1 Mosebog 48

1 Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig.

Nda dooꞌ sa ma, atahori rema rafadꞌe Yusuf rae ama na namahedꞌi. De no ana nara ruꞌa se, Manase ma Efraim, reu seꞌu baꞌi Yakob na.

2 Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog Israel sig sammen og satte sig oprejst paa Lejet.

Yakob rena Yusuf se rema ma, ana naꞌamamateꞌ ao na endoꞌ sia koi.

3 Jakob sagde til Josef: »Gud den Almægtige aabenbarede sig for mig i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig;

Ana nafadꞌe Yusuf nae, “Ana Usu e! Lamatualain koasa manaseli na, natudꞌu Ao na nema au mia kambo Lus sia rae Kanaꞌan. Sia naa, Ana helu au,

4 og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give dit Afkom efter dig Land til evigt Eje!

nae, ‘Dei fo au fee umbu-ana mara ramaheta, fo tititi-nonosi mara dadꞌi leo monaeꞌ. Ma nusaꞌ ia, Au fee neu tititi-nonosi mara, fo dadꞌi sira hata-heto na losa nduꞌu-dꞌoo na neu.’

5 Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine saa godt som Ruben og Simeon;

De ia naa, ana ma Efraim no Manase, hak nara taꞌo ia: au uma sia Masir ia, ruꞌa se au umbu nggara. Mae onaꞌ naa o, ia naa, au tao se dadꞌi ana nggara, onaꞌ a Ruben ma Simeon.

6 derimod skal de Børn, du har faaet efter dem, være dine; men de skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod.

Te mete ma ho hambu anaꞌ fai, naa ho ana mara. Au nda tao se onaꞌ au ana nggara sa. De ara simbo hata-hetoꞌ mia aꞌa nara Manase no Efraim.

7 Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og jeg jordede hende der paa Vejen til Efrat, det er Betlehem«.

Au tao taꞌo naa, fo musunedꞌa ina ma Rahel. Leleꞌ hai baliꞌ mia Mesopotamia misiꞌ Kanaꞌan, ina ma bꞌonggi de mate mia dalaꞌ taladꞌa na deka kambo Efrata sia rae Kanaꞌan. Leleꞌ naa, au susa ala seli. De au uꞌoi e sia dalaꞌ suu na nae nisiꞌ kambo Efrata.” (Kamboꞌ naa aleꞌ ia, ara babꞌae e, Betlehem.)

8 Da Israel saa Josefs Sønner, sagde han: »Hvem bringer du der?«

Yakob olaꞌ basa ma, ana botiꞌ mata na, nita Yusuf ana nara sia naa. Natane Yusuf nae, “We! Seka ana nara ia ra?”

9 Josef svarede sin Fader: »Det er mine Sønner, som Gud har skænket mig her.« Da sagde han: »Bring dem hen til mig, at jeg kan velsigne dem!«

Yusuf nataa nae, “Anaꞌ ia ra, Lamatualain fee au sia Masir ia.” Yakob olaꞌ nae, “Mete ma taꞌo naa, naa mo se deka ro au, fo au hule-oꞌe Lamatualain fee papala-babꞌanggiꞌ neu se.”

10 Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, saa at han ikke kunde se. Da førte han dem hen til ham, og han kyssede og omfavnede dem.

Yakob lasiꞌ ena, de mata nara poke ena. Naa de ana nda nita malole sa. Yusuf no ana nara, deka ro Yakob, de ana holu ma idu se.

11 Og Israel sagde til Josef: »Jeg havde ikke turdet haabe at faa dit Ansigt at se, og nu har Gud endog ladet mig se dit Afkom!«

Ana olaꞌ no Yusuf nae, “Dꞌoo basa ia, au duꞌa na, nda undaa o nggo sa ena. Te ia naa, Lamatualain tao lenaꞌ naa fai, sambe au o feꞌe ita ana mara.”

12 Derpaa tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til Jorden paa sit Ansigt.

Basa naa ma, Yusuf naꞌadꞌodꞌooꞌ ana nara mia Yakob, de sendeꞌ lululangga na ma beꞌutee losa rae, mia ama na matan.

13 Josef tog saa dem begge, Efraim i sin højre Haand til venstre for Israel og Manasse i sin venstre Haand til højre for Israel, og førte dem hen til ham;

Basa boe ma Yusuf fela. Noꞌe nala ana nara de fee se rambariiꞌ deka ro aman. Ana ulu na, Manase, neu Yakob bobꞌoa onan, ma ana ka rua na, Efraim, neu Yakob bobꞌoa diin.

