Hoseas 2
1 Kald eders Broder Mit-Folk og eders Søster Naaderig.
Na hmaunawnghanaw hah ka tami telah thoseh, na tawncanunaw hah ka pahren e ka canu telah thoseh bout ka kaw han.
2 Gaa i rette med eders Moder, gaa i rette, thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit Ansigt, for Bolemærket sit Bryst.
Na manu teh dei pouh awh. Ahni teh kaie ka yu nahoeh. Kai haiyah ahnie a vâ nahoeh.
3 Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg hende, lader hende tørste ihjel.
Kâyonae minhmai padai laipalah kathoute hno roun naseh. Roun hoehpawiteh, a khenae patetlah caici lah thingyei um pak ka tha han. Tui ni a hak takhai e talai patetlah tui ka pakoung vaiteh ka due sak han.
4 Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn;
A canaw haiyah cataca lah ao dawkvah kai ni ka pahren mahoeh.
5 thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi hun sagde: »Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin.«
Ahnimae manu teh, kâyawt e doeh. Ahni ka vawn e napui hai yeirai a po toe. Ahni nihaiyah ka bu, ka tui, ka tumuen, ka tangka, ka satui, nei hane tui ouk na ka poe e kapahrennaw hnuk ka kâbang han a ti.
6 Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer jeg en Mur, saa hun ikke kan finde sine Stier.
Hatdawkvah pâkhing hoi ka kalup han. A tâco thai hoeh nahanlah talung hoi ka tapang sin han.
7 Efter Elskerne kan hun saa løbe, hun naar dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: »Jeg gaar paa ny til min første Mand; da havde jeg det bedre end nu.«
A pahren hah a pâlei ei phat mahoeh. A tawng ei hmawt laipalah ao navah, ka vâ karuem koe doeh bout ka cei han toe ati. Atu e hmuen koe hlak hmaloe e hmuen koe doeh hoe ahawi ati han.
8 Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv og Guld, som de gjorde til Ba'aler.
Cang, misur, satuinaw hoi Baal bawknae sui hoi ngun hai moi ka poe eiteh, Kai na pahnim awh.
9 Derfor tager jeg atter mit Korn, naar Tiden er til det, min Most, naar Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler sin Nøgenhed med.
Hatdawkvah canga tue nah cakang, misurtui kasu tue nah misurtui, ka poe mahoeh. Kaie tumuen hoi ngun, a caicinae ramuknae hah ka bankhai han.
10 Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Haand frier ingen hende ud.
Atu roeroe a pahrennaw koe a khohna e ka rading pouh vaiteh, yeiraipo sak han. Apinihai ka kut dawk hoi hlout sak thai mahoeh.
11 Jeg gør Ende paa al hendes Glæde, Fester, Nymaaner, Sabbater, hver en Højtid, hun har.
A nawmnae, pawitonae, thaparei hnin, sabbath hnin, tamimaya kamkhueng e pueng ka pout sak han.
12 Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde: »Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig.« Jeg skaber dem om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes.
Het hateh, ka pahren ni na poe e poehno ati e misurnaw, thaibunglungnaw lungpalueng lah ka ta vaiteh, ratu lah ka sak han, hahoi sarangnaw ni a ca awh han.
13 Jeg hjemsøger hende for Ba'alernes Fester, paa hvilke hun bragte dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det fra HERREN.
Baal cathutnaw koe hmuitui hmai a sawi awh teh, hnongpacap hoi dingyin a awi awh teh, a pahren hnuk a kâbang awh teh, Kai na pahnim awh dawkvah, Baal cathutnaw e tueng dawk e patetlah moipathung han telah Cathut ni a ti.
14 Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale hende kærligt til.
Hatei, ahni hah bout ka pasawt han. Kahrawng lahoi a ceikhai awh nakunghai, pasawtnae lawk hoi ka dei pouh awh han.
15 Saa giver jeg hende hendes Vingaarde der og Akors Dal til en Haabets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun drog op fra Ægyptens Land.
Hote hmuen koe misur takha hai thoseh, Akhor tanghling koe ngaihawinae takhang hai thoseh ka sak pouh han. A camo nah Izip ram hoi a tâconae la a sak awh e patetlah namran lah a pha awh toteh, la a sak awh han.
16 Paa hin Dag, lyder det fra HERREN, skal hun paakalde sin Ægtemand, og ikke mere Ba'alerne.
BAWIPA ni a dei e teh, hatnae tueng dawk nang ni kai hah Bawipa telah na kaw mahoeh, ka vâ telah na kaw han.
17 Ba'alsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene huskes.
Baal e min roeroe heh nangmae pahni dawk hoi takhoe vaiteh, a min hah dei lah rawraw bout dei mahoeh toe.
18 Paa hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvaaben sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt.
Hatnae tueng dawk Kai ni ahnimouh hanlah, kahrawng e sarang, kalvan e tava, talai dawk e sarangnaw hoi na kâhuiko vaiteh, licung, tahloi, senehmaicanaw, talai dawk hoi ka takhoe han. Lungpuen tâsuenae awm laipalah a i awh han.
19 Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed;
Nang teh, ka yu lah pou na o han toe. Lannae, kamsoum e, ka kuep e lungmanae hoi nang teh kama hanelah na la han toe.
20 jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende HERREN.
Ka lawkkam ka tarawi vaiteh na la han, nang ni Cathut na panue han.
21 Da skal det ske paa hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra HERREN, ja, at jeg bønhører Himlen, at den saa bønhører Jorden,
Bawipa ni telah ati, hatnae tueng dawk ratoumnae Kai ni na thai pouh han. Kalvan lawk ka thai pouh vai teh, ahni ni talai lawk a thai pouh awh han.
22 og Jorden bønhører Kornet, Mosten og Olien, og de bønhører Jizre'el.
Talai ni hai cakang, misurtui, satui, naw e lawk a thai vaiteh, ahnimouh ni hai Jezreel e lawk a thai awh han.
23 Jeg saar hende ud i Landet, mod Naadeløs er jeg naadig og siger til Ikke-mit-Folk: »Mit Folk er du!« og han skal sige: »Min Gud!«
Hote napui hah cati patetlah talai dawk kama hane ka patue han. Ka pahren hoeh e napui hah ka pahren han. Ka tami hoeh e koe ka tami ka ti pouh han. Ahnimouh ni hai nang teh kaimae Cathut doeh na ti pouh awh. han.
