< Hebræerne 6 >
1 Lader os derfor forbigaa Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenheden uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud,
Wherefore, having left the word of the beginning of the Christ, unto the perfection we may advance, not again a foundation laying of reformation from dead works, and of faith on God,
2 med Lære om Døbelser og. Haandspaalæggelse og dødes Opstandelse, og evig Dom. (aiōnios )
of the teaching of baptisms, of laying on also of hands, of rising again also of the dead, and of judgment age-during, (aiōnios )
3 Ja, dette ville vi gøre, saafremt Gud tilsteder det.
and this we will do, if God may permit,
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligaand
for [it is] impossible for those once enlightened, having tasted also of the heavenly gift, and partakers having became of the Holy Spirit,
5 og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, (aiōn )
and did taste the good saying of God, the powers also of the coming age, (aiōn )
6 da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
and having fallen away, again to renew [them] to reformation, having crucified again to themselves the Son of God, and exposed to public shame.
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den ogsaa dyrkes, faar Velsignelse fra Gud;
For earth, that is drinking in the rain many times coming upon it, and is bringing forth herbs fit for those because of whom also it is dressed, doth partake of blessing from God,
8 men naar den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
and that which is bearing thorns and briers [is] disapproved of, and nigh to cursing, whose end [is] for burning;
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes.
and we are persuaded, concerning you, beloved, the things that are better, and accompanying salvation, though even thus we speak,
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have Udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
for God is not unrighteous to forget your work, and the labour of the love, that ye shewed to His name, having ministered to the saints and ministering;
11 Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden,
and we desire each one of you the same diligence to shew, unto the full assurance of the hope unto the end,
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne.
that ye may not become slothful, but followers of those who through faith and patient endurance are inheriting the promises.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
For to Abraham God, having made promise, seeing He was able to swear by no greater, did swear by Himself,
14 „Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.”
saying, 'Blessing indeed I will bless thee, and multiplying I will multiply thee;'
15 Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt.
and so, having patiently endured, he did obtain the promise;
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse.
for men indeed do swear by the greater, and an end of all controversy to them for confirmation [is] the oath,
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
in which God, more abundantly willing to shew to the heirs of the promise the immutability of his counsel, did interpose by an oath,
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os,
that through two immutable things, in which [it is] impossible for God to lie, a strong comfort we may have who did flee for refuge to lay hold on the hope set before [us],
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget,
which we have, as an anchor of the soul, both sure and stedfast, and entering into that within the vail,
20 hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid. (aiōn )
whither a forerunner for us did enter — Jesus, after the order of Melchisedek chief priest having become — to the age. (aiōn )