1 Mosebog 39

1 Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne, der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste, en Ægypter.

Josef blev ført ned til Egypten; og Potifar, en egypter, som var hoffmann hos Farao og høvding over livvakten, kjøpte ham av ismaelittene som hadde hatt ham med sig dit.

2 Men HERREN var med Josef, saa Lykken fulgte ham. Han var i sin Herre Ægypterens Hus;

Men Herren var med Josef, så alt lyktes for ham; og han vedblev å være i huset hos sin herre egypteren.

3 og hans Herre saa, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt, hvad han foretog sig, lykkes for ham.

Da hans herre så at Herren var med ham, og at Herren lot alt det han gjorde, lykkes for ham,

4 Saaledes fandt Josef Naade for hans Øjne og kom til at gaa ham til Haande; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede, i hans Haand;

fant Josef nåde for hans øine og fikk gå ham til hånde; og han satte ham over sitt hus, og alt det han hadde, la han i hans hender.

5 og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og HERRENS Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, baade inde og ude;

Og helt fra den tid han hadde satt ham over sitt hus og over alt det han hadde, velsignet Herren egypterens hus for Josefs skyld, og Herrens velsignelse var over alt det han hadde, både i huset og på marken.

6 og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men Josef havde en smuk Skikkelse og saa godt ud.

Og han overlot alt det han hadde, i Josefs hender, og han så ikke til med ham i noget, uten med den mat han selv åt. Og Josef var vakker av skapning og vakker å se til.

7 Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: »Kom og lig hos mig!«

Og nogen tid efter hendte det at hans herres hustru kastet sine øine på Josef og sa: Kom og ligg hos mig!

8 Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: »Se, min Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han ejer, har han givet i min Haand;

Men han vilde ikke og sa til sin herres hustru: Min herre ser ikke til med mig i nogen ting i hele sitt hus, og alt det han eier, har han lagt i mine hender;

9 han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans Hustru — hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og synde mod Gud!«

han har ikke mere å si her i huset enn jeg, og han har ikke nektet mig noget uten dig, fordi du er hans hustru. Hvorledes skulde jeg da gjøre denne store ondskap og synde mot Gud?

10 Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre.

Som hun nu dag efter dag talte til Josef, og han ikke føide henne i å ligge hos henne og være sammen med henne,

11 Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen af Husfolkene var til Stede i Huset,

så hendte det en dag at han kom inn i huset for å gjøre sitt arbeid, mens ingen av husets folk var inne.

12 greb hun fat i hans Kappe og sagde: »Kom og lig hos mig!« Men han lod Kappen blive i hendes Haand og flygtede ud af Huset.

Da grep hun fatt i hans kappe og sa: Ligg hos mig! Men han lot sin kappe efter sig i hennes hånd og flyktet ut av huset.

13 Da hun nu saa, at han havde ladet hende beholde Kappen og var flygtet ud af Huset,

Og da hun så at han hadde latt sin kappe efter sig i hennes hånd og var flyktet ut av huset,

14 kaldte hun paa sine Husfolk og sagde til dem: »Her kan I se! Han har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind til mig og vilde ligge hos mig, men jeg raabte af alle Kræfter,

ropte hun på sine husfolk og sa til dem: Se, her har han ført en hebraisk mann hit til oss for å føre skam over oss; han kom inn til mig for å ligge hos mig, men jeg ropte så høit jeg kunde,

15 og da han hørte, at jeg gav mig til at raabe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset!«

og da han hørte at jeg satte i å rope, lot han sin kappe efter sig hos mig og flyktet ut av huset.

16 Saa lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom hjem,

Så lot hun hans kappe bli liggende hos sig til hans herre kom hjem.

17 og sagde saa det samme til ham: »Den hebraiske Træl, du bragte os til at drive Spot med os, kom ind til mig;

Da talte hun likedan til ham og sa: Den hebraiske træl som du har ført hit til oss, kom inn til mig for å føre skam over mig;

18 men da jeg gav mig til at raabe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset.«

men da jeg satte i å rope, lot han sin kappe efter sig hos mig og flyktet ut av huset.

19 Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: »Saaledes har din Træl behandlet mig!« blussede Vreden op i ham;

Da nu hans herre hørte hvad hans hustru fortalte, hvorledes hun sa: Således har din træl gjort mot mig, da optendtes hans vrede.

20 og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor Kongens Fanger sad fængslet. Saaledes kom Josef i Fængsel.

Og Josefs herre tok og satte ham i fengslet, der hvor kongens fanger holdtes fengslet; og han blev sittende der i fengslet.

21 Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde Naade hos Fængselets Overopsynsmand,

Men Herren var med Josef og lot ham vinne alles hjerter og gav ham yndest hos fengslets overopsynsmann.

22 saa at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han sørgede for alt, hvad der skulde gøres der.

Og fengslets overopsynsmann satte Josef til å se efter alle fangene som var i fengslet; og alt det som skulde gjøres der, det gjorde han.

23 Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst af, hvad der var lagt i Josefs Haand, eftersom HERREN var med ham og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.

Fengslets overopsynsmann så ikke efter nogen ting som han hadde under hender, fordi Herren var med ham; og hvad han gjorde, gav Herren lykke til.