1 Mosebog 34

1 Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

Da koro bi, Lea ne Yakob ba Dina fii adi kɔsraa mmabaa a wɔwɔ wɔn mpɔtam hɔ no.

2 saa Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og laa hos hende; og han krænkede hende;

Bere a Hewifohene Hamor babarima Sekem huu Dina no, ɔkyeree no kɔtoo no mmonnaa.

3 men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

Efi saa bere no, Sekem tuu nʼani sii Yakob ba Dina so. Ɔbɔɔ mmɔden ara sɛ ɔne no bɛkasa ama wapene so, na waware no.

4 og Sikem sagde til sin Fader Hamor: »Skaf mig den Pige til Hustru!«

Ɛno nti, Sekem dii ho nkɔmmɔ kyerɛɛ nʼagya Hamor se, “Mepɛ sɛ meware ababaa yi, enti kɔka ne ho asɛm ma me!”

5 Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg paa Marken, tav han, til de kom hjem.

Bere a Yakob tee sɛ Sekem akɔkyere ne babea Dina akɔto no mmonnaa no, na ne mmabarima no nyinaa ne wɔn agya anantwi wɔ wuram. Enti Yakob anka hwee kosii sɛ wɔbae.

6 Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

Sekem nʼagya Hamor kɔɔ Yakob nkyɛn ne no kodii nkɔmmɔ.

7 Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var saare opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdaad i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

Yakob mmabarima no tee wɔn nuabea Dina ho asɛm no pɛ, wofii wuram hɔ bae. Wɔn werɛ howee na wɔn bo nso fuw yiye, efisɛ Sekem ayɛ aniwude wɔ Israel. Ɔne Yakob babea dae, na eyi yɛ akyiwade.

8 Og Hamor talte med dem og sagde: »Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

Nanso Hamor ka kyerɛɛ Yakob se, “Me ba Sekem ani gye wo ba Dina ho. Mesrɛ wo, fa no ma no na ɔnware no.

9 og indgaa Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

Mo ne yenni aware. Momfa mo mmabea mma yɛn, na yɛnware wɔn, na yɛn nso, yɛmfa yɛn mmabea mma mo aware.

10 tag Ophold hos os, og Landet skal staa eder aabent; slaa eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!«

Mubetumi ne yɛn atena. Asase yi nyinaa yɛ mo dea. Montena so, nni gua wɔ so, mpɛ mu agyapade.”

11 Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: »Maatte jeg finde Naade for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give;

Na Sekem ka kyerɛɛ Dina nʼagya ne ne nuabarimanom no se “Munnye me nto mu. Biribiara a mubegye me no, metua.

12 forlang saa høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, naar I blot vil give mig Pigen til Hustru!«

Ɔbea no ti ade ne biribiara a mubegye aka ho no, mommɔ bo biara a mopɛ, na metua. Nea ehia me ara ne sɛ, mode ababaa no bɛma me aware.”

13 Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi han havde skændet deres Søster Dina,

Esiane sɛ na Sekem agu wɔn nuabea Dina ho fi no nti, mmuae a wɔmaa Sekem ne nʼagya Hamor no anyɛ nokware. Na mmom, na wɔwɔ adwene foforo bi wɔ akyi.

14 og sagde til dem: »Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskaaren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

Yakob mmabarima no ka kyerɛɛ Sekem ne nʼagya Hamor se, “Yɛrentumi mfa yɛn nuabea mma ɔbarima a ontwaa twetia aware. Sɛ yɛyɛ saa a, na yɛagu yɛn ho anim ase.

15 Kun paa det Vilkaar vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

Ansa na yɛde yɛn nuabea bɛma wo aware no, gye sɛ woatwitwa wo mmarima nyinaa twetia te sɛ yɛn.

16 i saa Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, saa vi bliver eet Folk;

Sɛ moyɛ saa de a, yɛne mo bedi aware. Mobɛware yɛn mmea, na yɛn nso, yɛaware mo mmea. Yɛne mo bɛtena fɛfɛɛfɛ sɛ nnipa baako.

17 men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, saa tager vi vor Datter og drager bort!«

Sɛ moampene so amma wɔantwitwa mo twetia de a, yebegye yɛn nuabea de no akɔ.”

18 Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

Asɛm a wɔkae no tɔɔ Hamor ne ne ba Sekem asom.

