1 Mosebog 43
1 Men Hungersnøden var haard i Landet;
Tedae diklai ah khokha a nah pueng dongah,
2 og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten, sagde deres Fader til dem: »Køb os igen lidt Føde!«
Egypt lamkah a khuen cang te khaw bawt a khawk uh. Te dongah a napa Jakob loh a ca rhoek la, “Cet lamtah mah caak ham bet vawn uh dae,” a ti nah.
3 Men Juda svarede ham: »Manden sagde os ganske afgjort: I bliver ikke stedt for mit Aasyn, medmindre eders Broder er med!
Te vaengah Judah loh a napa te, “Hlang loh kaimih taengah, 'Na mana te namah neh na pawk pawt atah kai maelhmai na hmuh uh mahpawh,’ a ti tih n'hih la n'hih.
4 Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og købe dig Føde;
Ka mana te nan tueih mai koinih ka cet uh vetih namah ham man caak ka lai uh ve.
5 men sender du ham ikke med, saa rejser vi ikke derned, thi Manden sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Aasyn, medmindre eders Broder er med!«
Nan tueih van pawt atah hlang loh kaimih taengah, 'Na mana te namah neh na pawk pawt atah kai maelhmai hmu uh mahpawh,’ a ti oeh dongah ka cet uh mahpawh, a ti nah.
6 Saa sagde Israel: »Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte Manden, at I havde en Broder til?«
Te dongah Israel loh, “Na mana khat te khaw ba ham lae hlang taengla na puen uh tih kai he nan talh uh,” a ti nah.
7 De svarede: »Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi svarede ham paa hans Spørgsmaal; kunde vi vide, at han vilde sige: Bring eders Broder herned!«
Te dongah a ca rhoek loh, “Hlang loh mamih kawng neh pacaboeina kawng te n'dawt n'dawt tih, 'Na pa hing pueng a? Na mana om a? a ti dongah a ka dongkah olka te ni ka doo uh dae, 'Na mana han khuen,’ a ti ni tila ka ming khaw ka ming uh huek a,” a ti nauh.
8 Men Juda sagde til sin Fader Israel: »Send dog Drengen med mig, saa vi kan komme af Sted og blive i Live og undgaa Døden, baade vi og du og vore Børn!
Tedae Judah loh a napa Israel la, “Camoe te kamah neh n'tueih lamtah caeh hamla ka hlah uh pawn ni. Te daengah ni n'hing uh vetih kaimih khaw, namah khaw, camoe rhoek khaw n'duek pawt eh.
9 Jeg svarer for ham, af min Haand maa du kræve ham: bringer jeg ham ikke til dig og stiller ham for dit Aasyn, vil jeg være din Skyldner for bestandig;
Anih te kamah loh ka kaem. Nang taengla kam bal puei tih kamah kut lamkah nang hmai ah kan khueh pawt atah han suk. Khohnin takuem nang taengah tholh ka phueih bit ni.
10 havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to Gange!«
Tedae ka uelh uh pawt koinih he la koep ka voei uh pawn ni,” a ti nah.
11 Saa sagde deres Fader Israel til dem: »Kan det ikke være anderledes, gør da i alt Fald saaledes: Tag noget af det bedste, Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave, lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks, Pistacienødder og Mandler;
Te daengah a napa Israel loh, “He tlam he saii laeh, tolrhum kah thaihthen, thingpi khaw, khoitui khaw, anhoi khaw, myrrh khaw yungkha mu khaw, noepai mu khaw, a yol a yol tah na hno dongah rhip sang uh lamtah hlang ham te khosaa la khuen uh.
12 og tag dobbelt saa mange Penge med, saa I bringer de Penge tilbage, som var lagt oven i eders Sække; maaske var det en Fejltagelse;
Na kut dongah tangka rhaepnit la khuen uh lamtah na sungkoi so kah tangka te khaw mael puei uh. Na kut dongah na loh tholh khaming.
13 og tag saa eders Broder og drag atter til Manden!
Na mana khaw khuen uh. Hlah uh lamtah hlang taengla ha cet uh laeh.
14 Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, saa han lader eders anden Broder og Benjamin fare — men skal jeg være barnløs, saa lad mig da blive det!«
Hlang hmai ah khaw Pathen Tlungthang loh nangmih taengah haidamnah han khueh saeh lamtah na mana neh Benjamin te han hlah saeh. Ka loh cakol khaw ka cakol mai eh?,” a ti nah.
15 Saa tog Mændene deres Gave og dobbelt saa mange Penge med; ogsaa Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de fremstillede sig for Josef.
Te dongah tekah hlang rhoek loh khosaa te a khuen uh. Te phoeiah a kut dongkah tangka te rhaepnit la a khuen uh tih aka thoo uh te Benjamin khaw Egypt la a suntlak puei uh tih Joseph hmai ah pai uh.
16 Da Josef saa Benjamin iblandt dem, sagde han til sin Hushovmester: »Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave til, thi de skal spise til Middag hos mig.«
Joseph loh amih neh Benjamin te a hmuh vaengah a im aka khut taengah, “Hlang rhoek te im la khuen. Te phoeiah maeh ngawn lamtah kamah neh khothun buh caak ham sai,” a ti nah.
