1 Mosebog 47

1 Saa drog Josef hen og meldte det til Farao og sagde: »Min Fader og mine Brødre er kommet fra Kana'ans Land med deres Smaakvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, og befinder sig i Gosen.«

Basa ma, Yusuf no toronoo nara lima reu risiꞌ maneꞌ a. Ana nafadꞌe nae, “Ama maneꞌ! Au ama ngga no odꞌi-aꞌa nggara rema mia Kanaꞌan ena. Ara rema rendi banda hiek-lombo, sapi, ma sudꞌiꞌ a saa nara. Basa se sia Gosen ena.”

2 Og han tog fem af sine Brødre med sig og forestillede dem for Farao.

3 Da nu Farao spurgte dem, hvad de var, svarede de: »Dine Trælle er Hyrder ligesom vore Fædre!«

Boe ma maneꞌ a natane nae, “Hei ue-tatao ma saa?” Rataa rae, “Hai manatadꞌa onaꞌ hai bei-baꞌi mara.

4 Og de sagde til Farao: »Vi er kommet for at bo som Gæster i Landet, thi der er ingen Græsning for dine Trælles Smaakvæg, da Hungersnøden er trykkende i Kana'an, og nu vilde dine Trælle gerne bosætte sig i Gosen.«

Aleꞌ ia, sia rae Kanaꞌan ndoe-laꞌas naseliꞌ de nda hambu nanaat ma uru sa ena. Naa de, hai ima sia nusaꞌ ia fo leo miꞌitataaꞌ. Hai o mendi banda mara boe. De hai mae moꞌe ama maneꞌ, fo leo sia Gosen, fo miꞌiboi banda ra sia naa.”

5 Da sagde Farao til Josef: »Din Fader og dine Brødre er kommet til dig;

Boe ma maneꞌ a nafadꞌe hihii-nanau na neu Yusuf nae, “Ia naa, ama ma no odꞌi-aꞌa mara sia ia ena.

6 Ægypten staar til din Raadighed, lad din Fader og dine Brødre bosætte sig i den bedste Del af Landet; de kan tage Ophold i Gosens Land; og hvis du ved, at der er dygtige Folk iblandt dem, kan du sætte dem til Opsynsmænd over mine Hjorde!«

De ara bole tao nusaꞌ ia onaꞌ sira nusa na. Au uhine ngga, Gosen naa, mamana maloleꞌ sia nusaꞌ ia. De malole lenaꞌ ara leo siaꞌ a naa leo. Ma mete ma sira rahine tao-mataꞌ neu banda no maloleꞌ, naa, onaꞌ bee na ara tao-mataꞌ neu banda nggara sia naa boe.”

7 Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao, og Jakob velsignede Farao.

Basa naa ma, Yusuf natudꞌu ama na neu maneꞌ a. De Yakob hule-oꞌe neu Lamatualain, noꞌe papala-babꞌanggiꞌ fee maneꞌ a.

8 Farao spurgte Jakob: »Hvor mange er dine Leveaar?«

Basa naa ma, maneꞌ a natane e nae, “Amaꞌ too hira ena?”

9 Jakob svarede ham: »Min Udlændigheds Aar er 130 Aar; faa og onde var mine Leveaar, og ikke naar de op til mine Fædres Aar i deres Udlændigheds Tid.«

Yakob nataa nae, “Au usodꞌa too natun esa telu nulu ena, te au nda leo sia mamanaꞌ esaꞌ a sa. Au bei-baꞌi nggara o onaꞌ naa boe. Te au too ngga memaꞌ eꞌekuꞌ lenaꞌ se. Ma sofeꞌ no doidꞌosoꞌ.”

10 Derpaa velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham.

Basa de Yakob natea maneꞌ a. Ana nda feꞌe lao sa, te ana noꞌe Lamatualain fee papala-babꞌanggiꞌ neu maneꞌ a fai.

11 Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet Ra'meses, som Farao havde befalet.

Yusuf tungga maneꞌ a oꞌola na, de natudꞌu mamanaꞌ fee se sia Gosen. Mamanaꞌ naa maloleꞌ. (Dei de ara babꞌae mamanaꞌ naa ‘Rameses’.) Basa de Yusuf ama na no odi-aꞌa nara leo rakandoo sia naa.

12 Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders Hus med Brød efter Børnenes Tal.

Yusuf o banggi-bꞌae nanaat fee ama na, odi-aꞌa nara, ro basa sao-ana nara, tungga sira ume isi nara dedꞌesi nara.

13 Der fandtes ikke mere Brødkorn i Landet, thi Hungersnøden var overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult.

Leleꞌ naa, ndoe-laꞌas manaseliꞌ, de sia bee-bꞌee nanaat nese. Mia Masir losa Kanaꞌan atahori ra masaloe ena. Ara nda tao rala saa-saa saꞌ boe, huu ndoe ritaꞌ a mamate nara.

14 Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos Hus.

Naa de, atahori mia basa mamanaꞌ sia Masir no Kanaꞌan, rema hasa nanaat sia Yusuf. Ana naduru doiꞌ ra, de neu mbedꞌa sia maneꞌ a ume na.

15 Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten til Josef og sagde: »Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!«

Dꞌoo-dꞌoo ma, atahori Masir ro Kanaꞌan ra doi nara basa se ena. De ara nda hasa rala nanaat sa ena. Ara risiꞌ Yusuf, ma roꞌe rae, “Ama fetor e! Fee hai nanaat dei, fo hai afiꞌ mate ndoes. Te basa hai doi mara ena.”

