Hebræerne 12
1 Derfor lader ogsaa os, efterdi vi have saa stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
Ko ia, ko e meʻa ʻi he kāpui ʻakitautolu ʻe he ʻao ʻoe kau fakamoʻoni tokolahi pehē, ke tau siʻaki foki ʻae meʻa mamafa kotoa pē, mo e angahala ʻoku [tau ]moʻuangofua ki ai, pea tau feleleʻi ʻi he fakakukafi ʻae fakapuepue kuo tofi ʻi hotau ʻao.
2 idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde paa højre Side af Guds Trone.
ʻO sio pe kia Sisu ko e kamataʻanga mo e ngataʻanga ʻoe tui; ʻaia ne ne kātaki ʻae pekia ʻi he ʻakau, mo ne taʻetokanga ki he fakamā, ko e meʻa ʻi he fiefia naʻe tuku ʻi hono ʻao, pea kuo nofo eni ʻi he nima toʻomataʻu ʻoe ʻafioʻanga ʻoe ʻOtua.
3 Ja, tænker paa ham, som har udholdt en saadan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle.
Ke mou tokangaʻi ia naʻa ne kātaki ʻae angatuʻu pehē mei he kau angahala kiate ia, telia naʻa mou fiu mo vaivai ʻi homou loto.
4 Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden,
ʻOku teʻeki ai ke mou fekuki ʻo aʻu ki he mate, ʻi he fekuki mo e angahala.
5 og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: „Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham;
Pea kuo ngalo ʻiate kimoutolu ʻae akonaki ʻaia ʻoku pehē kiate kimoutolu, ʻo hangē ko e fānau, “Hoku foha, ʻoua naʻa ke taʻetokangaʻi ʻae tautea mei he ʻEiki, pe vaivai ʻi heʻene valokiʻi koe:
6 thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.”
He ko ia ʻoku ʻofa ki ai ʻae ʻEiki ʻoku ne tautea, pea ʻoku ne teʻia ʻae foha kotoa pē ʻoku ne maʻu.”
7 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
Kapau te mou kātaki ʻae tautea, pea ʻoku fai ai ʻe he ʻOtua kiate kimoutolu ʻo taau mo e ngaahi foha; he ko e foha fē ia ʻaia ʻoku ʻikai ke tauteʻi ʻe he tamai?
8 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have faaet Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.
Pea kapau ʻoku ʻikai tautea ʻakimoutolu, ʻaia ʻoku totofu ai kotoa pē, pea ta ko e tupu feʻauaki ʻakimoutolu, pea ʻoku ʻikai moʻoni ko e ngaahi foha.
9 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve?
Kaeʻumaʻā naʻe tautea ʻakitautolu ʻe he ngaahi tamai ʻo hotau sino, pea tau fakaʻapaʻapa ki ai: ʻe ʻikai lahi muʻa ʻetau fakavaivai ki he Tamai ʻoe ngaahi laumālie, pea moʻui?
10 Thi hine tugtede os for nogle faa Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle faa Del i hans Hellighed.
He ko e moʻoni naʻa nau tautea ʻo faʻiteliha pe ʻakinautolu ʻi he ʻaho siʻi pe; ka ʻoku fai ʻe ia ke ʻaonga, ke [tau ]kau ai ʻi heʻene māʻoniʻoni.
11 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
Ko eni, ʻoku ʻikai ha fiefia lolotonga ha tautea, ka ko e mamahi: hili ange ia ʻoku tupu ʻae fua fakamelino ʻoe māʻoniʻoni kiate kinautolu kuo akonekina ai.
12 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
Ko ia ke poupou hake ʻae nima kuo tāupe, mo e foʻi tui ʻoku vaivai;
13 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
Pea ngaohi ʻae ʻaluʻanga totonu ki homou vaʻe, telia naʻa fakahēʻi ʻaia ʻoku pipiki; kae fakamoʻui muʻa ia.
14 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
Tuli ke mou melino mo e kakai kotoa pē, pea ki he māʻoniʻoni, ʻaia ka ʻikai maʻu, ʻe ʻikai mamata ʻe ha tangata ʻe tokotaha ki he ʻEiki:
15 og ser til, at ikke nogen gaar Glip af Guds Naade, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
ʻO vakavakai lahi telia naʻa tomui ha taha ʻi he ʻaloʻofa ʻae ʻOtua; telia naʻa ai ha aka kona ʻe tupu pea fakamamahiʻi ai [ʻakimoutolu], pea ʻuliʻi ai ʻae tokolahi;
16 at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
Telia naʻa ai ha taha feʻauaki pe ha manuki ʻoe meʻa tapu, ʻo hangē ko ʻIsoa, ʻaia naʻa ne fakatau hono lelei ʻoe ʻuluaki foha ʻaki ʻae meʻakai pe taha.
