1 Mosebog 32
1 men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
Basa ma, Yakob se laoꞌ rakandoo. Ma Lamatualain ate nara mia sorga rema randaa ro e.
2 og da Jakob saa dem, sagde han: »Her er Guds Lejr!« derfor kaldte han Stedet Mahanajim.
Ana nita se ma, olaꞌ nae, “Ia, Lamatualain soldꞌadꞌu nara mamana hahae ao nara!” Naa de, ana babꞌae mamanaꞌ naa Mahanaim (sosoa na ‘mamana hahaeꞌ rua’).
3 Derpaa sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i Se'irs Land paa Edoms Højslette,
Basa naa ma, Yakob denu atahori nara hira, lao raꞌahuluꞌ risiꞌ nusa Edom (nara feaꞌ na, Seir), fo rafadꞌe aꞌa na Esau rae, eni nae nema.
4 og han bød dem: »Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil nu;
Yakob denu se nae, “Mi mifadꞌe au aꞌa ngga Esau taꞌo ia: ‘Malangga Esau! Malangga ate na, odꞌi Yakob, fee dudꞌuꞌa-aꞌafiꞌ neu malangga. Mia au lalao ngga dalahulu na, losa faiꞌ ia, malangga ate na ia, leo sia toꞌo Labꞌan ume na.
5 jeg har samlet mig Okser, Æsler og Smaakvæg, Trælle og Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning herom i Haab om at finde Naade for dine Øjne!«
Ia naa, malangga ate na ia, naꞌena sapi, keledei, hiek-lombo, ma ate touꞌ ma inaꞌ. Au fee atahori ia ra raꞌahuluꞌ, fo rafadꞌe malangga, au uꞌuma ngga. Au oꞌe, malangga hii simbo hai no maloleꞌ.” Yakob denu basa taꞌo naa ma, atahori naa ra lao.
6 Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: »Vi kom til din Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!«
Ara baliꞌ risiꞌ Yakob ma, rafadꞌe rae, “Hai mindaa mo amaꞌ aꞌa na Esau ena. Ia naa, ana nema no touꞌ natun haa, fo rae randaa ro amaꞌ.”
7 Da blev Jakob saare forfærdet, og i sin Angst delte han sine Folk, Smaakvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
Yakob rena nala ma, tenda na rombe, huu namatau nala seli. De ana bꞌanggi atahori nara no banda nara, neu nononggoꞌ rua.
8 idet han tænkte: »Hvis Esau møder den ene Lejr og slaar den, kan dog den anden slippe bort.«
Ana duꞌa nae, “Mete ma Esau nema namue mana sia mataꞌ ra, naa, mana sia deaꞌ ra bisa rela sangga masodꞌa.”
9 Derpaa bad Jakob: »Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din Hjemstavn, saa vil jeg gøre vel imod dig!
Basa ma, Yakob hule-oꞌe nae, “Lamatualain, e! Lamatualain fo au baꞌi Abraham no ama Isak ngga beꞌuteeꞌ a. Rena au dei! Fai maꞌahulu na, Lamatualain denu au baliꞌ uma sia bobꞌonggi nggara, sia nusaꞌ ia. Ma Lamatualain o helu nae, dei fo Lamatualain tao natetu basa ia ra.
10 Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to Lejre;
Au nda undaa sa te, Lamatualain sue au, ma mete-seꞌu au nakandooꞌ a. Maꞌahulu na, au nggani loe Yarden ia, au endi akaꞌ a teteas. Te ia naa, au baliꞌ uma endi atahori no banda nononggoꞌ rua.
11 frels mig fra min Broder Esaus Haand, thi jeg frygter for, at han skal komme og slaa mig, baade Moder og Børn!
Au umutau, afiꞌ losa aꞌa Esau nema namue fo tao nisa basa hai. De au oꞌe Lamatualain fee masodꞌa neu au, o basa sao-ana nggara, mia e.
12 Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!«
Lamatualain o mana helu mae fee au papala-babꞌanggiꞌ nae-nae, ma tao tititi-nonosi nggara boe ramaheta, onaꞌ a saraꞌae sia tasi suu na, losa atahori nda ito-reken rala sa.”
13 Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han saa en Gave til sin Broder Esau,
Basa ma, Yakob sungguꞌ sia mamanaꞌ naa. Mbila fefetu na ma, ana haꞌi banda nae fee aꞌa na Esau.
14 200 Geder og 20 Bukke, 200 Faar og 20 Vædre,
Ana tengga nala bibꞌi hiek ine natun rua, bibꞌi hiek mone rua nulu, bibꞌi lombo ine natun rua, bibꞌi lombo mone rua nulu,
15 30 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre, 20 Aseninder og 10 Æselhingste;
banda onta ine telu nulu ro ana nara feꞌe mana susuꞌ, sapi ine haa nulu, sapi mone sanahulu, keledei ine rua nulu, ma keledei mone sanahulu.
