Hebræerne 6
1 Lader os derfor forbigaa Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenheden uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud,
Kristaan tiitkhaap ah we nyootmui leh we nyootmui eh thaknang ibah ehak thong eh ih. Seng loong lah langka mootkaat tiit nyia Rangte suh lah hanpi theng tiit adoh seng tah we chap ke;
juungtem tiit nyootsoot, lak ih taajoh ano soomkot tiit, etek nawa ngaaksaat tiit, eno roitang raang ih dande tiit loong ah lawoot waan theng. (aiōnios g166)
3 Ja, dette ville vi gøre, saafremt Gud tilsteder det.
Rangte thung mok pun abah seng marah re theng ah erah re ih.
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligaand
Mamah liidoh, ngo ih heh tuungmaang thiin haatta ah mamah we ngaak sekthun thuktheng ah? Taksiit neng loong ah Rangte weephaak ni elang erumta; neng loong ih rangmong nawa lakkot nyia Esa Chiiala lakbi ah ethaak choh ih rumta;
5 og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, (aiōn g165)
neng ih Rangte jengkhaap ah ese ngeh thoijat eh rumta, eno liwang dowa roidong adi chaan aphaan jeela ah ejat ih rumta. (aiōn g165)
6 da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
Eno neng ih neng tuumaang ah mat haat ih rumta! Neng loong ah we ngaak lekthuk thuk subah rapne echaan ang ah, mamah liidih Rangte Sah ah neng loong ah ih bangphak ni we tekbot rumha eno midung ni rakri dong thuk rumla.
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den ogsaa dyrkes, faar Velsignelse fra Gud;
Marah hah adi rangphaat phaatla nyia potiik polak seela ah phek phekte suh ese eno erah ah Rangte ih roomseetam koha.
8 men naar den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
Enoothong marah di theng anaam nyia suh anah dongla loong bah thaangmuh, erah loong ah suh bah Rangte ih choophaan phaan ih tamha, eno neng loong ah we nawa ih thet haat rum ah.
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes.
Enoothong erah likhiik jeng ih boh, mongnook phoh ano loong, sen ah subah kamkam ih laalomli. Seng ih ejat ehi sen suh khopiiroidong ah romseetam ese koh halan.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have Udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
Rangte ih mih tah danka. Heh ih an timjih re raangtu erah tabe haatka nyia huinong nong huitu ah nyia amadi uh Kristaan loong huinong ah nong hui ruh ehu rah uh tabe haatka.
11 Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden,
Seng nookli ah langla, senthung sentak kot ah hethoon tuk ih toom ang ah, eno juuba sen ih laalom han ah amiisak ih choh an.
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne.
Sen edem ang an rah suh tah nook ke, enoothong ngo ih Rangte suh hanpiiha nyia enaan eha likhiik angsuh eno Rangte ih tiimjih raangtaan ih kakhamta erah ah chola suh ba nookli.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
Abraham suh Rangte ih kakhamta, erah kakham jun ih re suh thoom hoonta. Heh thaknang ih elong laje tungkaang di, thoom hoonta adi Rangte ih heh teeteewah men seta.
14 „Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.‟
Heh ih liita, “Ngah ih an damdi kakham hang, an suh romseetam koha eno an sutoom satoom hantek koha.”
15 Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt.
Abraham ih naan ano bansokta, eno Rangte ih heh suh marah raangtaan ih kakhamta erah echoh eta.
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse.
Seng ih thoomhoon ih di, seng men thaknang ih wahoh men ah elong ih sehi, eno erah thoomhoon rah ih daanmui jengmui thoontang phansiit ha.
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
Rangte ih kakham thinta ah chote loong asuh baat ha, heh ih tiim raangtaan ih kakhamta, erah timtok doh uh tah lekka ang ah; erah thoidi kah khamha khodi uh thoom we boot hoonta.
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os,
Jengkhaap enyi je ah, erah maatok uh tah lekka, Rangte tah leekka nyia tah lekka. Seng marah heh damdi epui eliite loong asuh rapne chaan chotheng, seng laalom ah rak thuk suh ah.
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget,
Seng roidong raangtaan ih erah laalomli ah jaankeng likhiik. Emah ang abah punpiipi nyia elang jaatjaat ih ah, Erah laalom ah ih rangmong rangsoomnok ni nyuh tin ha dowa ih esa khotok di esaathoon adoh thoksiit he.