14 men Israel udrakte sin højre Haand og lagde den paa Efraims Hoved, uagtet han var den yngste, og sin venstre Haand lagde han paa Manasses Hoved, saa at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse var den førstefødte.

Yakob loo lima na fo hule-oꞌe fee se, te ana lali lima ona na neu Efraim langga na, ma lima dii na neu Manase langga na.

15 Derpaa velsignede han Josef og sagde: »Den Gud, for hvis Aasyn mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig: fra min første Færd og til nu,

Ana hule-oꞌe noꞌe Lamatualain pala-banggi fee Yusuf nae, “Ho baꞌi Isak ma no ama na Abraham, ruꞌa se tungga Lamatualain hiihii-nanau na. Lamatualain o naꞌaboi au mia feꞌe soru ngga losa oras ia.

16 den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene, saa at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn maa blive nævnet ved dem, og de maa vokse i Mængde i Landet!«

Ana mboꞌi au mia basa deꞌulakaꞌ ra. De au o oꞌe fo Ana pala banggi fee anaꞌ ia ra ro tititi-nonosi nara. Boe ma, mete ma ara hule-oe neu Lamatualain, ara afiꞌ liliiꞌ ingga baꞌi Abraham, baꞌi Isak, ma au nara ngga. Fo tititi-nonosi nara boe ramaheta, dadꞌi leo monaeꞌ sia raefafoꞌ ia.”

17 Men da Josef saa, at hans Fader lagde sin højre Haand paa Efraims Hoved, var det ham imod, og han greb sin Faders Haand for at tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den paa Manasses;

Yusuf nita aman tao lima ona na neu Efraim langga na, de ana toꞌu aman lima na, ma lali nisiꞌ Manase langga na.

18 og Josef sagde til sin Fader: »Nej, ikke saaledes, Fader, thi denne er den førstefødte; læg din højre Haand paa hans Hoved!«

Nafadꞌe ama na nae, “Amaꞌ e! Afiꞌ tao taꞌo naa. Te Efraim odꞌiꞌ. Eni nda ana uluꞌ sa. Amaꞌ musi tao lima ona ma sia Manase langga na ata. Huu naa, ana uluꞌ a hak na.”

19 Men hans Fader vægrede sig og sagde: »Jeg ved det, min Søn, jeg ved det! Ogsaa han skal blive til et Folk, ogsaa han skal blive stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!«

Te ama na Yakob nda nau sa. Olaꞌ nae, “Ana ngge. Au memaꞌ uhine. Te dei fo Manase dadꞌi manaseliꞌ, ma tititi-nonosi nara o ramaheta losa dadꞌi leo monaeꞌ. Te odꞌi na Efraim, dei fo lenaꞌ e fai. Tititi-nonosi nara, nae na seli losa ara dadꞌi leo hetar manaseliꞌ fai.”

20 Saaledes velsignede han dem paa den Dag og sagde: »Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!« Og han stillede Efraim foran Manasse.

De ana nafadꞌe ana karuꞌaꞌ ra nae, “Dei fo mete ma atahori Israꞌel roꞌe Lamatualain pala banggi fee atahori, ara ingga hei ruꞌa nggi nara mara boe. Ara roꞌe rae, ‘Hule-huleꞌ a Lamatualain pala banggi fee nggo, onaꞌ a Ana fee Efraim no Manase.’” No taꞌo naa, Yakob ingga Efraim naran naꞌahuluꞌ aꞌan Manase naran.

21 Da sagde Israel til Josef: »Jeg skal snart dø, men Gud skal være med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land.

Boe ma Yakob nafadꞌe Yusuf nae, “Ana ngge! Nda dooꞌ sa, te au mate. Te dei fo Lamatualain tulu-fali hei, ma no baliꞌ hei misiꞌ bei-baꞌiꞌ mara nusa na.

22 Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har fravristet Amoriterne med mit Sværd og min Bue!«

Te ia naa, au fee nggo lenaꞌ odꞌi-aꞌa mara. Au fee seluꞌ nggo mbukuꞌ sia rae Kanaꞌan fo dalahulu na au haꞌi mia atahori Amori leleꞌ utati o se.”