1 Mosebog 34

1 Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

Lao esa, Yakob no Lea ana feto na, Dina, neu eko-daꞌi no ana feto mana sia nusaꞌ naa.

2 saa Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og laa hos hende; og han krænkede hende;

Mane nusaꞌ naa, naran Hemor, mia leo Hewi. Ana mone na, naran Sikem. Lao esa, Sikem nita Dina, de nela nendi e, ma parkosa e.

3 men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

Sikem rala na hii Dina. De ana olaꞌ malolole no Dina, naa fo Dina o simbo e boe.

4 og Sikem sagde til sin Fader Hamor: »Skaf mig den Pige til Hustru!«

Basa ma, Sikem nafadꞌe ama na nae, “Amaꞌ e! Tulun muu mutane Dina fee au, fo au sao ala e.”

5 Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg paa Marken, tav han, til de kom hjem.

Lele naa, Yakob o rena atahori parkosa ana feto na, te ana hie-hieꞌ a, nda tao saa saꞌ boe, huu ana mone nara ranea banda ra sia mooꞌ, de ana nahani losa basa se baliꞌ.

6 Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

Boe ma Sikem aman Hemor, nisiꞌ Yakob, fo nae natane Dina.

7 Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var saare opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdaad i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

Ruꞌa se ola-olaꞌ ma, Yakob ana nara baliꞌ mia mooꞌ a. Ara rena oi Sikem parkosa sira feton Dina ma, rala nara mera, ma ramanasa seli. Ara rae, “Tataos mataꞌ naa, nda nandaa sia Israꞌel sa. Ata afiꞌ simbo atahori mana tao deꞌulakaꞌ mataꞌ naa.”

8 Og Hamor talte med dem og sagde: »Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

Ma Hemor kokoe Yakob nae, “Toronooꞌ Yakob! Ana ngga Sikem rala na hii toronooꞌ ana feto ma. De au oꞌe fo ana ngga sao nala e.

9 og indgaa Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

Mete ma nau naa, hita ana nara esa sao esa. Hei ana mone mara sao hai ana feto mara. Ma hai ana mone mara sao hei ana feto mara.

10 tag Ophold hos os, og Landet skal staa eder aabent; slaa eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!«

No taꞌo naa, hei leo miꞌibꞌue mo hai sia ia. Hei hii ao mara sudꞌiꞌ a mae leo sia bee. Fo ama danggan, ma hambu suꞌi sia ia.”

11 Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: »Maatte jeg finde Naade for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give;

Basa naa ma, Sikem olaꞌ no Dina aman ma naa nara nae, “Hei mae moꞌe saa o, au tunggaꞌ a. Hei mae moꞌe doi tatana mamaet do, felis baꞌu sa o, au bꞌae. Sadꞌi fee au sao hei feto ma.”

12 forlang saa høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, naar I blot vil give mig Pigen til Hustru!«

13 Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi han havde skændet deres Søster Dina,

Te Yakob ana nara bubꞌuluꞌ oi Sikem parkosa sira feto na Dina ena. De ara rataa eꞌedik Sikem no ama na Hemor,

14 og sagde til dem: »Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskaaren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

rae, “Hai nda nau fee ne sao atahori nda mana sunat saa! Naa, naꞌamamaeꞌ hai!

15 Kun paa det Vilkaar vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

Te dala malole na taꞌo ia: Basa hei touꞌ musi sunat onaꞌ hai dei.

16 i saa Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, saa vi bliver eet Folk;

Mete ma hei tao taꞌo naa, dei fo hita esa sao esa. Ma hai o leo mo hei sia ia, fo hita dadꞌi leo esa.

17 men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, saa tager vi vor Datter og drager bort!«

Te mete ma hei nda tungga hai hihii mara sa, ma nda sunat sa, dei fo hai mo baliꞌ hai feto ma, fo lao hela mamanaꞌ ia.”

18 Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

Boe ma, Hemor no Sikem simbo oꞌola nara no maloleꞌ.

