1 Mosebog 31
1 Men Jakob hørte Labans Sønner sige: »Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand.«
Tedae Laban ca rhoek kah olka la, “Jakob loh a pa koe te boeiha loh dongah hekah thangpomnah boeih he khaw a pa koe ni hlawp a bawn,” a ti uh tea yaak.
2 Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.
Te phoeiah Laban kah maelhmai te Jakobloh a hmuh vaengah hlaem hlaemvai kah bangla anih taengah om pawh.
3 Da sagde HERREN til Jakob: »Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, saa vil jeg være med dig!«
Tedae BOEIPA loh Jakob te, “Na pa rhoek kah khohmuen neh na pacaboeina taengla bal ngawn lamtah nang taengah ka om bit ni,” a ti nah.
4 Saa sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sin Hjord;
Te dongah Jakob loh Rakhel neh Leah tea tah tih kohong kah a boiva tea khue.
5 og han sagde til dem: »Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig;
Te phoeiah amih te, “Na pa maelhmai te ka hmuh vaengah, hlaem hlaemvai vaengkah bangla kai taengah anih om pawt cakhaw a pa kah Pathen loh kai taengah om.
6 og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
Tahaeah ka thadueng boeih neh na pa taengah ka thohtat te na ming uh.
7 medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
Na pa khaw kai taengah omsaa tih ka thapang te voei rhalaa hoilae. Tedae kai he thae sak ham tah Pathen loh aniha paek moenih.
8 sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, saa fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, saa fødte hele Hjorden stribet Afkom.
Rhikrhakte nang kah thapang la om saeh a ti van hatah boiva te khaw rhikrhak la boeih thang tiha rhangcamte nang kah thapang la om saeh a ti van hatah boiva tea rhangcam la boeih thang.
9 Saaledes tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
Tedae na pa kah boiva te Pathen long ni a lat tih kai taengah m'paek.
10 Og ved den Tid Dyrene parrede sig, saa jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede;
Boiva te a pa a cuk tuea pha coeng tih ka mik te ka huel. Mueimang ah ka hmuh tih kikongloh a caeh thil boiva tah rhangcam, rhikrhak neh dikdek la om he.
11 og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg!
Te phoeiah Pathen kah puencawn loh kai te ka mang ah, 'Jakob,” a ti tih, “Kai ni he,” ka ti nah.
12 Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig.
Te dongah, “Na mik huel lamtah tahae kah boivaa rhangcam, rhikrhak neh dikdek taengah aka cu kikongrhoek boeih ke so lah. Laban loh nang taengaha saii boeih te ka hmuh coeng.
13 Jeg er den Gud, som aabenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!«
Kai tah kaam te na koelhtih kai taengah olcaeng neh na caeng vaengkah te Bethel Pathen ni. Hekah khohmuen lamloh thoo laeh, cet lamtah na pacaboeina kah khohmuen la mael laeh,’ a ti,” a ti nah.
14 Saa svarede Rakel og Lea ham: »Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus?
Te dongah Rakhel neh Leahloh a doo vaengah, “A pa im kah hamsum neh rhote mamih ham om voel a?
15 Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os?
Anih loh kholong hlang la m'poek uh dongah mamih he n'yoih phoeiah mamih kah tangka tea caak khawa caak moenih a?
16 Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn — gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!«
Hmantangah Pathen loh a pa taengkaha lat khuehtawn boeih te mah koe neh n'ca rhoek kah ni. Te dongah Pathen loh nang taengaha thui boeih te tah saii laeh,” a ti rhoi.
17 Saa satte Jakob sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne
Te dongah Jakob loh thoo tih a carhoek neh a yuurhoek te kalaukrhoek donglaa ngol sak.
18 og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.
Te phoeiah a napa Isaak kah khohmuen Kanaan la caeh ham a boiva neh a kawna dang boeih te khaw, Paddanaram aha dang amah kah hnopai, boiva te khaw baata thawn.
19 Medens Laban var borte og klippede sine Faar, stjal Rakel sin Faders Husgud.
Tedae Laban loh amah kah tu te a mul vok pah hama caeh vaengah Rakhel loh a napa kah sithui tea huen.
20 Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte;
Aniha yong tea puen mueh la Jakob loh Arammi Laban kah lungbuei tea namnah.
21 og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.
Aniha yong dongah a taengkah boeih te khaw a thoh puei tih, tuivaa poeng phoeikah Gilead tlang danlaa hooi puei.
22 Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;
Tedae Jakoba yong tea hnin thum daengah Laban taengaha puen pah.