19 og den unge Mand tøvede ikke med at gøre saaledes, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus;

Sekem a na ɔyɛ aberante a odi mu wɔ nʼagya mma nyinaa mu no antwentwɛn ne nan ase koraa. Okotwaa twetia no, sɛnea Yakob mma no kae no, efisɛ na ɔpɛ Yakob babea no yiye.

20 og Hamor og hans Søn Sikem gik til deres Bys Port og sagde til Mændene i deres By:

Enti Hamor ne ne ba Sekem kɔbɔɔ gua wɔ kurow no pon ano ne ɛhɔ mmarima kɔkasae se,

21 »Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

“Yakob ne ne mma yi ne yɛn te yiye. Mompene so na wɔne yɛn ntena yɛn asase yi so, na yenni gua. Efisɛ yɛn asase yi so a yɛne wɔn bɛsen so. Yebetumi aware wɔn mmabea, na wɔn nso betumi aware yɛn de.

22 Men kun paa det Vilkaar vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, saa vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, saaledes som de er omskaarne.

Nanso ansa na wɔn mmarima no bɛpene so ne yɛn atena sɛ nnipa koro no, gye sɛ yɛn mmarima nyinaa twitwa twetia, sɛnea wɔn nso wɔatwitwa twetia no.

23 Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, saa de kan blive boende hos os!«

Sɛ ɛba saa a, wɔn mmoa, wɔn agyapade ne wɔn mmoa ahorow a ɛkeka ho no nyinaa remmɛyɛ yɛn de ana? Enti momma yɛmpene so mma wɔn, na yɛne wɔn ntena.”

24 Saa adlød de Hamor og hans Søn Sikem, saa mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

Mmarima a wokohyiaa Hamor ne ne ba Sekem wɔ kurow no pon ano no nyinaa ne wɔn yɛɛ adwene maa mmarima a wɔwɔ kurom hɔ nyinaa twitwaa twetia.

25 Men Tredjedagen, da de havde Saarfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uraad, Og slog alle Mændene ihjel

Nnansa akyi a na twetiatwa no nti, kurom hɔ mmarima no nyinaa deda hɔ a wogye wɔn ho a ennye no, Yakob mmabarima baanu Simeon ne Lewi a wɔyɛ Dina nuabarimanom no faa wɔn mpeaw. Wɔkɔtow hyɛɛ kurow no so bere a wɔn ani nna wɔn ho so, kunkum mmarima a wɔwɔ kurom hɔ nyinaa.

26 og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

Wɔde peaw kum Hamor ne ne ba Sekem, na wɔfaa wɔn nuabea Dina fii Sekem fi de no kɔɔ wɔn nkyɛn.

27 Saa kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

Yakob mmabarima a wɔaka no nso tow hyɛɛ kurow no so. Wotiatiaa nnipa a wɔawuwu no so, fom kurow no mu nneɛma nyinaa pasaa, efisɛ ɛhɔ na Sekem guu wɔn nuabea Dina ho fi.

28 deres Smaakvæg, Hornkvæg og Æsler, baade hvad der var i Byen og paa Markerne, tog de med sig,

Wɔfom wɔn mmoa, wɔn anantwi, wɔn nguan, wɔn mfurum ne wɔn agyapade biara a ɛwɔ kurow no mu ne nea ɛwɔ wuram nyinaa.

29 og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

Wɔfaa wɔn ahode, wɔn yerenom ne wɔn mmea, fom wɔn afi mu nneɛma nyinaa.

30 Men Jakob sagde til Simeon og Levi: »I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg raader kun over faa Folk; samler de sig mod mig og slaar mig, saa er det ude med mig og mit Hus!«

Na Yakob ka kyerɛɛ Simeon ne Lewi se, “Mode ɔhaw abɛto me so, ama nnɛ me ho koraa abɔn Perisifo ne Kanaanfo a mete wɔn asase so yi. Yɛnnɔɔso. Sɛ wɔka wɔn ho bo mu bɛtow hyɛ yɛn so a, wɔbɛhyew me ne mʼasefo nyinaa.”

31 Men de svarede: »Skal han behandle vor Søster som en Skøge!«

Na wobuaa wɔn agya se, “Enti anka yɛntena hɔ nhwɛ na ɔnyɛ yɛn nuabea sɛ oguamanfo ana?”