1 Mosebog 34

1 Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

Chiengʼ moro Dina, nyar Jakobo mane Lea onywolone nodhi limo nyi pinyno.

2 saa Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og laa hos hende; og han krænkede hende;

Kane Shekem wuod Hamor ja-Hivi ma jatend gwengʼno, nonene, nomake moterore kode.

3 men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

Chunye nokete kuom Dina nyar Jakobo omiyo nohere kendo nowuoyo kode gi ngʼwono mathoth.

4 og Sikem sagde til sin Fader Hamor: »Skaf mig den Pige til Hustru!«

Kendo Shekem nowacho ni wuon mare Hamor niya, “Nyuomna nyakoni obed chiega.”

5 Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg paa Marken, tav han, til de kom hjem.

Kane Jakobo owinjo ni Dina nyare osedwany to ne ok owacho gimoro nyaka yawuote noduogo dala koa kwayo jambe.

6 Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

Eka Hamor ma wuon Shekem nodhi mowuoyo gi Jakobo.

7 Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var saare opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdaad i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

Kane yawuot Jakobo owinjo gima nosetimore, negidwogo dala mapiyo nono ka gia kuonde mag kwath. Igi nowangʼ ahinya kendo negikuyo, nikech tim anjawo mane Shekem osetimo ni Dina nyamin-gi e piny Israel, tim mamono ma ok owinjore.

8 Og Hamor talte med dem og sagde: »Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

To Hamor nowacho ne Jakobo niya, “Wuoda Shekem chunye oseketo kuom nyari. Asayi yie ichiw nyari obed jaod Shekem.

9 og indgaa Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

Wakend nyiu to un bende ukend nyiwa.

10 tag Ophold hos os, og Landet skal staa eder aabent; slaa eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!«

Unyalo dak e dierwa; pinyni en maru dagieuru, timeuru ohala kendo uyudieuru giu uwegi.”

11 Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: »Maatte jeg finde Naade for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give;

Eka Shekem nowacho ne wuon Dina kod owete Dina niya, “timnauru ngʼwono kendo abiro miyou gimoro amora ma ukwayo.”

12 forlang saa høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, naar I blot vil give mig Pigen til Hustru!«

Nyisauru gik ma onego anyuomnu kata ma onego amiu kaka uhero, kendo abiro chulou gimoro amora ma ukwaya ka uyie miye nyaminu.

13 Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi han havde skændet deres Søster Dina,

Yawuot Jakobo nodwoko Shekem gi Hamor wuon mare ka giwuondore nikech Shekem nosedwanyo Dina nyamin-gi.

14 og sagde til dem: »Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskaaren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

Negiwachonegi niya, “Ok wanyal timo gima kamano; ok wanyal chiwo nyaminwa ne ngʼama ok oter nyangu, mano dibed wichkuot ne wan.

15 Kun paa det Vilkaar vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

Wabiro yienu mana ka utimo gimoro achielni: mondo ubed kaka wan ka utero yawuotu duto nyangu.

16 i saa Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, saa vi bliver eet Folk;

Eka wabiro miyou nyiwa kendo wan bende wabiro kawo nyiu. Wabiro dak kodu kendo wabiro bedo oganda achiel.

17 men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, saa tager vi vor Datter og drager bort!«

To ka ok unyal yie mondo oteru nyangu to wabiro kawo nyaminwa mi wadhigo.”

18 Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

Gima negiwachono nonenore maber ne Hamor kod wuode Shekem.

19 og den unge Mand tøvede ikke med at gøre saaledes, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus;

Omiyo Shekem mane omi duongʼ e od wuon-gi, ne ok odeko timo gima ne yawuot Jakobo owacho, nikech nomor gi Dina nyar Jakobo.

20 og Hamor og hans Søn Sikem gik til deres Bys Port og sagde til Mændene i deres By:

Kuom mano Hamor gi wuode Shekem nodhi e dhoranga dalagi mondo giwuo gi jothurgi.

21 »Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

Negiwachonegi niya, “Jogi gin osiepewa. We gidag e pinywa kendo gilokie; pinywani duongʼ moromogi. Wanyalo kendo nyigi kendo gin bende ginyalo kendo nyiwa.

22 Men kun paa det Vilkaar vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, saa vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, saaledes som de er omskaarne.

Ok ginyal yie dak kodwa mondo wabed oganda achiel kodgi makmana ka chwo duto oter nyangu mana kaka gin.

23 Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, saa de kan blive boende hos os!«

Donge kwethgi, gi gigegi kod jambgi duto biro bedo mawa? Omiyo ka wayie timo kamano eka giniyie dak kodwa.”

24 Saa adlød de Hamor og hans Søn Sikem, saa mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

Ji duto mane odhi e dhoranga dala noyie gi Hamor kod Shekem wuode kendo chwo duto mane ni e dalano noter nyangu.

25 Men Tredjedagen, da de havde Saarfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uraad, Og slog alle Mændene ihjel

Bangʼ ndalo adek kane pod gin kod rem, yawuot Jakobo ariyo, Simeon kod Lawi mowete Dina, nokawo gigegi mag lweny mi gidonjo e dala jogo apoya kendo ginego joma chwo duto.

26 og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

Neginego Hamor gi Shekem wuode, eka negigolo Dina e od Shekem mi giago.

27 Saa kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

Yawuot Jakobo mamoko nomonjo joma ne owetegi osenego mi giyako dala maduongʼni nikech jogo nosekuodo wi nyamin-gi.

28 deres Smaakvæg, Hornkvæg og Æsler, baade hvad der var i Byen og paa Markerne, tog de med sig,

Negipeyo kwethgi gi dhogi gi pundegi kod gigegi duto mane ni e dala kod mago mane ni oko e pap.

29 og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

Negikawo mwandugi duto, mondgi duto, nyithindgi duto kod gik moko duto mane ni e udi.

30 Men Jakob sagde til Simeon og Levi: »I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg raader kun over faa Folk; samler de sig mod mig og slaar mig, saa er det ude med mig og mit Hus!«

Eka Jakobo nowacho ne Simeon gi Lawi niya, “Usekelona chandruok maduongʼ ka umiya nying marach e kind jo-Kanaan kod jo-Perizi, ma weg pinyni. Wan ji manok, kendo kagiriworenwa mondo giked kodwa e lweny, to an kod oda ibiro tieka.”

31 Men de svarede: »Skal han behandle vor Søster som en Skøge!«

To negidwoko wuon-gi niya, “Bende en gima ber mondo timne nyaminwa tim marach mane otimne cha?”