23 han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham saa langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge.
Te dongah Laban loh amah manucarhoek tea khuen tih hnin rhih longcaeh due anih hnuk te a hloem phoeiah Jakob te Gilead tlang aha tuuk.
24 Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: »Vogt dig vel for at sige saa meget som et ondt Ord til Jakob!«
Tedae Arammi hoel Laban te Khoyina mang ah Pathenloh a paan tih, “Namah te ngaithuen, Jakob taengaha then khawa thae lana thui ve,” a ti nah.
25 Da Laban traf Jakob — Jakob havde han opslaaet sit Telt paa Bjerget, Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge —
Tedae Laban loh Jakoba tuuk vaengah Jakob loh amah kah dap te tlang aha tuk coeng dongah Laban neh a manuca rhoek long khaw Gilead tlang ah rhaeh uh.
26 sagde Laban til Jakob: »Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort, som var de Krigsfanger!
Te vaengah Laban loh Jakob la, “Balaena saii he. Ka thinko hena liim tih ka tanurhoek te cunghang kah a sol banglana hmaithawn.
27 Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; saa jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Haandpauker og Harper?
Yong hamte balae tihna phah, kai taengahna puen mueh la kai nan liim. Nangte kohoenah neh, laa neh, kamrhing neh, rhotoeng nen khaw kan tueih van mako.
28 Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre — sandelig, det var daarligt gjort af dig!
Ka carhoek so neh ka canurhoek soahte mok ham kai nan paek pawt khawna pavai coeng tih ni na saii.
29 Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige saa meget som et ondt Ord til Jakob!
Nangmih tea thae la saii ham ka thaa om ngawn dae hlaem yin ah na pa kah Pathen loh kai m'voek tih, 'Jakob tea thae neha then khaw thuite namah ngaithuen,’ a ti.
30 Nu vel, saa drog du altsaa bort fordi du længtes saa meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?«
Tedae na pa im te ngaidam la na ngaidam coeng dongahna cet khaw na cet mai ni. Balae tih kai kah pathenna huen,” a ti nah.
31 Da svarede Jakob Laban: »Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig!
Tedae Jakobloh a doo tih Laban te, “Na canu rhoek he kai taeng lamlohna doek ve ka ti tih ka rhih dongah ni.
32 Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Paasyn, hvad jeg har, og tag, hvad dit er!« Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjaalet den.
A taengah na khohnina hmuh te tah kaimih kah pacaboeina hmaiah hing boel saeh. Kai taengkah he namah loh hmat lamtah namah kah atah lo,” a ti nah. Tedae Rakhelloh a huen te Jakob loh ming pawh.
33 Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt.
Te dongah Laban loh Jakob kah dap khaw, Leah kah dap neh taengom rhoi kah dap khuila cet daea hmuh pawt dongah Leah kah dap lamkah halo tih Rakhel kah dap khuila kun.
34 Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig paa den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet,
Tedae Rakhel loh sithui tea loh tih kalauk kah ngoldoelh khuiaha khueh tiha ngol thil dongah dap te Laban loh boeiha phatuem dae hmu pawh.
35 sagde hun til sin Fader: »Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det gaar mig paa Kvinders Vis!« Saaledes ledte han efter Husguden uden at finde den.
Te vaengah Rakhel loh a napa taengah, “Ka boeipa mik ah sai boel mai. Kai taengah huta kah khosing om tih nang hmuh ah thoh ham ka coeng moenih,” a ti nah. Te dongaha sat akhaw sithui te hmu pawh.
36 Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og Jakob sagde til Laban: »Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig!
Tedae Jakob te sai tih Laban tea ho. Te vaengah Jakob loh Laban tea doo tih, “Kai kah mebang dumlai neh mebang tholhnah dongah lae kai hnukah nan hlak.
37 Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem!
Tahaeah kai kah hnopai boeih tena phatuemtih na im kah hnopai khat khawna hmuh te kai kah pacaboeina neh nang kah paca boeina hmuh ah n'rha phoeiah man mamih rhoi laklo ah n'tluung uh rhoi sue.
38 I de tyve Aar, jeg har været hos dig, fødte dine Faar og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,
Kum kul khuiah he nang taengah ka om coeng dae na tumanu neh na maae rhoek loh thangyah vai pawt tih na boiva khuikah a tal rhoek khaw ka ca vai pawh.
