
For mor deira var ei horkvinna, ho som fekk deim, for skamleg åt, med di ho sagde: «Eg vil fara etter elskarane mine. For dei gjev meg maten min og drykken min, ulli mi og linet mitt, oljen min og vinen min.»
6 Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer jeg en Mur, saa hun ikke kan finde sine Stier.
Sjå, difor stengjer vil eg stengja vegen din med tornar. Ja, ein mur skal eg setja upp framfyre henne, so ho ikkje skal finna stigarne sine.
7 Efter Elskerne kan hun saa løbe, hun naar dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: »Jeg gaar paa ny til min første Mand; da havde jeg det bedre end nu.«
Når ho då renner etter elskarane sine, skal ho ikkje nå i deim, når ho leitar etter deim, skal ho ikkje finna deim. Då skal ho segja: «Eg vil attende til den fyrste mannen min. For betre hadde eg det då enn no.»
8 Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv og Guld, som de gjorde til Ba'aler.
Og ho, ikkje skyna ho at det var eg som gav henne kornet og druvesafti og oljen, og som var storgjæv imot henne med sylv og med gull, som dei nytta ut for Ba’al.
9 Derfor tager jeg atter mit Korn, naar Tiden er til det, min Most, naar Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler sin Nøgenhed med.
Difor skal eg taka att kornet mitt når korntidi kjem, og druvesafti mi i rette stundi, og taka burt ulli mi og linet mitt, det som ho skulde løyna blygsli si med.
10 Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Haand frier ingen hende ud.
Ja, no skal eg nækja blygsli hennar beint for augo på elskarane hennar, og ingen skal berga henne or mi hand.
11 Jeg gør Ende paa al hendes Glæde, Fester, Nymaaner, Sabbater, hver en Højtid, hun har.
Og eg skal gjera ende på all kjæta hennar, på gildi hennar, nymånarne og kviledagarne og alle høgtiderne hennar.
12 Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde: »Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig.« Jeg skaber dem om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes.
Eg skal øyda vintrei og fiketrei hennar, som ho sagde um: «Dei er meg ei løn som elskarane mine gav meg.» Og eg skal gjera deim til villkjør som villdyri skal eta av.
13 Jeg hjemsøger hende for Ba'alernes Fester, paa hvilke hun bragte dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det fra HERREN.
Soleis skal eg refsa henne for Ba’als-dagarne hennar, då ho brende røykjelse for deim og prydde seg med nasering og bringespenne og for etter elskarane sine, men gløymde meg, segjer Herren.
14 Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale hende kærligt til.
Difor skal de vita at eg vil lokka henne burt og leida henne ut i villmarki, so eg kan få tala hjarteord med henne.
15 Saa giver jeg hende hendes Vingaarde der og Akors Dal til en Haabets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun drog op fra Ægyptens Land.
So vil eg derifrå gjeva henne att vinhagarne hennar, og gjera Akordalen til eit vonarled. Der skal ho syngja som i ungdomsdagarne sine, og som då ho for upp frå Egyptarlandet.
16 Paa hin Dag, lyder det fra HERREN, skal hun paakalde sin Ægtemand, og ikke mere Ba'alerne.
Og den dagen, segjer Herren, kjem det til å verta so at du ropar til meg: «Mannen min!» Og du skal ikkje meir ropa til meg: «Ba’al min!»
17 Ba'alsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene huskes.
Ja, Ba’als-namni vil eg taka reint ut or munnen hennar, so dei aldri skal nemnast meir.
18 Paa hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvaaben sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt.
Den dagen gjer eg for deim ei pakt med dyri på marki, med fuglarne under himmelen og med kreket på jordi. Og boge og sverd og krig bryt eg sund. Eg skal få det reint ut or landet, og lata deim bu trygt.
19 Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed;
Og eg vil trulova meg med deg til æveleg tid. Eg vil trulova meg med deg i rettferd og rett, i nåde og miskunn.
20 jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende HERREN.
Ja, i truskap vil eg trulova meg med deg, og du skal kjenna Herren.
21 Da skal det ske paa hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra HERREN, ja, at jeg bønhører Himlen, at den saa bønhører Jorden,
Og den dagen kjem det til å verta so at eg bønhøyrer, segjer Herren, eg bønhøyrer himmelen, og han bønhøyrer jordi.
22 og Jorden bønhører Kornet, Mosten og Olien, og de bønhører Jizre'el.
Og jordi skal bønhøyra kornet og druvesafti og oljen, og dei skal bønhøyra Jizre’el.
23 Jeg saar hende ud i Landet, mod Naadeløs er jeg naadig og siger til Ikke-mit-Folk: »Mit Folk er du!« og han skal sige: »Min Gud!«
Og plantar meg henne i landet og miskunnar Lo-Ruhama, og eg segjer til Lo-Ammi: «Folket mitt er du!» og ho, ho skal segja: «Min Gud!»