1 Mosebog 31

1 Men Jakob hørte Labans Sønner sige: »Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand.«

Jacob el lohngak lah wen natul Laban elos fahk mu, “Jacob el eisla ma nukewa lun papa tumasr uh. Kasrup lal uh ma na ke ma lun papa tumasr uh.”

2 Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.

Jacob el akilenak pac lah Laban el tia sifilpa kulang oana meet ah.

3 Da sagde HERREN til Jakob: »Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, saa vil jeg være med dig!«

Na LEUM GOD El fahk nu sel, “Folokla nu yen sin papa tomom ac nu yurin sou lom. Nga ac fah wi kom.”

4 Saa sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sin Hjord;

Ke ma inge Jacob el sapla nu sel Rachel ac Leah, eltal in tuku osun nu sel yen ma un kosro natul uh muta we.

5 og han sagde til dem: »Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig;

El fahk nu seltal, “Nga liye tuh papa tomomtal ah tiana sifil kulang nu sik oana meet ah. Tusruktu, God lun papa tumuk El nuna wiyu na.

6 og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,

Komtal kewa etu na lah nga orekma nu sin papa tomomtal ah ke kuiyuk nufon.

7 medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;

Nwe ouinge, a el kutasrik na nu sik ac ekulla molin orekma luk uh pacl singoul. Tusruktu God El tiana lela elan oru kutena mwe ongoiya nu sik.

8 sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, saa fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, saa fødte hele Hjorden stribet Afkom.

Pacl nukewa Laban el fin fahk, ‘Nani tuhntun ingan pa ac moli orekma lom,’ na kosro nukewa ac oswe natu tuhntun. Ac el fin fahk, ‘Nani kwarmok uh pa ac moli orekma lom,’ na u in kosro nukewa ac oswe natu kwarmok.

9 Saaledes tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.

God El eisla u in kosro liki papa tomomtal ac use nutik.”

10 Og ved den Tid Dyrene parrede sig, saa jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede;

“Ke pacl in orek fahko lun un kosro uh nga tuh mwemei ac liye lah nani mukul ma orek fahko uh ma na kwarmok ac tuhntun.

11 og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg!

Na lipufan lun God el kaskas nu sik in mweme sac ac fahk, ‘Jacob!’ Ac nga fahk, ‘Nga.’

12 Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig.

Ac el fahk, ‘Liye, nani mukul nukewa ma orek fahko inge ma kwarmok ac tuhntun. Nga oru in ouinge mweyen nga liye ma nukewa ma Laban el oru nu sum.

13 Jeg er den Gud, som aabenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!«

Nga pa God se su tuh sikwot nu sum in acn Bethel, yen se ma kom tuh ukuiya oil in olive nu fin eot se ac kisakin tuh in sie mwe esmakin, ac kom tuh orala sie wuleang nu sik we. Akola kom in folokla nu in facl se ma kom isusla we.’”

14 Saa svarede Rakel og Lea ham: »Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus?

Rachel ac Leah topkol Jacob ac fahk, “Wangin ma lula kut ac usrui sin papa tumasr.

15 Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os?

El orekut oana mwetsac uh. El kukakinkutla, ac inge el sisla nufon mani ma moulyang nu sel kacsr ah.

16 Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn — gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!«

Mwe kasrup nukewa ma God El eisla liki papa tumasr ah inge, ma lasr ac tulik natusr. Oru na ma God El fahk kom in oru an.”

17 Saa satte Jakob sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne

Ouinge Jacob el tuyak, ac srakang tulik natul ac mutan kial nu fin camel uh,

18 og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.

ac pwanla kosro natul nukewa, ac ma lal nukewa ma el eis ke orekma lal, ac kosro natul ma el eis in acn Mesopotamia, na el mukuiyak in som nu yorol Isaac, papa tumal, in facl Canaan.

19 Medens Laban var borte og klippede sine Faar, stjal Rakel sin Faders Husgud.

Laban el som in kalla sheep natul, ac ke pacl se el wangin inge, Rachel el usla ma sruloala srisrik ma oan in lohm sin papa tumal ah.

20 Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte;

Jacob el sulallal nu sel Laban ac tia akkalemye nu sel lah el ac som lukel.

21 og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

El us ma nukewa lal ac sulaklak na mukuiyak som. El tupalla Infacl Euphrates ac tulanya infulan eol in acn Gilead.