19 og den unge Mand tøvede ikke med at gøre saaledes, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus;

Te Sikem nda afiꞌ naꞌatataaꞌ sa ena, huu ana hii Dina seli. Leleꞌ naa, basa atahori sia nusaꞌ naa fee hadat neu Sikem.

20 og Hamor og hans Søn Sikem gik til deres Bys Port og sagde til Mændene i deres By:

De Hemor no Sikem risiꞌ lelesu ineꞌ kamboꞌ, mamana nggero-furi dedꞌeat a, de reu raꞌabꞌue ro basa atahori nusaꞌ naa. Ara olaꞌ rae,

21 »Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

“Toronoo nggare! Atahori Israꞌel ra hii rasodꞌa no mole-dame ro hita. Dadꞌi fee se leo raꞌabꞌue ro hita sia ia, huu nusaꞌ ia loaꞌ de dai basa hita. Ara o nau hita sao sira ana feto nara, ma sira o nau sao hita ana feto nara boe.

22 Men kun paa det Vilkaar vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, saa vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, saaledes som de er omskaarne.

Te ara roꞌe akaꞌ a dala anaꞌ esa, mia hita. Ara roꞌe fo basa hita touꞌ ra musi sunat onaꞌ sira boe.

23 Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, saa de kan blive boende hos os!«

Mete ma hita tasodꞌa taꞌabꞌue ena, naa, banda no basa hata-heto nara o dadꞌi hita pusaka na boe. De malole lenaꞌ ata simbo hihii nara fo basa nggita sunat. Nau, do?”

24 Saa adlød de Hamor og hans Søn Sikem, saa mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

Basa atahori mana maꞌabꞌueꞌ sia naa ra, tungga Hemor no Sikem oꞌola na. De basa touꞌ sia nusaꞌ naa sunat.

25 Men Tredjedagen, da de havde Saarfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uraad, Og slog alle Mændene ihjel

Fai ka telu na ma, leleꞌ basa mana sunat ra bisu nara feꞌe rambeta, Dina naa nara, Simeon no Lewi, lesu rala fela-tafa nara, ma masoꞌ nenee risiꞌ kamboꞌ rala reu. De ara tao risa basa touꞌ ra.

26 og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

Ara o risa Hemor no Sikem boe. Basa de, ro baliꞌ Dina lao hela Sikem ume na.

27 Saa kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

Basa ma, Yakob ana nara ruma kamboꞌ rala reu, de rambas rala kamboꞌ naa sudꞌiꞌ a saa nara. Ramanasa, huu atahori parkosa sira feto na sia naa.

28 deres Smaakvæg, Hornkvæg og Æsler, baade hvad der var i Byen og paa Markerne, tog de med sig,

Ara rambas rendi basa atahori ra saa-saa nara mia ume rala, ma mboo rendi basa banda mana mia mooꞌ ra.

29 og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

Ara o toꞌu rendi basa inaꞌ ra ro ana nara, ma rambas rala nusaꞌ naa bua-baꞌu mafeli nara.

30 Men Jakob sagde til Simeon og Levi: »I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg raader kun over faa Folk; samler de sig mod mig og slaar mig, saa er det ude med mig og mit Hus!«

Yakob bubꞌuluꞌ ana nara tao taꞌo naa ma, ana olaꞌ no Simeon no Lewi nae, “Hei tao tatao nggoaꞌ saa ia? Tao miꞌisususaꞌ au! Mete te, atahori Kanaꞌan, atahori Peris, ma basa atahori ndule nusaꞌ ia ra, ramanasa hita. Atahori naa ra, naeꞌ. Te hita atahori nara, idꞌak a. Mete ma ara taliono rema, naa, lutu-etoꞌ nala basa hita ena.”

31 Men de svarede: »Skal han behandle vor Søster som en Skøge!«

Ara rataa no nasat rae, “Amaꞌ nau fo hai hela ara tao hai feto ma dadꞌi ina dalaꞌ, do?”