17 Manden gjorde, som Josef bød, og førte Mændene ind i Josefs Hus.
Tekah hlang long khaw Joseph kah a thui bangla a saii van tih hlang rhoek te Joseph im la a khuen.
18 Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde: »Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind paa os og kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler.«
Tedae Joseph im la a khuen uh vaengah hlang rhoek loh a rhih uh. Te dongah, “A moecuek ah mamih kah sungkoi khuiah koep a khueh tangka kawng dongah mamih palet ham neh mamih aka cungku sak ham ni. Te dongah mamih khaw laak rhoek khaw sal la tuuk ham n'khuen coeng,” a ti uh.
19 Derfor traadte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset
Te dongah Joseph im kah hlang taengla thoeih uh tih im kah thohka ah a voek uh.
20 og sagde: »Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe Føde,
Te phoeiah, “Ka boeipa aw, a moecuek vaengah ni caak lai ham ka suntlak khaw ka suntlak uh coeng.
21 og da vi kom til vort Natteherberge og aabnede vore Sække, se, da laa vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage
Tedae rhaehim ka pha uh vaengah kamamih kah sungkoi te ka hlam uh hatah sungkoi kah a rhai ah tangka te rhip a om tarha dongah amah tarhing la ka kut dongah ka tangka te kan khuen uh.
22 og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der har lagt Pengene i vore Sække!«
Te phoeiah caak lai ham te ka kut dongah tangka a hloeh la kang khuen uh ngawn. Unim kaimih kah sungkoi dongah tangka a khueh dae ka ming uh pawh,” a ti uh.
23 Men han svarede: »Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække — eders Penge har jeg modtaget!« Og han førte Simeon ud til dem.
Tedae Joseph im om loh, “Nangmih taengah rhoepnah om saeh, rhih uh boeh. Na Pathen neh na pa kah Pathen loh na sungkoi dongah nangmih ham kawn a khueh tih na tangka loh kai taeng ham pha coeng,” a ti nah tih Simeon te amih taengla a mawt pah.
24 Saa førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne.
Tekah hlang loh hlang rhoek te Joseph im la a khuen. Tui a paek tih a kho a yuh phoeiah laak ham rhamcak khaw a tloeng pah.
25 Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi de hørte, at de skulde spise der.
Tedae khothun buh caak pahoi ham Joseph ha pawk ni tila a yaak uh dongah a khosaa te a soepboe uh.
26 Da Josef traadte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde med, og kastede sig til Jorden for ham.
Te dongah im la Joseph halo van neh a kut dongkah khosaa te im khuila a khuen uh tih a hmaiah diklai la bakop uh.
27 Han hilste paa dem og spurgte: »Gaar det eders gamle Fader vel, ham, I talte om? Lever han endnu?«
Te phoeiah amih te sading kawng a dawt tih, “Na pa patong na ti uh te sading la hing pueng a?,” a ti nah.
28 De svarede: »Det gaar din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!« Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden.
Te vaengah, “Na sal rhoek khaw ka sading uh tih a pa khaw hing pueng,” a ti nah uh phoeiah buluk uh tih a bawk la a bawk uh coeng.
29 Da han saa fik Øje paa sin kødelige Broder Benjamin, sagde han: »Er det saa eders yngste Broder, som I talte til mig om?« Og han sagde: »Gud være dig naadig, min Søn!«
Te vaengah a mik a huel hatah a manu ca, a mana Benjamin te a hmuh tih, “Na mana a poeih na ti uh te anih a?,” a ti nah tih, “Ka ca Pathen loh nang n'rhen saeh,” a ti nah.
30 Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede op i ham, og han kæmpede med Graaden; derfor gik han ind i sit Kammer og græd der.
Tedae Joseph loh a manuca rhoek taengah a haidamnah pahoi tloo tih a rhah thaa la huut. Te dongah imkhui la cet tih pahoi rhap.
31 Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede sig og sagde: »Sæt Maden frem!«
Tedae a hmai a hlak phoeiah halo tih thiim uh. Te phoeiah, “Buh poep laeh,” a ti nah.
32 Saa blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed.
Te dongah Joseph khaw amah loh, a manuca te khaw amah amah loh, Joseph taengkah aka ca Egypt rhoek long khaw amah amah loh a poep uh. Te Egypt ham tueilaehkoi la a om dongah Hebrew taengah buh caak ham Egypt ham tah coeng pawh.
33 De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og den yngste nederst, og Mændene undrede sig og saa paa hverandre;
Te vaengah caming tah amah caminghamsum bangla, a capoeih khaw a capoeih hamsum bangla a mikhmuh ah ngol uh. Te dongah hlang rhoek tah pakhat loh a hui taengah a ngaihmang uh.
34 og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem Gange saa meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige sammen med ham.
Te vaengah Joseph loh amah hmai kah buham te amih ham a poep pa thil hatah Benjamin kah buham ngawtah amih boeih kah buham lakah a pueh panga la yet. A ok uh tih a taengah rhuihmil uh.