22 Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;

Len tolu toko, fwackyang nu sel Laban lah Jacob el kaingla.

23 han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham saa langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge.

Laban el us mwet lal welul ac ukwal Jacob ke len itkosr, nwe ke el sonol infulan eol in Gilead.

24 Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: »Vogt dig vel for at sige saa meget som et ondt Ord til Jakob!«

God El sikyang nu sel Laban in sie mweme ke fong sac ac fahk nu sel, “Taran na kom in tia fahk kutena kas in aksangeng nu sel Jacob.”

25 Da Laban traf Jakob — Jakob havde han opslaaet sit Telt paa Bjerget, Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge —

Laban el ukwal Jacob nwe sonol infulan eol in Gilead, yen Jacob el aktuktuk we. Laban ac mwet lal elos oayapa aktuktuk we.

26 sagde Laban til Jakob: »Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort, som var de Krigsfanger!

Laban el fahk nu sel Jacob, “Efu ku kom sulallal nu sik ac usla acn nutik ingan in oana luman mutan ma sruhu ke mweun?

27 Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; saa jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Haandpauker og Harper?

Efu kom ku kutasrik nu sik ac mahsrikme na tia fahk? Kom funu fahk, nga lukun filikomla ke engan lulap, ac on alullul wi pusren mwe srital ac harp.

28 Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre — sandelig, det var daarligt gjort af dig!

Kom tia pacna lela nga in wilkas nu sin acn nutik, ku ngokya mutun tulik natultal inge. Ouiya na koluk se pa kom oru ingan!

29 Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige saa meget som et ondt Ord til Jakob!

Oasr ku luk in kai kom, tusruktu God lun papa tomom El kaskas nu sik fong, ac fahk mu ngan taran na nga in tia fahk kutena kas in aksangeng nu sum.

30 Nu vel, saa drog du altsaa bort fordi du længtes saa meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?«

Nga etu lah kom tuyak tuku mweyen kom kena tari folok nu yen sum, a efu kom ku usla ma sruloala srisrik ma oan in lohm sik ah?”

31 Da svarede Jakob Laban: »Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig!

Jacob el topuk, “Nga tuh sangeng, mweyen nga nunku mu kom ac eisla acn nutum inge likiyu.

32 Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Paasyn, hvad jeg har, og tag, hvad dit er!« Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjaalet den.

Tusruktu kom fin konauk lah god lom an oasr sin siena sin mwet inge, mwet sacn ac fah anwuki. Inge, ye mutun mwet lasr kewa, fahsru suk. Fin oasr kutena ma lom kom konauk yorosr, kom us.” Jacob el tiana etu lah Rachel el pisrala god lal Laban.

33 Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt.

Laban el som ac iluhs lohm nuknuk sel Jacob. Toko el som nu in lohm nuknuk sel Leah, ac lohm nuknuk sin mutan kulansap luo, tusruktu el tiana konauk god lal ah. Na el som nu in lohm nuknuk sel Rachel.

34 Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig paa den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet,

Rachel pa srukak ma sruloala ma oan in lohm nuknuk sel Laban, ac sang nu luin pak se ma ac oan fin camel uh, ac muta fac. Laban el iluhs lohm nuknuk sac nufon, tusruk el tiana konauk ma sruloala uh.

35 sagde hun til sin Fader: »Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det gaar mig paa Kvinders Vis!« Saaledes ledte han efter Husguden uden at finde den.

Rachel el fahk nu sin papa tumal, “Nimet kom kasrkusrak sik, papa. Nga tia ku in tuyak, mweyen ingena nga mas mutan.” Laban el sukna ma sruloala lal ah tuh el tiana konauk.

36 Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og Jakob sagde til Laban: »Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig!

Na Jacob el kasrkusrakak ac siyuk sel Laban, “Mea nga oru koluk? Ma sap su nga kunausla ku kom ukweyume nwe inse?

37 Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem!

Inge ke kom iluhsya ma luk nukewa uh, mea kom konauk mu ma lom oasr yorosr? Srakma filiya inse inge, mwet lasr uh kewa in tukeni ngetani liye, ac fahk lah su pwaye se.

38 I de tyve Aar, jeg har været hos dig, fødte dine Faar og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,

Nga muta yurum yac longoulla inge, ac sheep nutum ac nani nutum uh tia tui in isus fahko, ac nga tiana kangla sokofanna sheep mukul ke u in kosro nutum uh.

