Hebræerne 3
1 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
Darotse iti s'eegetsman kayitu wotts S'ayin amantsuwotso! no imneti kahni naashwots k'aab'onat Ik'o woshtso Iyesusats it aawo gerde'ere.
2 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom ogsaa Moses var det i hele hans Hus.
Muse Ik' maa jamatse amanek b́ teshtsok'o Iyesuswere bín naashits Ik'osh amaneke b́ teshi.
3 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Maal som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.
Maa agtso mooniyere bog mango b́detstsok'owa Iyesus Museyiyere bogts mango daatso bísh geyife.
4 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.
Maa ik iko bín agts asho detsfe, jam keewo agtsonmó Ik'oniye.
5 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
Shinomaants keewu geyit keewosh gaw b́wotitwok'o Muse Ik'i maa jamatse amanek guutse b́teshi.
6 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.
Krstosmó Ik'o maantse amanetso b́wot na'ok'o wotatniye, b́moonwere noone, b́ moo nowotitwere bí'ats no amanit keewonat arikon bín detsfone err bín noit'irwo nojangtso kup'ide desh nodek'oree.
7 Derfor, som den Helligaand siger: „I Dag, naar I høre hans Røst,
Eshe S'ayin shayiro bí'etirwok'on «Hambets b́ k'ááro it shishor
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
Worwotse taan it fador ti'ats it tuutsok'o It nibo k'aztsi woshk'ayere,
9 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar.
Hansh it nihots taan bo fadi taanton bo weed'eyi Hab natosh tk'altsonowere bobek'i» etfe Ik'oni.
10 Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
«Mansh man dúri s'ootwotsi t fayere, ‹Bonibo jam aawo b́sheliri, T weerindonowere danatsne› ti eti.»
11 saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile‟ —
Aaninwere, « ‹Taa boosh ti imet kashdek'et beyok b́ jamon kindratsnee!› etaat Fayat taarre.»
12 saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud.
Ti eshwotso! ititse beyat beyiru Ik'atse wokit gondonat amaneraw nibo b́ deshawok'o it atso korde'ere.
13 Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder „i Dag‟, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
Eshe, ititse morron dasheyar b́ nibo k'aztsi b́ woshrawok'o «Hambetsa» et s'eegets aawo b́ befetsosh aaw aawon it atsatsewo izewere.
14 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.
Shin shin no detstso no imnetiyo b́s'uwi aawo b́borfetsosh kup'de deshnodek'etka wotiyal Krstosnton bano kayitwotsi wotitwone.
15 Naar der siges: „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen‟:
Manwere «Hambets b́ k'ááro it shishor Weri gondi dúrmanor it k'altsinaaro it nibo k'aztsi woshk'ayere» et keewetsok'one.
16 Hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
Wotowa bako b́ k'ááro boshishyakon gondat k'aztsmanots konotsne boteshi? Boon Muse jishdek't Gbs'itse dek' b́keshtswotsiwoshná?
17 Men paa hvem harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
Ik'o nibo hab nati s'eeno k'úúnit teshtswots konotsne? Morro finat boere boduuno worwotse dihit oortswotsiwoshna?
18 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
Eshe bísh aleratse eteets manotsi b́ wotiyalabako «T kashdek'i beyok kindratste» et boats b́ taartswots konotsne bo teshi?
19 Og vi se, at de ikke kunde gaa ind paa Grund af Vantro.
Eshe kindo bomaaw amano bok'aztsatse tuutson b́ woto bek'rone.