39 det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Haand krævede du, hvad der blev stjaalet baade om Dagen og om Natten;
Sahate na taengla kan khuen pawh. Khoyinloh a huen khaw, khothaihloh a huen khaw nan suk dongah kai loh kamah kut lamkah neh ka kawn.
40 om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn.
Khothaih ah kholing loh n'do tih khoyin ah rhaelnu loh m'boh phoeiah ka mik loh ih ham a hlavawt tih ka om.
41 I tyve Aar har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten Aar for dine to Døtre og seks Aar for dit Smaakvæg, og ti Gange har du forandret min Løn.
Tahaeah kai loh nang im ah kum kul ka om khuiah na canu rhoi ham kum hlai li neh na boiva ham kum rhukte nang taengah ka tho ka tat dae ka thapang te voei rha la na hoi na lae.
42 Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, staaet mig bi, saa havde du ladet mig gaa med tomme Hænder; men Gud saa min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!«
A pa kah Pathen, Abraham kah Pathen neh Isaak kah birhihnahte kai taengah om pawt koinih kuttling la kai nan tueih tarha mai veh. Kai kah phacip phabaem neh ka kut kah a thatloh te Pathenloh a hmuh dongah ni hlaem yin ah a tluung,” a ti nah.
43 Da sagde Laban til Jakob: »Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit — men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født?
Laban long khaw Jakob tea doo vaengah, “Hutarhoek te kai canurhoek tih tongparhoek te khaw kai ca rhoek ni. Boiva te khaw kai kah boiva tih namah loh na hmuh boeih te kai koe ni. Tedae tihninah ka canu rhoek, amih ham neh amih loh a sak camoerhoek ham balae ka saii thai voel.
44 Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os.«
Te dongah halo laeh! Kai neh nang paipi sai sih lamtah kai laklo nang lakloah laipai la om saeh,” a ti nah.
45 Saa tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;
Te dongah Jakob loh lungtoa rhuh tih kaamlaa ling.
46 og Jakob sagde til sine Frænder: »Sank Sten sammen!« Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Maaltid derpaa.
Te phoeiah Jakob loh amah kah paca boeina rhoek la, “Lungto rhut uh,” a ti nah. Lungto te a rhuh uh tih lungkuklaa saii uh phoeiah tah lungkuk taengah buh pahoia caak uh.
47 Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Gal'ed.
Te dongah tekah lungkuk te Laban loh Jegarsahduthaa sui tih Jakob loh Galeedlaa khue.
48 Da sagde Laban: »Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!« Derfor kaldte han den Gal'ed
Te phoeiah Laban loh, “Tihninah hekah lungkuk loh kai laklo neh nang lakloah laipai la om coeng,” a ti dongah a mingte Galeeda sui.
49 og Mizpa; thi han sagde: »HERREN skal staa Vagt mellem mig og dig, naar vi skilles.
Te phoeiah, “Hlang hui taeng lamloh n'thuh vaengah kai laklo neh nang lakloah BOEIPA loh n'tawt saeh,” a ti dongah Mizpah a sui.
50 Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!«
Ka ca huta rhoek te khoemna phaep tih ka carhoek hmanah yuuna loh atah mamih taengah hlang om pawt dae kai neh nang laklo kah laipai tah Pathen ni tila hmu sih.
51 Og Laban sagde til Jakob: »Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!
Te phoeiah Laban loh Jakob te, “Lungkuk he khaw kaam he khaw ne, te ni kai laklo neh nang laklo ah kan thuinuet.
52 Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte paa, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gaa forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gaa forbi den ind til mig;
Boethae ham khaw hekah lungkuk neh kaam he tah kai loh nang taengla hekah lungkuk kan poeng pawt ham neh nang khaw kai taenglana poe pawt ham hekah lungkuk neh kaam he laipai la om saeh.
53 Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!« Saa svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,
Abraham kah Pathen neh Nakhaw kah Pathen, a napa kah Pathen loh mamih lakloah laitloek uh saeh,” a ti nah. Te phoeiah Jakob loh a napa Isaak kah birhihnah neha toemngam.
54 og derpaa holdt Jakob Offerslagtning paa Bjerget og indbød sine Frænder til Maaltid; og de holdt Maaltid og blev paa Bjerget Natten over.
Te dongah Jakob loh tlang ah hmueiha nawn phoeiah buh ca la amah huiko tea khue. Buha caak uh phoeiah tlang ah rhaeh uh.
55 Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn,
Labante mincang ah thoo tih a carhoek neh a canurhoek tea mok. Te phoeiah amih te yoethen a paek. Te phoeiah cet tih Laban khaw amah hmuen la mael.