39 det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Haand krævede du, hvad der blev stjaalet baade om Dagen og om Natten;

Pacl nukewa ma kosro lemnak uh uniya soko inmasrlon sheep nutum uh, nga tia us tuku nu ye motom kom in liye, a nga sifacna aolla ke sheep nutik. Kom sap ngan akfalye kutena ma su pusrla ke len ku ke fong.

40 om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn.

Pacl puspis nga keok ke fulen len ac ohu in fong. Nga tia ku in motul.

41 I tyve Aar har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten Aar for dine to Døtre og seks Aar for dit Smaakvæg, og ti Gange har du forandret min Løn.

Pwana ingan ma nga pulakin ke lusen yac longoul nga muta yurum. Nga orekma yac singoul akosr in eis acn luo nutum, ac yac onkosr nu ke un kosro nutik inge. Ne ouinge, a kom ikil molin orekma luk pacl singoul.

42 Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, staaet mig bi, saa havde du ladet mig gaa med tomme Hænder; men Gud saa min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!«

God lal Abraham ac God lal Isaac, papa tumuk, funu tia wiyu, kom lukun supweyula pisinpo. Tusruktu God El liyena elya luk ac orekma ma nga orala, ac El kai kom kac fong.”

43 Da sagde Laban til Jakob: »Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit — men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født?

Laban el topkol Jacob ac fahk, “Mutan luo inge ma nutik. Ma pac nutik pa tulik natultal inge, ac un kosro inge ma pac nutik. Ma nukewa kom liye inge ma luk. Tusruktu ke wangin ma nga ku in oru in folokonma acn luo nutik ac tulik natultal inge,

44 Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os.«

nga akola in oru sie wuleang inmasrlok kom. Lela kut in orala sie ma in akesmakinye kut ke wuleang se inge.

45 Saa tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;

Ouinge Jacob el eis eot lulap se ac tulokunak tuh in sie mwe esmakin.

46 og Jakob sagde til sine Frænder: »Sank Sten sammen!« Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Maaltid derpaa.

El fahk nu sin mwet lal in orani kutu eot ac elosak. Na elos mongoi sisken yol in eot sac.

47 Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Gal'ed.

Laban el sang inen yol in eot se inge Jegar Sahadutha, a Jacob el pangon Galeed.

48 Da sagde Laban: »Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!« Derfor kaldte han den Gal'ed

Laban el fahk nu sel Jacob, “Yol in eot se inge ac fah mwe akesmakinye kut kewa.” Pa pwanang inen acn sac pangpang Galeed.

49 og Mizpa; thi han sagde: »HERREN skal staa Vagt mellem mig og dig, naar vi skilles.

Laban el oayapa fahk, “Lela LEUM GOD Elan tawikuti ke kut fahsrelik sie sin sie.” Ke ma inge itukyang pac inen acn sac Mizpah.

50 Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!«

Laban el sifilpa fahk, “Kom fin oru koluk acn nutik inge, ku payuk pac sin mutan saya, nga finne tia liye, kom esam lah God El tawikuti na.

51 Og Laban sagde til Jakob: »Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!

Pa inge eot ma nga elosak ac eot lulap se mwe esmakin inmasrlok kom.

52 Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte paa, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gaa forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gaa forbi den ind til mig;

Yol se inge ac eot in esmakin se inge kewa ma in akesmakinye kut. Nga fah tia aliki yol se inge in mweuni kom ac kom fah tia pac alukela ku aliki eot in esmakin se inge in mweuniyu.

53 Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!« Saa svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,

God lal Abraham ac God lal Nahor fah aksuwosye inmasrlosr.” Na Jacob el wulela na ku Inen God su Isaac, papa tumal, el alu nu se, lah el fah liyaung na wuleang se inge.

54 og derpaa holdt Jakob Offerslagtning paa Bjerget og indbød sine Frænder til Maaltid; og de holdt Maaltid og blev paa Bjerget Natten over.

El uniya kosro soko, ac sang in mwe kisa fin eol uh, ac el pangoneni mwet lal elos in mongo. Tukun elos mongo tari, elos mongla fin eol uh ke fong sac.

55 Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn,

Toangna in lotu tok ah, Laban el wilkas nu sin acn luo natul ac ngok mutaltal ac tulik natulos, na folokla nu yen sel.