1 Mosebog 8

1 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, saa at Vandet begyndte at falde;

Da kom Gud Noah i hu og alle de ville dyr og alt feet som var med ham i arken; og Gud lot en vind fare over jorden, og vannet falt.

2 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,

Og det store dyps kilder og himmelens sluser lukkedes, og regnet fra himmelen stanset.

3 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.

Og vannet vek efterhånden tilbake fra jorden, og vannet begynte å ta av, da hundre og femti dager var gått.

4 Paa den syttende Dag i den syvende Maaned sad Arken fast paa Ararats Bjerge,

Og i den syvende måned, på den syttende dag i måneden, blev arken stående på Ararat-fjellene.

5 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Maaned, og paa den første Dag i denne Maaned dukkede Bjergenes Toppe frem.

Og vannet tok mere og mere av inntil den tiende måned; i den tiende måned, på den første dag i måneden, kom fjelltoppene til syne.

6 Da der var gaaet fyrretyve Dage: aabnede Noa den Luge, han havde lavet paa Arken,

Og da firti dager var gått, åpnet Noah vinduet på arken som han hadde gjort,

7 og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.

og sendte ut en ravn; den fløi frem og tilbake, inntil vannet var tørket bort av jorden.

8 Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;

Så sendte han en due ut fra sig for å se om vannet var sunket bort fra jordens overflate.

9 men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Haanden ud og tog den ind i Arken til sig.

Men duen fant ikke noget hvilested for sin fot, og den kom tilbake til ham i arken, for det stod vann over hele jorden. Da rakte han ut sin hånd og tok den inn til sig i arken.

10 Derpaa biede han yderligere syv Dage og sendte saa atter Duen ud fra Arken;

Så bidde han ennu syv dager til og sendte så atter duen ut av arken.

11 ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.

Og duen kom til ham ved aftenstid, og se, den hadde et friskt oljeblad i nebbet; da skjønte Noah at vannet var sunket bort fra jorden.

12 Derpaa biede han syv Dage til, og da han saa sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.

Men han bidde ennu syv dager til; så sendte han duen ut, og da kom den ikke tilbake til ham mere.

13 I Noas 601ste Leveaar paa den første Dag i den første Maaned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han saa sig om, se, da var Jordens Overflade tør.

I det seks hundre og første år, i den første måned, på den første dag i måneden, var vannet tørket bort fra jorden. Da tok Noah taket av arken; og han så ut, og se, jorden var tørr.

14 Paa den syv og tyvende Dag i den anden Maaned var Jorden tør.

Og i den annen måned, på den syv og tyvende dag i måneden, var jorden aldeles tørr.

15 Da sagde Gud til Noa:

Da talte Gud til Noah og sa:

16 »Gaa ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner

Gå ut av arken, du og din hustru og dine sønner og dine sønners hustruer med dig.

17 og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber paa Jorden, ud med dig, at de kan vrimle paa Jorden og blive frugtbare og mangfoldige paa Jorden!«

Alle de dyr som er hos dig, alt kjød, både fuglene og feet og alt krypet som rører sig på jorden, skal du føre ut med dig, og de skal vrimle på jorden og være fruktbare og bli mange på jorden.

18 Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;

Så gikk han ut, og hans sønner og hans hustru og hans sønners hustruer med ham.

19 og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber paa Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.

Alle dyrene, alt krypet og alle fuglene, alt som rører sig på jorden, gikk ut av arken, hvert efter sitt slag.

20 Derpaa byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre paa Alteret.

Og Noah bygget Herren et alter, og han tok av alle de rene dyr og av alle de rene fugler og ofret brennoffer på alteret.

21 Og da HERREN indaandede den liflige Duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, saaledes som jeg nu har gjort!

Og Herren kjente den velbehagelige duft. Og Herren sa i sitt hjerte: Jeg vil aldri mere forbanne jorden for menneskets skyld; for menneskehjertets tanker er onde fra ungdommen av; og jeg vil aldri mere drepe alt levende, som jeg nu har gjort.

22 Herefter skal, saa længe Jorden staar, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!«

Herefter skal, så lenge jorden står, sæd og høst, og frost og hete, og sommer og vinter, og dag og natt aldri høre op.

A Dove is Sent Forth from the Ark