1 Mosebog 39
1 Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne, der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste, en Ægypter.
Og Josef, han vart førd ned til Egyptarland, og Potifar, ein egyptar, som var hirdmann hjå Farao og hovding yver livvakti, kjøpte honom av ismaelitarne, som hadde ført honom dit.
2 Men HERREN var med Josef, saa Lykken fulgte ham. Han var i sin Herre Ægypterens Hus;
Men Herren var med Josef, so han vart ein mann som alt gjekk vel for. Han vart verande hjå husbonden sin, egyptaren,
3 og hans Herre saa, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt, hvad han foretog sig, lykkes for ham.
og då husbonden hans såg at Herren var med honom og let alt han gjorde, lukkast for honom,
4 Saaledes fandt Josef Naade for hans Øjne og kom til at gaa ham til Haande; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede, i hans Haand;
so vart Josef både gjæv og gild i hans augo, og laut ganga honom til handa; og han sette honom til å styra huset sitt, og alt han åtte, lagde han i hans hender.
5 og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og HERRENS Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, baade inde og ude;
Og alt ifrå den tid han hadde sett honom yver huset sitt og yver alt det han åtte, so velsigna Herren huset åt egyptaren for Josef skuld; det fylgde ei Herrens velsigning med alt det han åtte, både i hus og på mark.
6 og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men Josef havde en smuk Skikkelse og saa godt ud.
So let han då Josef råda yver alt det han åtte, og såg ikkje etter med honom i nokon ting, anna berre åt og drakk. Josef var både velvaksen og væn.
7 Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: »Kom og lig hos mig!«
Og det hende, då det leid um ei tid, at kona åt husbonden hans kasta augo på Josef og sagde: «Kom og ligg med meg!»
8 Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: »Se, min Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han ejer, har han givet i min Haand;
Men han bar seg undan, og sagde med kona åt husbonden sin: «Sjå, husbonden min ser ikkje etter med meg i nokon ting i heile huset; alt han eig, hev han lagt i mine hender.
9 han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans Hustru — hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og synde mod Gud!«
Han hev ikkje meir å segja i dette huset enn eg, og hev ikkje meinka meg nokon ting utan deg, etter di du er kona hans. Korleis kunde eg då gjera so stygg ei gjerning, og so synda mot Gud?»
10 Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre.
Som ho no tala til Josef dag etter dag, og han ikkje vilde lyda etter henne og liggja innmed henne eller vera i hop med henne,
11 Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen af Husfolkene var til Stede i Huset,
so hende det ein gong at han kom inn i huset og skulde gjera arbeidet sitt, og det var ingen av husens folk inne.
12 greb hun fat i hans Kappe og sagde: »Kom og lig hos mig!« Men han lod Kappen blive i hendes Haand og flygtede ud af Huset.
Då greip ho honom i kjolen og sagde: «Kom og ligg med meg!» Men han rømde ut og let kjolen etter seg i henderne hennar.
13 Da hun nu saa, at han havde ladet hende beholde Kappen og var flygtet ud af Huset,
Då ho såg at han hadde rømt ut, og at kjolen hans var att i henderne hennar,
14 kaldte hun paa sine Husfolk og sagde til dem: »Her kan I se! Han har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind til mig og vilde ligge hos mig, men jeg raabte af alle Kræfter,
so ropa ho på husfolket sitt, og sagde med deim: «Sjå, her hev han drege innpå oss ein hebraisk mann, som fer og vil gantast med oss. Han kom inn til meg og vilde liggja med meg. Då ropa eg so høgt eg kunde,
15 og da han hørte, at jeg gav mig til at raabe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset!«
og då han høyrde eg sette i og ropa, rømde han brått ut, og kjolen hans vart liggjande att hjå meg.»
16 Saa lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom hjem,
So let ho kjolen hans liggja hjå seg til husbonden hans kom heim.
17 og sagde saa det samme til ham: »Den hebraiske Træl, du bragte os til at drive Spot med os, kom ind til mig;
Då sagde ho det same med honom: «Den hebraiske tenaren, » sagde ho, «som du hev drege inn i huset åt oss, kom inn til meg og tok til å gantast med meg.
18 men da jeg gav mig til at raabe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset.«
Men då eg sette i og ropa, brårømde han ut, og kjolen hans vart liggjande att hjå meg.»
19 Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: »Saaledes har din Træl behandlet mig!« blussede Vreden op i ham;
Då no husbonden hans høyrde rødorne åt kona si, korleis ho lagde ut og sagde: «So og so for tenaren din åt mot meg, » so vart han brennande harm.
20 og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor Kongens Fanger sad fængslet. Saaledes kom Josef i Fængsel.
Og husbonden hans Josef tok honom og sette honom i fangetårnet, der dei sat dei som kongen heldt fengsla, og han vart verande der i fangetårnet.
21 Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde Naade hos Fængselets Overopsynsmand,
Men Herren var med Josef, og vende alle hjarto til honom, og laga det so at styresmannen i fangetårnet fekk godvilje for honom.
22 saa at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han sørgede for alt, hvad der skulde gøres der.
Og styresmannen i fangetårnet sette Josef til å sjå etter alle fangarne som var i tårnet, og alt som der skulde gjerast, det laut han gjera.
23 Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst af, hvad der var lagt i Josefs Haand, eftersom HERREN var med ham og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.
Styresmannen i fangetårnet såg ikkje etter nokon verdeleg ting som Josef hadde under hender. For Herren var med honom; og kva han so gjorde, so lagde Herren lukka til.
