Hebræerne 3

1 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,

Difor, heilage brør, som er luthavande i eit himmelsk kall! sjå på den apostel og øvsteprest som me kjennest ved, Jesus,

2 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom ogsaa Moses var det i hele hans Hus.

han som var tru mot den som gjorde honom dertil, liksom og Moses var i heile hans hus!

3 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Maal som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.

For denne er halden so mykje større æra verd enn Moses, som den som hev bygt huset, hev større æra enn huset sjølv.

4 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.

Kvart hus er det einkvan som byggjer, men den som hev bygt alt, det er Gud.

5 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;

Og Moses var vel tru i heile hans hus som ein tenar til å vitna um det som skulde verta tala,

6 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.

men Kristus stend som son yver huset hans; og hans hus er me, so framt me held vårt frimod og den voni me rosar oss av, fast alt til enden.

7 Derfor, som den Helligaand siger: „I Dag, naar I høre hans Røst,

Difor, som den Heilage Ande segjer: «I dag, um de høyrer hans røyst,

8 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen,

so forherd ikkje dykkar hjarto som på argingsstaden på freistingsdagen i øydemarki,

9 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar.

der federne dykkar freista meg; dei prøvde meg, endå dei såg mine gjerningar i fyrti år.

10 Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,

Difor harmast eg på denne ætti og sagde: «Dei fer alltid vilt i hjarta; » men dei kjende ikkje mine vegar,

11 saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile‟ —

so eg svor i min vreide: «Sanneleg, dei skal ikkje koma inn til mi kvila!»»

12 saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud.

Sjå til, brør, at det ikkje i nokon av dykk skal vera eit vondt, vantruande hjarta, so han fell frå den livande Gud!

13 Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder „i Dag‟, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.

Men påminn kvarandre kvar dag, so lenge som det heiter: «i dag», so ikkje nokon av dykk skal verta forherd ved dåring av syndi!

14 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.

For me hev fenge lut med Kristus, so framt me held vår fyrste fulle vissa fast til enden.

15 Naar der siges: „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen‟:

Når det vert sagt: «I dag, um de høyrer hans røyst, so forherd ikkje dykkar hjarto som på argingsstaden, »

16 Hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?

kven var då dei som høyrde og arga honom? Var det ikkje alle dei som gjekk ut or Egyptarland ved Moses?

17 Men paa hvem harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?

Men kven var det han harmast på i fyrti år? var det ikkje på deim som hadde synda, so deira kroppar fall i øydemarki?

18 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?

Og kven var det han svor um, at dei ikkje skulde koma inn til hans kvila, utan um deim som var vantruande?

19 Og vi se, at de ikke kunde gaa ind paa Grund af Vantro.

So ser me då at dei ikkje kunde koma inn for vantru skuld.