1 Mosebog 34

1 Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

Alò, Dina, fi Léa te fè pou Jacob la te sòti pou vizite fi peyi yo nan kote sa a.

2 saa Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og laa hos hende; og han krænkede hende;

Lè Sichem, fis Hamor a, Evyen an, prens nan peyi a te wè li, li te pran li, e pa lafòs, li te kouche avèk li.

3 men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

Li te vrèman atire a Dina, fi Jacob la. Li te renmen fi a, e li te pale ak dousè avè l.

4 og Sikem sagde til sin Fader Hamor: »Skaf mig den Pige til Hustru!«

Alò, Sichem te pale avèk papa l Hamor. Li te di: “Fè m jwenn jèn fi sa a pou madanm.”

5 Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg paa Marken, tav han, til de kom hjem.

Alò, Jacob te tande ke li te vyole Dina, fi li a, men fis li yo te avèk bèt yo nan chan an. Alò, li te rete san pale jis lè yo te vin antre.

6 Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

Hamor, papa a Sichem, te vin deyò a pou pale avèk li.

7 Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var saare opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdaad i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

Alò, fis a Jacob yo te sòti nan chan an lè yo te tande koze sa a. Konsa, mesye yo te blese. Yo te vin byen fache, akoz ke li te fè yon choz meprizab an Israël lè li te kouche avèk fi Jacob la, paske yon bagay konsa pa t dwe fèt.

8 Og Hamor talte med dem og sagde: »Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

Men Hamor te pale avèk yo. Li te di: “Nanm fis mwen an, Sichem anvi fi ou a anpil. Pou sa, silvouplè, ba li li pou yo marye.

9 og indgaa Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

Annou marye yo youn pou lòt. Bay fi ou yo a nou menm, e pran fi nou yo pou ou menm.

10 tag Ophold hos os, og Landet skal staa eder aabent; slaa eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!«

Konsa, ou va viv avèk nou, e peyi a va vin ouvri devan nou. Viv ladann, e fè afè nou yo ladann.”

11 Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: »Maatte jeg finde Naade for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give;

Sichem te di osi a papa ak frè a Dina, “Kite mwen twouve favè nan zye nou. Konsa, mwen va bannou nenpòt sa ke nou mande m.

12 forlang saa høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, naar I blot vil give mig Pigen til Hustru!«

Mande m tan kòm pèyman avèk kado, e mwen va bannou nenpòt sa nou mande mwen, men ban mwen fi a pou marye.”

13 Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi han havde skændet deres Søster Dina,

Konsa, fis Jacob yo te reponn Sichem avèk papa li Hamor avèk desepsyon, akoz ke li te vyole Dina, sè yo a.

14 og sagde til dem: »Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskaaren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

Yo te di yo: “Nou pa kapab fè bagay sa a, pou bay sè nou an a yon moun ki pa sikonsi. Sa ta yon wont pou nou tout.

15 Kun paa det Vilkaar vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

Sou yon sèl kondisyon nou ta kapab dakò: si nou va vini tankou nou. Sa vle di ke chak mal nan nou ta vin sikonsi.

16 i saa Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, saa vi bliver eet Folk;

Konsa, nou va bay sè nou yo a nou menm, nou va viv avèk nou e vin yon sèl pèp.

17 men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, saa tager vi vor Datter og drager bort!«

Men si nou pa koute nou pou vin sikonsi, alò, n ap pran sè nou an e ale.”

18 Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

Alò, pawòl pa yo a te parèt rezonab a Hamor avèk Sichem, fis Hamor a.

19 og den unge Mand tøvede ikke med at gøre saaledes, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus;

Jennonm sa a pa t pèdi tan pou fè bagay la, paske li te tèlman kontan avèk fi Jacob la. Epi li te jwenn respe depase tout moun ki lakay papa li a.

20 og Hamor og hans Søn Sikem gik til deres Bys Port og sagde til Mændene i deres By:

Konsa, Hamor, avèk fis li a, Sichem te vini nan pòtay vil yo, li te pale avèk mesye nan vil yo, e li te di:

21 »Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

“Moun sa yo se zanmi nou yo ye; pou sa, annou kite yo viv nan peyi a pou fè komès ladann, paske, gade byen, peyi a ase gran pou yo. Annou pran fi yo an maryaj, e bay fi nou yo a yo menm.

22 Men kun paa det Vilkaar vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, saa vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, saaledes som de er omskaarne.

“Se sèl sou kondisyon sa a ke moun sa yo va vin dakò pou vin viv avèk nou, pou vin yon sèl pèp; ke chak mal pami nou vin sikonsi tankou yo menm tou deja sikonsi a.

23 Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, saa de kan blive boende hos os!«

Se pa ke bèt, byen ak tout zannimo yo va vin pou nou? Sèlman annou vin dakò avèk yo, e yo va viv avèk nou.”

24 Saa adlød de Hamor og hans Søn Sikem, saa mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

Tout sa yo ki te sòti nan pòtay lavil la te koute Hamor, avèk fis li a, Sichem. Konsa, chak mal te sikonsi, tout moun ki te sòti nan pòtay vil la.

25 Men Tredjedagen, da de havde Saarfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uraad, Og slog alle Mændene ihjel

Alò, li te rive nan twazyèm jou a, lè yo te nan doulè, de nan fis a Jacob yo, Siméon avèk Lévi, frè a Dina yo, yo chak te pran nepe yo. Yo te vini sou vil la san yo pa konnen, e yo te touye tout mal yo.

26 og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

Yo te touye Hamor avèk fis li a, Sichem, avèk lam file a nepe yo. Yo te pran Dina soti lakay Sichem nan, e yo te ale.

27 Saa kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

Fis Jacob yo te vini sou mò yo. Yo te piyaje vil la akoz ke yo te vyole sè yo a.

28 deres Smaakvæg, Hornkvæg og Æsler, baade hvad der var i Byen og paa Markerne, tog de med sig,

Yo te pran bann mouton, twoupo ak bourik, sa ki te nan vil la, ak sa ki te nan chan an.

29 og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

Epi yo te kaptire e piyaje tout byen yo, tout pitit yo, madanm yo, menm tout sa ki te lakay yo.

30 Men Jakob sagde til Simeon og Levi: »I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg raader kun over faa Folk; samler de sig mod mig og slaar mig, saa er det ude med mig og mit Hus!«

Alò Jacob te di a Siméon avèk Lévi: “Nou vin pote pwoblèm pou mwen akoz ke nou fè m vin rayi pa abitan peyi yo, pami Kananeyen avèk Ferezyen yo. Epi akoz ke gason nou yo pa anpil, yo va rasanble kont mwen, pou atake mwen, e mwen va vin detwi, mwen menm avèk tout lakay mwen.”

31 Men de svarede: »Skal han behandle vor Søster som en Skøge!«

Men yo te di: “Èske yo ta dwe trete sè nou an tankou yon pwostitiye?”