1 Mosebog 27
1 Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, saa han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: »Min Søn!« Han svarede: »Her er jeg!«
Senuit autem Isaac, et caligaverunt oculi eius, et videre non poterat: vocavitque Esau filium suum maiorem, et dixit ei: Fili mi? Qui respondit: Adsum.
2 Da sagde han: »Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer;
Cui pater: Vides, inquit, quod senuerim, et ignorem diem mortis meae.
3 tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gaa ud paa Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
Sume arma tua, pharetram, et arcum, et egredere foras: cumque venatu aliquid apprehenderis,
4 lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!«
fac mihi inde pulmentum sicut velle me nosti, et affer ut comedam: et benedicat tibi anima mea antequam moriar.
5 Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gaaet ud paa Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,
Quod cum audisset Rebecca, et ille abiisset in agrum ut iussionem patris impleret,
6 sagde hun til sin yngste Søn Jakob; »Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:
dixit filio suo Iacob: Audivi patrem tuum loquentem cum Esau fratre tuo, et dicentem ei:
7 Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENS Aasyn før min Død.
Affer mihi de venatione tua, et fac cibos ut comedam, et benedicam tibi coram Domino antequam moriar.
8 Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg paalægger dig:
Nunc ergo fili mi, acquiesce consiliis meis:
9 Gaa ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; saa laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
et pergens ad gregem, affer mihi duos hoedos optimos, ut faciam ex eis escas patri tuo, quibus libenter vescitur:
10 bring saa den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!«
quas cum intuleris, et comederit, benedicat tibi priusquam moriatur.
11 Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: »Se, min Broder Esau er haaret, jeg derimod glat;
Cui ille respondit: Nosti quod Esau frater meus homo pilosus sit, et ego lenis:
12 sæt nu, at min Fader føler paa mig, saa staar jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!«
si attrectaverit me pater meus, et senserit, timeo ne putet me sibi voluisse illudere, et inducat super me maledictionem pro benedictione.
13 Men hans Moder svarede: »Den Forbandelse tager jeg paa mig, min Søn, adlyd mig blot og gaa hen og hent mig dem!«
Ad quem mater: In me sit, ait, ista maledictio, fili mi: tantum audi vocem meam, et pergens affer quae dixi.
14 Saa gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
Abiit, et attulit, deditque matri. Paravit illa cibos, sicut velle noverat patrem illius.
15 Derpaa tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem paa;
Et vestibus Esau valde bonis, quas apud se habebat domi, induit eum:
16 Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte paa hans Hals,
pelliculasque hoedorum circumdedit manibus, et colli nuda protexit.
17 og saa gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.
Deditque pulmentum, et panes, quos coxerat, tradidit.
18 Saa bragte han det ind til sin Fader og sagde: »Fader!« Han svarede: »Ja! Hvem er du, min Søn?«
Quibus illatis, dixit: Pater mi? At ille respondit: Audio. Quis es tu fili mi?
19 Da svarede Jakob sin Fader: »Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!«
Dixitque Iacob: Ego sum primogenitus tuus Esau: feci sicut praecepisti mihi: surge, sede, et comede de venatione mea, ut benedicat mihi anima tua.
20 Men Isak sagde til sin Søn: »Hvor har du saa hurtigt kunnet finde noget, min Søn?« Han svarede: »Jo, HERREN din Gud sendte mig det i Møde!«
Rursumque Isaac ad filium suum: Quo modo, inquit, tam cito invenire potuisti, fili mi? Qui respondit: Voluntas Dei fuit ut cito occurreret mihi quod volebam:
21 Men Isak sagde til Jakob: »Kom hen til mig, min Søn, saa jeg kan føle paa dig, om du er min Søn Esau eller ej!«
Dixitque Isaac: Accede ad me, ut tangam te fili mi, et probem utrum tu sis filius meus Esau, an non.
22 Da traadte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt paa ham sagde Isak: »Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!«
Accessit ille ad patrem, et palpato eo, dixit Isaac: Vox quidem, vox Iacob est: sed manus, manus sunt Esau.
23 Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var haarede som hans Broder Esaus. Saa velsignede han ham.
Et non cognovit eum, quia pilosae manus similitudinem maioris expresserant. Benedicens ergo illi,
24 Og han sagde: »Du er altsaa virkelig min Søn Esau?« Han svarede: »Ja, jeg er!«
ait: Tu es filius meus Esau? Respondit: Ego sum.