16 han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet han sagde til dem: »Gaa i Forvejen og lad en Plads aaben mellem Hjordene!«
Ana banggi banda ra mataꞌ esa-esaꞌ no nononggo na. Ma ana fee nononggoꞌ esa-esaꞌ no manatadꞌa na. Ana nafadꞌe se nae, “Laoꞌ miꞌihuluꞌ. Dei fo au tungga deaꞌ. Te hei musi minea fo nononggoꞌ esa naꞌadꞌooꞌ no esa.”
17 Og han bød den første: »Naar min Broder Esau møder dig og spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift tilhører,
Ma Yakob parenda manatadꞌa mia nononggoꞌ maꞌahuluꞌ a nae, “Mete ma au aꞌa ngga Esau nandaa no nggo, ma natane nae, ‘Ho mae bee muu? Ho ia, seka ate na? Banda ia ra, seka ena nara?’
18 skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave, han sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!«
naa, musi mutaa mae, ‘Banda ia ra, malangga ate na Yakob ena na. Ana haitua fee aꞌa na, Esau. Te ana feꞌe tungga dea.
19 Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte med Hjordene, at sige det samme til Esau, naar de traf ham:
Yakob o fee parendaꞌ onaꞌ naa neu basa manatadꞌa feaꞌ nara nae, “Mete ma mindaa mo aꞌa Esau, fee banda naa ra reu e, dei fo mifadꞌe mae au feꞌe tungga deaꞌ.” Ana duꞌa nae, mete ma fee basa banda naa ra reu Esau, naa, Esau rala na namaloa no e.
20 »Din Træl Jakob kommer selv bagefter!« Thi han tænkte: »Jeg vil søge at forsone ham ved den Gave, der drager foran, og først bagefter vil jeg træde frem for ham; maaske han da tager venligt imod mig!«
21 Saa drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om Natten.
Dadꞌi ana haitua banda ra raꞌahuluꞌ, te tetembaꞌ naa, ana feꞌe nahani sia naa.
22 Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine elleve Børn og gik over Jabboks Vadested;
Tetembaꞌ naa, Yakob fela, de naꞌabꞌue sao nara ruꞌa se, sao tias nara ruꞌa se, ma ana nara sanahulu esa. Ana denu se nggani raꞌahuluꞌ risiꞌ loe Yabok seriꞌ.
23 han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han alt, hvad han ejede, over.
Ara losa seriꞌ ma, ana haitua basa hata-heto nara naa reu.
24 Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes, med ham til Morgengry;
Te Yakob mesaꞌ ne nahani sia naa. Boe ma, touꞌ esa nema, napote no e losa deka manggarelo.
25 og da han saa, at han ikke kunde faa Bugt med ham, gav han ham et Slag paa Hofteskaalen; og Jakobs Hofteskaal gik af Led, da han brødes med ham.
Touꞌ a medꞌa naeꞌ a kala ma, ana hemba Yakob soꞌe noo na, de rui bobꞌonggo na lao hela manggo na.
26 Da sagde han: »Slip mig, thi Morgenen gryr!« Men han svarede: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!«
Boe ma, touꞌ a nae, “Mboꞌi au, te mbeifen te, relo a todꞌa ena.” Te Yakob nataa nae, “Olaꞌ fee au papala-babꞌanggiꞌ, dei fo au mboꞌi nggo!”
27 Saa spurgte han: »Hvad er dit Navn?« Han svarede: »Jakob!«
Touꞌ a nataa nae, “Ho naram, seka?” Nataa nae, “Yakob.”
28 Men han sagde: »Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!«
Te touꞌ a olaꞌ nae, “Ho naram, nda Yakob sa ena. Mia leleꞌ ia, atahori roꞌe nggo rae Israꞌel, huu mufetu mo atahori ma Lamatualain, losa musenggiꞌ se.” (Naraꞌ Israꞌel sosoa na ‘mana napote no Lamatualain’.)
29 Da sagde Jakob: »Sig mig dit Navn!« Men han svarede: »Hvorfor spørger du om mit Navn?« Og han velsignede ham der.
Ma Yakob nataa nae, “Ho naram, seka?” Te touꞌ a nae, “Mutane nara ngga, tao sa?” Boe ma ana olaꞌ fee papala-babꞌanggiꞌ neu Yakob sia naa.
30 Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: »Jeg har skuet Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst.«
Boe ma Yakob olaꞌ nae, “Au ita Lamatualain mata Na, te au feꞌe masodꞌaꞌ.” Huu naa, ana babꞌae mamanaꞌ naa Peniel, sosoan ‘Lamatualain mata na’.
31 Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han paa Hoften.
Relo a todꞌa ma, Yakob lao hela mamanaꞌ naa. Te ana laoꞌ doka-doka, huu saka buku na nelasala.
32 Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise Hoftenerven, der ligger over Hofteskaalen, thi han gav Jakob et Slag paa Hofteskaalen, paa Hoftenerven.
Naa de losa fai ia, atahori Israꞌel ra nda raa sisi banda saka bukuꞌ sa, huu Lamatualain poko nasalaꞌ baꞌi Yakob saka buku na.
