Hebræerne 6
1 Lader os derfor forbigaa Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenheden uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud,
Ku lulo, anga kuleke nai kimanyisa u ng'wandyo kutula u lukani nulang'wa Kristo, kutakiwe kutula nu ukamatiku kutunga ku ukomu, kuleke kuika hangi i kitako nika kila itunu kupuma mu milimo ni migila u upanga nu uhuiili kung'wa Itunda,
ang'wi i kitako nika umanyisigwa nua wogigwa, nu kuaikiilya i mikono, u ukigwa mu ashi, nu ulamulwa nua kali na kali. (aiōnios g166)
3 Ja, dette ville vi gøre, saafremt Gud tilsteder det.
Hangi ki kituma iti anga itule Itunda ukulekela.
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligaand
Ku nsoko shanga ihumikile ku awo naza ai aulijaa u welu u ng'wandyo, naza alulyaa i kipegwa nika kilunde, nu kuzipigwa kutula anya muhangu a Ng'wau Ng'welu,
5 og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, (aiōn g165)
hangi naza alulyaa u uziza nua lukani nulang'wa Itunda nu ku ngulu niyi tungo nilipembilye, (aiōn g165)
6 da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
ni uugwa akagwa-shanga ihumikile kuasusha hangi mu wila itunu. Iki ingi ku nsoko amagilye u Ng'wana nuang'wa Itunda nkua ibiili ku ung'yenyi nuao, azemutenda kutula kiseme nika kimeli mi igalagalo.
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den ogsaa dyrkes, faar Velsignelse fra Gud;
Ku nsoko i halu ni lisingiiye i mbula ni ikuaa nkua ku nkua migulya akwe, hangi likapumya nkali nia kusanigwa ku awo nai itumile u mulimo mi ihalu, lisingiilya ukende kupuma kung'wa Itunda.
8 men naar den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
Kuiti anga itule lipezaa mija ni mahaka, igila hangi insailo hangi likoli mu lwago nula kuzung'wa. Mpelo akwe ingi kulimiligwa.
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes.
Anga itule ku utambula iti, ahumba i itu alowa, ku upeng'wa ni makani maziza natulikile unyenye ni makani natuile ugunwa.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have Udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
Ku nsoko Itunda shanga mii wiwee ga nu mulimo nuanyu nu ku ulowa nai malagiila ku nsoko a lina nilakwe, ku ili ai mua aiiye i ahuiili hangi mukili mukoli mukuaiilya
11 Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden,
Hangi kuhumilwe nsula lukulu kina kila ung'wi anyu wahume kulagiila unyangulu wuwo wuuwo kupikiila i mpelo ku kulu kuulu nua ukamatiku.
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne.
Shanga kuloilwe mutule miakata, kuiti mutule atyatiili a awo ni isalaa ilago ku nsoko a uhuiili nu ugimya.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
Ku ndogoelyo Itunda nai uminkiiye uAbrahamu ilago, ai ulapile ku ung'yenyi nuakwe, ku nsoko shanga ai uzeelapa ku muya wihi nukoli mukulu kukila nuanso.
14 „Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.‟
Ai uligitilye, “Kulu kuulu nika kukendepa, hangi nikawongeelya u utungwaa nuako ikilo.”
15 Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt.
Ku nzila iyi, uAbrahamu ai usingiiye iko nai ulagilwe ze yakilaa kulindiila ku ugimya.
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse.
Ndogoelyo i ana adamu ilapa ku nuanso nukoli mukulu kukila nianso, nu kitalao i mpelo a wikilyi wihi ingi ilapo ku kumakaminkiilya.
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
Itungo Itunda nai ulamue kulagiila kihenga ikilo ku asali ni ilago kunsoko isigo lakwe niziza ni shanga likailika, ai ulikaminkiiye ku ilapo.
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os,
Ai witumile nianso iti itu ibiili ni shanga ihumile kukailika, naiza mu nianso Itunda shanga uhumile kuligitya u uteele, usese nai kumankiie u ugunwa kulije kukinyilwa kuambiila ku ngulu isigo ni li ikilwe ntongeela itu.
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget,
Ku kete ugimya uwu anga lukingi nu lukomo hangi nula kusanigwa ni nkolo ni itu, ukamatiku naza ukingila nkika a mukati kituli ki ipazia.