25 Da sagde han: »Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!« Saa bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
At ille: Affer mihi, inquit, cibos de venatione tua, fili mi, ut benedicat tibi anima mea. Quos cum oblatos comedisset, obtulit ei etiam vinum. quo hausto,
26 Derpaa sagde hans Fader Isak til ham: »Kom hen til mig og kys mig, min Søn!«
dixit ad eum: Accede ad me, et da mihi osculum, fili mi.
27 Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Saa velsignede han ham og sagde: »Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
Accessit, et osculatus est eum. Statimque ut sensit vestimentorum illius fragrantiam, benedicens illi, ait: Ecce odor filii mei sicut odor agri pleni, cui benedixit Dominus.
28 Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!
Det tibi Deus de rore caeli, et de pinguedine terrae abundantiam frumenti et vini.
29 Maatte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!«
Et serviant tibi populi, et adorent te tribus: esto dominus fratrum tuorum, et incurventur ante te filii matris tuae. qui maledixerit tibi, sit ille maledictus: et qui benedixerit tibi, benedictionibus repleatur.
30 Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gaaet fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;
Vix Isaac sermonem impleverat: et egresso Iacob foras, venit Esau,
31 ogsaa han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og sagde: »Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!«
coctosque de venatione cibos intulit patri, dicens: Surge pater mi, et comede de venatione filii tui: ut benedicat mihi anima tua.
32 Saa sagde hans Fader Isak: »Hvem er du?« Og han svarede: »Jeg er Esau, din førstefødte!«
Dixitque illi Isaac: Quis enim es tu? Qui respondit: Ego sum filius tuus primogenitus Esau.
33 Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: »Men hvem var da han, der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!«
Expavit Isaac stupore vehementi: et ultra quam credi potest, admirans, ait: Quis igitur ille est qui dudum captam venationem attulit mihi, et comedi ex omnibus priusquam tu venires? benedixique ei, et erit benedictus.
34 Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: »Velsign dog ogsaa mig, Fader!«
Auditis Esau sermonibus patris, irrugiit clamore magno: et consternatus, ait: Benedic etiam et mihi, pater mi.
35 Men han sagde: »Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!«
Qui ait: Venit germanus tuus fraudulenter, et accepit benedictionem tuam.
36 Da sagde han: »Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han ogsaa taget min Velsignelse!« Og han sagde: »Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?«
At ille subiunxit: Iuste vocatum est nomen eius Iacob: supplantavit enim me en altera vice: primogenita mea ante tulit, et nunc secundo surripuit benedictionem meam. Rursumque ad patrem: Numquid non reservasti, ait, et mihi benedictionem?
37 Men Isak svarede: »Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Korn og Most har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?«
Respondit Isaac: Dominum tuum illum constitui, et omnes fratres eius servituti illius subiugavi: frumento et vino stabilivi eum, et tibi post haec, fili mi, ultra quid faciam?
38 Da sagde Esau til sin Fader: »Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign ogsaa mig, Fader!« Og Esau opløftede sin Røst og græd.
Cui Esau: Num unam, inquit, tantum benedictionem habes, pater? mihi quoque obsecro ut benedicas. Cumque eiulatu magno fleret,
39 Saa tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: »Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;
motus Isaac, dixit ad eum: In pinguedine terrae, et in rore caeli desuper
40 af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men naar du samler din Kraft, skal du sprænge hans Aag af din Hals!«
erit benedictio tua. Vives in gladio, et fratri tuo servies: tempusque veniet, cum excutias, et solvas iugum eius de cervicibus tuis.
41 Men Esau pønsede paa ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: »Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, saa vil jeg slaa min Broder Jakob ihjel!«
Oderat ergo semper Esau Iacob pro benedictione qua benedixerat ei pater: dixitque in corde suo: Venient dies luctus patris mei, et occidam Iacob fratrem meum.
42 Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: »Din Broder Esau vil hævne sig paa dig og slaa dig ihjel;
Nunciata sunt haec Rebeccae: quae mittens et vocans Iacob filium suum, dixit ad eum: Ecce Esau frater tuus minatur ut occidat te.
43 adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
Nunc ergo, fili mi, audi vocem meam, et consurgens fuge ad Laban fratrem meum in Haran:
44 og bliv saa hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
habitabisque cum eo dies paucos, donec requiescat furor fratris tui,
45 til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; saa skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge paa een Dag!«
et cesset indignatio eius, obliviscaturque eorum quae fecisti in eum: postea mittam, et adducam te inde huc. cur utroque orbabor filio in uno die?
46 Men Rebekka sagde til Isak: »Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig saadan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!«
Dixitque Rebecca ad Isaac: Taedet me vitae meae propter filias Heth: si acceperit Iacob uxorem de stirpe huius terrae, nolo vivere.
