1 Mosebog 34
1 Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,
Leah canu Dinah Jakop e a yu ni a khe pouh e hah haw e ram dawk e tanglanaw hmu han a ngai dawkvah a pai.
2 saa Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og laa hos hende; og han krænkede hende;
Hiv tami, haw e siangpahrang Hamor capa Shekhem ni a hmu, a man teh a ikhai teh a min a mathoe sak.
3 men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;
A hringnae teh Jakop canu Dinah koe dueng a lungthin ao, hote tangla teh a lungpatawpoung dawk lawk kahawi hoi dueng a pato.
4 og Sikem sagde til sin Fader Hamor: »Skaf mig den Pige til Hustru!«
Shekhem ni a na pa Hamor koe, hote tangla hah kai hane yu lah na paluen pouh, telah ati.
5 Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg paa Marken, tav han, til de kom hjem.
Jakop ni a canu Dinah hah Shekhem ni a khin sak tie hah a panue, a capanaw hah law vah saringhu hoi a i awh teh, a tho hoehroukrak teh Jakop duem ao.
6 Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.
Shekhem e a na pa Hamor teh Jakop pato hanelah a cei.
7 Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var saare opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdaad i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.
Jakop capanaw ni a thai awh tahma vah law hoi a ban awh. Jakop canu a ikhai e hoi, Isarelnaw thungvah kayayeirai sak hane hoi, sak hoeh hane kawi yonnae a sak dawkvah, a lungmathoe awh teh a lung pueng hoi a khuek awh.
8 Og Hamor talte med dem og sagde: »Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru
Hateiteh, Hamor ni a pato teh ka capa Shekhem a hringnae teh na canu e lathueng dueng doeh ao, pahren lahoi a yu hanelah paluen sak leih.
9 og indgaa Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;
Kâpaluen awh sei, na canunaw na paluen sak awh haw, kaimae canu hai paluen van awh.
10 tag Ophold hos os, og Landet skal staa eder aabent; slaa eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!«
Kaimouh koe na o awh vaiteh ram hai moi kalen lah ao doeh. Hivah awm awh nateh hno yawt awh nateh, moikapap tawnta awh telah ati.
11 Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: »Maatte jeg finde Naade for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give;
Shekhem ni tangla e na pa hoi a thangroinaw koevah na pahren awh loe. Kai koe na dei awh e pueng na poe awh han.
12 forlang saa høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, naar I blot vil give mig Pigen til Hustru!«
Aphu hoi poehno teh na hei awh e yit touh na poe awh han. Bangtelah nakunghai tangla teh yu lah na paluen sak awh telah ati.
13 Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi han havde skændet deres Søster Dina,
Hateiteh, Jakop capanaw ni a canu Dinah a khinsak awh dawkvah, Shekhem hoi a na pa Hamor teh dumnae lahoi bout a dei pouh awh.
14 og sagde til dem: »Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskaaren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.
Ahnimouh ni ahnimanaw koe vuensom ka a hoeh e naw koe ka canu na poe thai awh mahoeh. Bangkongtetpawiteh, hot hateh kaimouh hanelah min mathoenae doeh.
15 Kun paa det Vilkaar vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;
Hateiteh, hettelah lawk na kâkam awh torei dueng doeh, nangmae lawk hah ka hnâbawt awh ti, nangmouh koe e tongpa pueng hah vuensoma awh nateh kaimanaw patetlah awm awh.
16 i saa Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, saa vi bliver eet Folk;
Hat toteh, kaimae canu na paluen sak vaiteh, kaimouh ni hai nangmae canunaw hai ka paluen van awh han. Hahoi nangmouh koe ka o awh vaiteh, miphun buet touh lah o awh han.
17 men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, saa tager vi vor Datter og drager bort!«
Hateiteh, kaimae lawk na ngai awh hoeh lah, vuensom na a awh hoehpawiteh, ka canu ka la vaiteh ka cei awh han toe telah ati.
18 Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;
Hahoi ahnimae lawk ni Hamor hoi Hamor capa Shekhem hah a lunghawi sak.
