Hebræerne 12
1 Derfor lader ogsaa os, efterdi vi have saa stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
Daawnok'o noon gúúrts gaw jamanotsi no detstsotse no'ats kur wotts keew jamwotsi no'ats deshts morro k'a'úbayr no shinatse beyiru nohewo k'amde kup'ar woc'one.
2 idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde paa højre Side af Guds Trone.
Nowos'etwere no imnetiyo ned'itsonat s'eentstso Iyesus ats no ááwo gerdeniye, bíwere b́ shinatse need'wtsts geneúwatse tuutson jitatse k'irr gac'ewo eegok'oor b́ taawrawo jitatse gondbek'on k'iro k'amb́dek'i, Ik' be jooroke k'ano maants be b́wtsi.
3 Ja, tænker paa ham, som har udholdt en saadan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle.
Eshe taahr, maac'o it k'ut'rawok'o morretswots bín bo k'eefere k'amdek'tso Iyesusi s'ilde'ere.
4 Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden,
It morronton mak'orewoke s'ats kud'efetsosh b́borfetso k'eferafa'tee.
5 og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: „Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham;
Ik'o b́ nana'ikok'o woshdek't itango kup'shosh hank'o bí ettso batk'rerte, «T naayo! doonzo sezo ketik'aye, b́ hadoshowere maac'o k'ut'k'aye,
6 thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.”
Doonzo b́ shuntsoniye b́ sezfoni, B́ nayik'owosh dekt b́s'iliruwono b́fayefoni.»
7 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
Ik'o b́ nanaúwotsk'o itn b́tawtsotse b́ sezo k'amoore, b́ niho bín b́ sezraw na'o kone?
8 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have faaet Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.
Nana'a wotts jamwots bo daatsiru sezo it were daatso it k'azal dik'al itna boko nana'a itnaliye.
9 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve?
Haniyere okoon, noúnetsi sezf meetsi nihwots detsfone b́teshi, bonowere mangiye nomangifoni, bere kashon beyosh kashi weeron nih wottsosh iki bogshde azazewo aawk'oneya noosh geyiwo b́k'azeti!
10 Thi hine tugtede os for nogle faa Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle faa Del i hans Hellighed.
Bosh sheengo araat b́ be'etsok'on muk' gizewush noon sezrne, bímo b́ S'ayino kayitwotsi nowotish sheengosh noon sezfe.
11 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
Sez jamo manorish shiyanitka bako geneúshitk areratse, ilomo man dandek'ts ashuwotssh jeenon s'eentso kááw fini shwo boosh daatsituwe.
12 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
Mansh it kish neftswotsnat itgubr maawtswotsi kup'ide'ere.
13 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
Doklirwo b́ kashitwok'owa bako b́ beyoke keer b́ tisherawok'o, it tufooshowere weerindi kááwo woshde'ere.
14 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
S'ayn woteraniye konworu doonzo bek'osh b́ falawotse, ash jamonton jeenon bewore, S'ayinon beyoshowere kup'owere,
15 og ser til, at ikke nogen gaar Glip af Guds Naade, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
Ititsere konshoru Ik' s'aato b́ shaprawok'o it atso korde'ere, mank'owere s'aam shuu iko shuwit s'ap'o ititse boc'r iti b́ kic'irawok'o, aywotsno b́ kimshrawok'o korde'ere.
16 at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
Gusiyetso wee iknoti móósha ett b́ took k'aabo kemtso Esawkok'o shayri ash woterawo ititsere b́ daatserawok'o it atso korde'ere.
17 Thi I vide, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Taarer.
Esaw il s'aato aaniy dek'osh b́ geyor s'aatman bísh baziyetsok'o danfte, b́k'altso woniyosh kup'dek't eepfetst b́geyiyalor weero daatso falratse.
18 I ere jo ikke komne til en haandgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,
Kishon shuu'etwok wee mis'etuo Sin gurok borafa'ate, bamplomants, shatits t'alwots, eegurahi jongokowere,
19 og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem.
Ezbedi k'arokowere wee keeweyiru aap'o b́ shishetwoko borafa'ate, aap'ets keewman shishts ashuwots «Eshe bodre haniyak k'osho noosh aap'ek'aye» et bok'onfetso bodrnee.
20 Thi de kunde ikke bære det, som blev paabudt: „Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes.”
«Gizo dab gurman b́ t'awiyal Shútson togeyar k'irwee» Etiru tzaziyo boats b́mangtsosh bín kuro falratsne.
21 Og — saa frygteligt var Synet — Moses sagde: „Jeg er forfærdet og bæver.”
Manoke bek'ets keewman eenonat shatiik b́teshtsotse dab́ Muse woor «Taa shataat, k'ewere» bí et.
22 Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare
Itiyelee S'iyon guromants t'inwtsertee, bihe kashetso Ik'o kito wotts daritstsu Iyerusalemiye, genee'úwon kakwedek'tswotsok, ay kumon taawet mlakiwotsok t'inrte,
23 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Aander
Bo shúútso darots guut'etswotsok, k'aab nana'a wotts amantsuwots ko'eetsok, kááw angshitu Izar izewerokonat s'ayin wotat daatsts shayirwotsok t'inrte.
24 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.
Handr taareyosh dag taalotse manik wottso Iyesusnat Abeel s'atsoniyere k'antso keewiru fakets s'atsookowere t'inrte.
25 Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi naar de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord paa Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, naar vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,
Keewirman de'atsone it erawok'o itatso korde'ere, Ekeewots Ik'o ashon datsatse boosh b́ keewre k'ewatsone ettswots b́shirotse kesho bomaawiyakon, bére noo darotse noosh keewirwo dek'onok'azal awuk'o kalrniya b́ kishotse kesho nofaliti!
26 han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: „Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men ogsaa Himmelen.”
Manoor bí aap'o datso shek'ere, «andmó datsu mec'ro b́woterawo aani dabr darono dabde'er shek'ituwe» eton keewure.
27 Men dette „endnu een Gang” giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.
Han «Iknoto dabr, » etiru keewoniye b́ kitsiriyee shek'eraw keewwots kup'arr bobetuwok'o shek'eyirwots wee azeets keewwots bobeyoke botuwitok'oniye.
28 Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, saa lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
Eshe noo shek'eraw mengstu nonaatetwotse Ik'o udoonee, b́ gene'úwitwok'oon mangiyonat shatoon bísh finone.
29 Thi vor Gud er en fortærende Ild.
No Ik'o Izar Izewer mitsit tawok'oyiye.