17 Thi I vide, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Taarer.
He ʻoku mou ʻilo ʻi he hili ia, pea ne fiemaʻu ʻae tāpuaki, naʻe tekeʻi ia: he naʻe ʻikai te ne ʻilo ke liliu ʻaki hono loto, neongo ʻa ʻene kumi ia ʻi he feinga mo e loʻimata.
18 I ere jo ikke komne til en haandgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,
He ʻoku ʻikai ke mou hoko ni ki he moʻunga ʻe faʻa alasi, ʻaia ne vela ʻaki ʻae afi, pea ki he ʻuliʻuli, mo e fakapoʻuli, mo e afā,
19 og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem.
Pea mo e pā mai ʻoe meʻa lea mo e ongo ʻoe ngaahi lea; ʻaia naʻe kole ai ʻakinautolu naʻe fanongo ke ʻoua naʻa toe leaʻaki kiate kinautolu:
20 Thi de kunde ikke bære det, som blev paabudt: „Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes.”
(He naʻe ʻikai te nau faʻa tali ʻaia naʻe fekau mai, “Pea naʻa mo e manu kapau ʻe lave ki he moʻunga, ʻe tolongaki ia ʻaki ʻae maka, pe hokaʻi ke ʻasi ʻaki ʻae foʻi tao:”
21 Og — saa frygteligt var Synet — Moses sagde: „Jeg er forfærdet og bæver.”
Pea ko hono fakailifia fau ʻoe meʻa naʻe hā mai, naʻe pehē ai ʻe Mōsese, “ʻOku ou mātuʻaki manavahē, mo tetetete:”)
22 Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare
Ka kuo mou hoko ni ki he moʻunga ko Saione, ki he kolo ʻoe ʻOtua moʻui, ki he Selūsalema mei he langi, pea ki he fakataha ʻoe kau ʻāngelo tokolahi taʻefaʻalaua.
23 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Aander
Ki he fakatahaʻanga lahi, pea ko e siasi ʻoe tangata angatonu kuo fakahaohaoa,
24 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.
Pea kia Sisu ko e fakalaloa ʻoe fuakava foʻou, pea ki he taʻataʻa ʻoku luluku, ʻaia ʻoku leaʻaki ʻae ngaahi meʻa lelei lahi ʻi [he toto ʻo ]ʻEpeli.
25 Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi naar de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord paa Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, naar vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,
Vakai ke ʻoua naʻa mou taʻetokangaʻi ia ʻoku folofola. He kapau naʻe ʻikai hao ʻakinautolu naʻe taʻetokangaʻi ia naʻe lea ʻi māmani, ʻe fēfeeʻi ʻakitautolu, ʻo kapau te tau tafoki meiate ia ʻoku mei he langi?
26 han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: „Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men ogsaa Himmelen.”
ʻAia naʻe lulululu ʻa māmani ʻe hono leʻo ʻi he kuonga ko ia: ka kuo talaʻofa eni, ʻo pehē, “Ko e toe taha teu lulululu kae ʻikai ngata ki māmani pe, ka ko e langi foki.”
27 Men dette „endnu een Gang” giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.
Pea ko e pehē, “Ko e toe taha,” ko e fakahā ʻoe hiki ʻoe ngaahi meʻa ko ia kuo luluʻi, ʻo taau mo e ngaahi meʻa kuo ngaohi, koeʻuhi ke tuʻumaʻu pe ʻae ngaahi meʻa ʻoku ʻikai faʻa luluʻi.
28 Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, saa lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
Ko ia ʻi heʻetau maʻu ʻae puleʻanga, ʻe ʻikai faʻa luluʻi, ke tau kuku maʻu mo e ʻofa, ʻaia ke tau tauhi ʻaki ʻae ʻOtua ke ʻaonga, ʻi he fakaʻapaʻapa mo e manavahē:
29 Thi vor Gud er en fortærende Ild.
He ko e afi fakaʻauha ʻa hotau ʻOtua.