19 og den unge Mand tøvede ikke med at gøre saaledes, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus;
Hottelah thoundoun ni Jakop canu hah a ngai lawi vah, hothateh moikasaw e lah pouk laipalah tang a sak, ahni teh a na pa imthungnaw thung dawkvah bari poung e lah ao.
20 og Hamor og hans Søn Sikem gik til deres Bys Port og sagde til Mændene i deres By:
Hamor hoi a capa Shekhem ni a kho kalupnae longkha koe a pha awh teh, kho thung e taminaw hoi a kâpato awh.
21 »Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!
Hote taminaw hoi maimouh hoi karoumcalah hoi kho a sak awh. Hatdawkvah hete ram dawk kho a sak awh vaiteh, hivah hno yawt awh naseh. Bangkongtetpawiteh, ahnimouh han ram akawpoung doeh. A canunaw hah yu lah paluen awh vaiteh, maimae canunaw hai yu lah paluen van awh naseh.
22 Men kun paa det Vilkaar vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, saa vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, saaledes som de er omskaarne.
Hateiteh, miphun buet touh lah o awh thai nahan, hettelah lawkkam awh torei dueng doeh ahnimouh ni hnâ na bo khai hanelah ao, vuensom ka a awh e patetlah mamouh thung e tongpa pueng hai vuensoma awh sei.
23 Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, saa de kan blive boende hos os!«
Ahnimae saringnaw, hnopainaw hoi a tawnta e naw pueng teh, maimae lah be kaawm han nahoehmaw. Ahnimae lawk teh hnâbawtkhai awh sei. Hottelah hoi maimouh koe kho a sak awh han telah ati awh.
24 Saa adlød de Hamor og hans Søn Sikem, saa mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.
Hamor hoi a capa Shekhem ni a dei e hah kalupnae rapan koe kâen ka tâcawt e pueng ni a hnâbokhai awh teh, longkha koe kâen ka tâcawt e tongpa pueng teh vuensom koung a a sak awh.
25 Men Tredjedagen, da de havde Saarfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uraad, Og slog alle Mændene ihjel
Hahoi hettelah doeh. A apâthum hnin a pataw poungnae dawk Jakop capanaw thung hoi kahni touh e, Dinah e a thangroi Simeon hoi Levih ni amamouh roi e tahloi a sin roi teh arulahoi khopui a tuk roi teh tongpa pueng he a thei roi.
26 og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.
Hamor hoi a capa Shekhem hai tahloi hoi a thei awh. Shekhem im dawk e Dinah hah a tâcokhai awh teh a cei awh.
27 Saa kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;
Jakop capanaw ni a thei awh e naw koe a pha awh van teh, a tawncanu a kamhnawng sin dawkvah khopui teh a raphoe awh.
28 deres Smaakvæg, Hornkvæg og Æsler, baade hvad der var i Byen og paa Markerne, tog de med sig,
A tuhunaw, maitohunaw, lahunaw hoi amamouh kho e kaawm e hnopainaw hah a la pouh awh.
29 og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.
A hnopainaw, a canaw hoi a yunaw imthungkhu kaawm e pueng hah he a lawp awh teh be a raphoe awh.
30 Men Jakob sagde til Simeon og Levi: »I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg raader kun over faa Folk; samler de sig mod mig og slaar mig, saa er det ude med mig og mit Hus!«
Jakop ni Simeon hoi Levih koevah nangmanaw ni hete ram dawk e taminaw hoi Kanaannaw hoi Periznaw kecu dawkvah, kai heh min mathoenae na phu sak teh, lung na mathoe sak. Kai ka younca navah kai taranlahoi kamkhueng awh vaiteh, kai hoi ka imthungnaw hah na thet awh vaiteh, he na pahma awh han doeh telah ati.
31 Men de svarede: »Skal han behandle vor Søster som en Skøge!«
Hateiteh, ahnimouh ni kaimae tawncanu heh, kâyawt e napui patetlah a sak han na maw telah ati awh.
