1 Mosebog 34

1 Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

Leah canu Dinah, Jakob ham a cun pah te tolrhum kah tanu rhoek te sawt hamla cet.

2 saa Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og laa hos hende; og han krænkede hende;

Tedae khohmuen kah khoboei Khivee Hamor capa Shekhem loh anih te a hmuh dongah a loh tih a yalh puei phoeiah a tholh puei.

3 men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

Te phoeiah Jakob canu Dinah taengah a hinglu tlun tih hula te a lungnah dongah hula kah lungbuei te doelh a voek.

4 og Sikem sagde til sin Fader Hamor: »Skaf mig den Pige til Hustru!«

Te dongah Shekhem loh a napa Hamor la, “Hekah hutaca he kai ham ka yuu la han lo,” a ti nah tih a thui pah.

5 Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg paa Marken, tav han, til de kom hjem.

A canu Dinah a poeih pah te Jakob loh a yaak dae kohong ah a ca rhoek neh boiva te a om pueng dongah amih halo uh due Jakob loh hil a phah.

6 Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

Jakob te voekhlak ham Shekhem napa Hamor te cet.

7 Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var saare opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdaad i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

Jakob ca rhoek khaw pong lamkah a pai uh vaengah a yaak uh. Tongpa tongpa rhoek te a kothae uh tih amih te muep sai uh. Jakob canu taengah a yalh te Israel taengah boethaehalang ni a saii. Tedae he he a saii tueng moenih.

8 Og Hamor talte med dem og sagde: »Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

Tedae Hamor loh amih taengah, “Ka capa Shekhem loh nang canu soah a hinglu loh a ven oeh tih a yuu la m'pae mai.

9 og indgaa Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

Te phoeiah nangmih nu te kaimih taengah vasak sak ham kaimih m'pae lamtah namamih ham kaimih nu na loh uh mako.

10 tag Ophold hos os, og Landet skal staa eder aabent; slaa eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!«

Kaimih taengah khosa uh mai. Na mikhmuh ah khohmuen om coeng. Khosa uh lamtah thimpom neh a khuikah te bawn uh,” a ti nah.

11 Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: »Maatte jeg finde Naade for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give;

Te vaengah Shekhem loh Dinah kah a napa neh a nganpa rhoek taengah, “Nangmih mikhmuh ah mikdaithen ka dang atah kai taengah na kuek uh vanbangla kan paek uh bitni.

12 forlang saa høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, naar I blot vil give mig Pigen til Hustru!«

Kai soah maan neh kutdoe muep na kuek uh akhaw kai taengah na kuek uh te tah kan paek bitni. Tedae hula te ka yuu la kai taengah paek uh,” a ti nah.

13 Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi han havde skændet deres Søster Dina,

Tedae a ngannu Dinah te a poeih pah dongah Jakob ca rhoek loh Shekhem neh a napa Hamor te a doo uh vaengah thailatnah neh a voek uh.

14 og sagde til dem: »Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskaaren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

Amih rhoi te, “Hlang yanghli taengah ka ngannu paek ham hno saii he kaimih ham kokhahnah la om tih coeng pawh.

15 Kun paa det Vilkaar vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

Nangmih taengkah tongpa boeih te yahhmui a rhet tih kaimih bangla na om uh atah he nen bueng ni nangmih te kan rhoi uh eh.

16 i saa Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, saa vi bliver eet Folk;

Te daengah ni kaimih nu rhoek te nangmih kan paek uh phoeiah kamamih ham nangmih nu rhoek te ka loh uh vetih nangmih taengah kho ka sak uh vaengah pilnam pakhat la n'coeng uh eh.

17 men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, saa tager vi vor Datter og drager bort!«

Tedae yahhmui rhet ham kaimih neh nan rhoi uh pawt atah ka canu he ka loh uh vetih ka bal uh ni,” a ti uh.

18 Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

Te dongah amih kah olka te Hamor mikhmuh ah khaw, Harmor capa Shekhem mikhmuh ah khaw then.

19 og den unge Mand tøvede ikke med at gøre saaledes, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus;

Tedae cadong loh Jakob canu te a ngaih coeng dongah hno saii ham te uelh pawh. Te dongah anih te a napa imkhui boeih soah a thangpom.

20 og Hamor og hans Søn Sikem gik til deres Bys Port og sagde til Mændene i deres By:

Te dongah Hamor neh a capa Shekhem loh amah khopuei vongka la cet tih amah khopuei kah hlang rhoek taengah,

21 »Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

Hekah hlang rhoek he mamih neh baerhoep la tolrhum ah khaw khosa uh saeh. Te phoeiah amih kah nongcen rhoeh la khotuk khaw amih ham a dang ka mungkung mai. Mamih kah yuu la amih nu rhoek te lo sih lamtah mah nu te amih pae uh sih.

22 Men kun paa det Vilkaar vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, saa vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, saaledes som de er omskaarne.

Tedae tongpa boeih loh yahvin a rhet uh vanbangla mamih ah pilnam pakhat la om ham atah ning taengkah aka om tongpa rhoek kah yahhmui a rhet nen bueng he ni mamih te n'rhoi uh eh.

23 Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, saa de kan blive boende hos os!«

Amih kah boiva neh hnopai, rhamsa boeih khaw mamih ham moenih a? Te dongah amih te rhoi uh mai sih lamtah mamih taengah khosa uh saeh,” a ti uh.

24 Saa adlød de Hamor og hans Søn Sikem, saa mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

Te dongah a khopuei kah vongka ah aka cet boeih loh Hamor neh a capa Shekhem te a ngai uh tih tongpa boeih khukah a khopuei vongka aka pha boeih loh yahhmui a rhet uh.

25 Men Tredjedagen, da de havde Saarfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uraad, Og slog alle Mændene ihjel

Tedae hnin thum a lo vaengah amih te a tlohpah. Te dongah Dinah nganpa Simeon neh Levi, Jakob ca rhoi loh cunghang rhirha a muk rhoi tih ngaikhuek la khopuei te a paan rhoi. Te vaengah tongpa boeih te a ngawn rhoi.

26 og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

Hamor neh a capa Shekhem te cunghang ha neh a ngawn rhoi. Dinah te khaw Shekhem im lamloh a lat rhoi tih bal rhoi.

27 Saa kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

A ngannu a poeih pa uh dongah Jakob ca rhoek loh rhok te a paan uh tih khopuei te a poelyoe uh.

28 deres Smaakvæg, Hornkvæg og Æsler, baade hvad der var i Byen og paa Markerne, tog de med sig,

Amih kah boiva neh saelhung khaw, laak khaw, khopuei khui neh lohma kah te a mawt pauh.

29 og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

Amih kah tatthai boeih neh a yuu, a ca boeih te a sol pa uh tih im kah aka om boeih te khaw a poelyoe uh.

30 Men Jakob sagde til Simeon og Levi: »I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg raader kun over faa Folk; samler de sig mod mig og slaar mig, saa er det ude med mig og mit Hus!«

Te dongah Jakob loh Simeon neh Levi taengah, “Khohmuen kah kho aka sa Kanaan neh Perizzi rhoek taengah ka bo nan rhim sak rhoi tih kai nan lawn rhoi coeng. Tahae ah kai hlang sii taengah tingtun uh tih kai he n'ngawn uh koinih kamah neh ka imko loh ka mit uh ni ta he,” a ti nah.

31 Men de svarede: »Skal han behandle vor Søster som en Skøge!«

Tedae, “Ka ngannu te pumyoi bangla a saii ham om a?” a ti uh.