Hebræerne 10

1 Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme aarlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed.

Jer zakon imajuæi sjen dobara koja æe doæi, a ne samo oblièje stvari, ne može nikada savršiti one koji pristupaju svake godine i prinose one iste žrtve.

2 Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, naar de een Gang vare rensede?

Inaèe bi prestale prinositi se, kad oni koji služe ne bi više imali nikake savjesti za grijehe, kad se jednom oèiste;

3 Men ved Ofrene sker Aar for Aar Ihukommelse af Synder.

Nego se njima svake godine èini spomen za grijehe.

4 Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.

Jer krv junèija i jarèija ne može uzeti grijeha.

5 Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: „Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;

Zato ulazeæi u svijet govori: žrtava i darova nijesi htio, ali si mi tijelo pripravio.

6 Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.

Žrtve i prilozi za grijeh nijesu ti bili ugodni.

7 Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie.‟

Tada rekoh: evo doðoh, u poèetku knjige pisano je za mene, da uèinim volju tvoju, Bože.

8 Medens han først siger: „Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i‟ (og disse frembæres dog efter Loven),

I više kazavši: priloga i prinosa i žrtava, i žrtava za grijehe nijesi htio, niti su ti bili ugodni, što se po zakonu prinose;

9 saa har han derefter sagt: „Se, jeg er kommen for at gøre din Villie.‟ Han ophæver det første for at fastsætte det andet.

Tada reèe: evo doðoh da uèinim volju tvoju, Bože. Ukida prvo da postavi drugo.

10 Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle.

Po kojoj smo volji mi osveæeni prinosom tijela Isusa Hrista jednom.

11 Og hver Præst staar daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.

I svaki sveštenik stoji svaki dan služeæi i jedne žrtve mnogo puta prinoseæi koje nikad ne mogu uzeti grijeha.

12 Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Haand,

A on prinesavši jedinu žrtvu za grijehe sjedi svagda s desne strane Bogu,

13 idet han forøvrigt venter paa, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder.

Èekajuæi dalje dok se polože neprijatelji njegovi podnožje nogama njegovima.

14 Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges.

Jer jednijem prinosom savršio je vavijek one koji bivaju osveæeni.

15 Men ogsaa den Helligaand giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt:

A svjedoèi nam i Duh sveti; jer kao što je naprijed kazano:

16 „Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage, ‟ siger Herren: „Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind,

Ovo je zavjet koji æu naèiniti s njima poslije onijeh dana, govori Gospod: daæu zakone svoje u srca njihova, i u mislima njihovijem napisaæu ih;

17 og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme.‟

I grijeha njihovijeh i bezakonja njihovijeh neæu više spominjati.

18 Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.

A gdje je oproštenje ovijeh ondje više nema priloga za grijehe.

19 Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod,

Imajuæi dakle slobodu, braæo, ulaziti u svetinju krvlju Isusa Hrista, putem novijem i živijem,

20 som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød,

Koji nam je obnovio zavjesom, to jest tijelom svojijem,

21 og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:

I sveštenika velikoga nad domom Božijim:

22 Saa lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;

Da pristupamo s istinitijem srcem u punoj vjeri, oèišæeni u srcima od zle savjesti, i umiveni po tijelu vodom èistom;

23 lader os fastholde Haabets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen;

Da se držimo tvrdo priznanja nada: jer je vjeran onaj koji je obeæao;

24 og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger

I da razumijevamo jedan drugoga u podbunjivanju k ljubavi i dobrijem djelima,

25 og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det saa meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.

Ne ostavljajuæi skupštine svoje, kao što neki imaju obièaj, nego jedan drugoga svjetujuæi, i toliko veæma koliko vidite da se približuje dan sudni.

26 Thi synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,

Jer kad mi griješimo navalice pošto smo primili poznanje istine, nema više žrtve za grijehe;

27 men en frygtelig Forventelse af Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige.

Nego strašno èekanje suda, i revnost ognja koji æe da pojede one koji se suprote.

28 Naar en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed paa to eller tre Vidners Udsagn;

Ko prestupi zakon Mojsijev, bez milosti umire kod dva ili tri svjedoka.

29 hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhaaner Naadens Aand?

Koliko mislite da æe gore muke zaslužiti onaj koji sina Božijega pogazi, i krv zavjeta kojom se osveti za poganu uzdrži, i Duha blagodati naruži?

30 Thi vi kende den, som har sagt: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren; ‟ og fremdeles: „Herren skal dømme sit Folk.‟

Jer znamo onoga koji reèe: moja je osveta, ja æu vratiti, govori Gospod; i opet: Gospod æe suditi narodu svojemu.

31 Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

Strašno je upasti u ruke Boga živoga.

32 Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,

Opominjite se pak prvijeh dana svojijeh, u koje se prosvijetliste i mnogu borbu stradanja podnesoste,

33 idet I dels selv ved Forhaanelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede saadanne Kaar.

Koje postavši gledanje sa sramota i nevolja, a koje postavši drugovi onima koji žive tako.

34 Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom.

Jer se na okove moje sažaliste, i dadoste s radošæu da se razgrabi vaše imanje, znajuæi da imate sebi imanje bolje i nepropadljivo na nebesima.

35 Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning;

Ne odbacujte dakle slobode svoje, koja ima veliku platu.

36 thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen.

Jer vam je trpljenje od potrebe da volju Božiju savršivši primite obeæanje.

37 Thi „der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve.

Jer još malo, vrlo malo, pak æe doæi onaj koji treba da doðe i neæe odocniti.

38 Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.‟

A pravednik življeæe od vjere; ako li otstupi neæe biti po volji moje duše.

39 Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse.

A mi, braæo, nijesmo od onijeh koji otstupaju na pogibao, nego od onijeh koji vjeruju da spasu duše.