16 Josef svarede: »Kom med eders Hjorde, saa vil jeg give eder Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op.«

Yusuf nataa nae, “Mete ma memaꞌ hei doiꞌ nese ena, naa, taꞌo ia: fee banda mara fo nggati no nanaat.”

17 Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for Hestene, for deres Hjorde af Smaakvæg og Hornkvæg og for Æslerne; og han forsørgede dem i det Aar med Brødkorn for alle deres Hjorde.

De ara fee banda nara reu Yusuf, fo nggati no nanaat. Ara fee ndara, hiek-lombo, sapi no keledei nara. No taꞌo naa, ara rasodꞌa tooꞌ naa, huu Yusuf tao taꞌo naa.

18 Men da Aaret var omme, kom de til ham det følgende Aar og sagde: »Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op, og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord;

Manafali ma, ara rema risiꞌ Yusuf rae, “Ama fetor e! Hai olaꞌ no matetuꞌ. Hai doi ma no banda mara, amaꞌ nggati mala basa se ena. Nda afiꞌ hela saa saꞌ boe. Helaꞌ a hai ao ma no rae ma.

19 lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive livegne for Farao, og giv os derfor Saasæd, saa vi kan blive i Live og slippe for Døden, og vor Jord undgaa at lægges øde!«

Dadꞌi afiꞌ hela hai mate. Mete ma hai mate, seka mana tao mataꞌ neu rae ra? Malole lenaꞌ, ama fetor haꞌi mala hai dadꞌi ate. Haꞌi mala hai rae ma dadꞌi amaꞌ ena na boe. Ma fee fini-ngges fo hai sela fee amaꞌ. Hai bebengge ma, no rae a, amaꞌ nggati no nanaat. Sadꞌi hai afiꞌ mate!”

20 Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og saaledes kom Landet i Faraos Besiddelse;

Huu ndoe-laꞌas boe fua, naa de basa atahori Masir ra seo hendiꞌ rae nara. De Yusuf hasa nala basa rae sia Masir, dadꞌi maneꞌ a enan.

21 og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra Ende til anden.

Naa de, basa rauinggu Masir ra dadꞌi maneꞌ a ate na.

22 Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord.

Te mia basa e, Yusuf nda hasa malangga agama ra rae na sa, huu maneꞌ a fee se nanaat nakandooꞌ a. Naa de, ara nda parlu seo rae nara sa.

23 Derpaa sagde Josef til Folket: »Nu har jeg købt eder og eders Jord til Farao; nu har I Saasæd til Jorden;

Leleꞌ naa, Yusuf olaꞌ no manggaraun nara nae, “Ia naa hei dadꞌi maneꞌ a ate na. Basa hei rae ma, au hasa ala fee maneꞌ a ena. De mala fini-ngges ia ra, fo mii sela neu rae ra leo.

24 men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de fire Femtedele skal tjene eder til Saasæd paa Marken og til Føde for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn.«

Dei fo oru naa, banggi neu lima. Babanggiꞌ esa mendi fee neu maneꞌ a. Hela babanggiꞌ haa, hei tao neu fini, ma mo ume isi mara mia.”

25 De svarede: »Du har reddet vort Liv; maatte vi eje min Herres Gunst, saa vil vi være Faraos Trælle!«

Ara rataa rae, “Amaꞌ fee masodꞌaꞌ nema hai. Huu naa, hai moꞌe makasi. Hai mae dadꞌi maneꞌ a ate nara.”

26 Saaledes gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse.

Yusuf tao hohoro-lalaneꞌ naa dadꞌi adat sia Masir. Mia basa are fo manggaraun ra oru, ara banggi neu lima. Babanggiꞌ esa fee neu maneꞌ a. Ma babanggiꞌ haa, ara soa. Akaꞌ a malangga agama ra rae nara, maneꞌ a nda hasa sa. Adat naa, feꞌe sia losa faiꞌ ia.

27 Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast Ophold der, blev frugtbare og saare talrige.

Eniꞌ a leleꞌ naa, atahori Israꞌel ra leo rakandoo sia Masir, sia rae Gosen. Ara ramasuꞌi, ma tititi-nonosi nara boe ramaheta.

28 Jakob levede i Ægypten i sytten Aar, saa at Jakobs Levetid blev 147 Aar.

Yakob feꞌe nasodꞌa too sanahulu hitu fai sia Masir. De ana too natun esa haa nulu hitu.

29 Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn Josef til sig og sagde til ham: »Hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa læg din Haand under min Lænd og lov mig at vise mig den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten.

Fai mamate na deka-deka boe, ana noꞌe Yusuf de nafadꞌe nae, “Ana Usu e! Au duꞌa-duꞌa na nda doo sa ena, Lamatualain noꞌe baliꞌ au. Dadꞌi au oꞌe, mete ma sue au, naa, teꞌa fo afiꞌ muꞌoi au sia rae Masir ia.

30 Naar jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!« Han svarede: »Jeg skal gøre, som du siger.«

Musi mendi baliꞌ au ao sisi ngga, nisiꞌ bei-baꞌi tara mamana na. Muꞌoi au sia naa, huu naa, au hiihii ngga.” Yusuf nataa nae, “Malole, amaꞌ! Mete ma amaꞌ nau taꞌo naa, naa, au tunggaꞌ a.”

31 Da sagde han: »Tilsværg mig det!« Og han tilsvor ham det. Da bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde.

Yakob olaꞌ seluꞌ nae, “Te, mete ma taꞌo naa, naa, oras ia ho teꞌa dei, mae ho tungga amaꞌ hihiin.” De Yusuf teꞌa tungga Yakob oꞌola na. Basa naa ma, Yakob sendeꞌ lululangga na neu koi ata de hule-oꞌe noꞌe makasi neu Lamatualain.