1 Mosebog 24
1 Abraham var blevet gammel og til Aars, og HERREN havde velsignet ham i alle Maader.
Abraham teh a kumcue teh a matawng poung toe. BAWIPA ni Abraham teh hno pueng dawk yawhawi a poe.
2 Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: »Læg din Haand under min Lænd,
Abraham ni a san, a imthungkhu thung dawk kacue poung lah a tawn e naw pueng lathueng vah kâ ka tawn poung e koevah, pahren lahoi na kut hah ka phai rahak vah tat haw,
3 saa jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre, blandt hvem jeg bor,
kai teh ahnimouh rahak kho ka sak ei, Kanaan tanglanaw heh ka capa hane a yu lah lat hanh.
4 men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en Hustru derfra!«
Hateiteh, ka miphunnaw koe, ka hmaunawnghanaw e im dawk cet nateh ka capa Isak hanelah a yu na paluen pouh han telah ati.
5 Da sagde Trællen: »Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til Landet, skal jeg saa bringe din Søn tilbage til det Land, du vandrede ud fra?«
A san ni ahni koe, Napui ni hete ram dawk tho ngai hoehpawiteh, na capa heh na thonae ram dawkvah ka ceikhai han na maw, telah ati.
6 Abraham svarede: »Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil!
Abraham ni ahni koe, ka capa heh haw ceikhai hoeh nahanlah kâhruetcuet.
7 HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, saa du kan tage min Søn en Hustru derfra;
Hete ram heh na ca catounnaw ka poe han telah kai koe lawk ka kam, kalvan e BAWIPA Cathut ni apa im hoi ka tâconae ram dawk hoi na kalatkung ni na hmalah kalvantami a patoun vaiteh hote hmuen dawk e ka capa hanlah a yu na paluen pouh han.
8 men hvis Pigen ikke vil følge dig, saa er du løst fra Eden til mig; men i intet Tilfælde maa du bringe min Søn tilbage dertil!«
Hote napui ni kâbang ngai hoehpawiteh, kai koevah thoebonae dawk hoi nang teh na hlout han. Ka capa teh haw na cetkhai mahoeh telah atipouh.
9 Da lagde Trællen sin Haand under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden.
Hottelah a san ni a bawipa e a tangka vah a kut a ta teh, hote kong dawk thoe a kâbo.
10 Derpaa tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Haande kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig paa Vej til Nakors By i Aram-Naharajim.
A san ni a bawipa e kalauk thung dawk hoi hra touh a hrawi teh, a bawipa e hnokahawi phunkuep hah a sin teh a kamthaw. Hottelah a kamthaw teh Mesopotamia ram e Nahor kho lah a cei.
11 Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne gaar ud for at hente Vand;
Tangmin lah napuinaw tui do hanlah thonae tueng dawkvah, longkha teng e tuikhu koe a kalauknaw a kamkawn sak.
12 og han bad saaledes: »HERRE, du min Herre Abrahams Gud, lad det lykkes for mig i Dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!
Ahni ni, Oe BAWIPA Cathut, pahren lahoi sahnin vah, ka bawipa, Abraham koevah na lungmanae kamnuek sak nateh na kuep sak haw.
13 Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre gaar ud for at hente Vand;
Khenhaw! tuikhu koevah ka kangdue. Khothung e a canunaw hai tui do hanlah a tho awh toe.
14 og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at drikke! og siger saa hun: Drik kun, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din Tjener Isak; saaledes vil jeg kunne kende, at du har vist Miskundhed mod min Herre!«
Hettelah awm naseh, tangla koe pahren lahoi tui ka nei hanlah tuium hah patue sak haw, ka ti navah, ahni ni net leih, na kalauknaw a nei hanlah ka poe han telah ka tet e teh na san Isak hanlah na hmoun pouh e lah awm naseh. Hottelahoi ka bawipa koe lungmanae na kamnue sak tie hah ka panue thai han telah ati.
15 Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gaaende med Krukken paa Skulderen,
Hahoi, lawk koung a dei hoehnahlan vah, Abraham e a nawngha Nahor e a yu Milkah capa Bethuel canu Rebekah teh a loung dawk tuium thueng hoi a tho.
16 en saare smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.
Tangla teh a meihawipoung. Thoundoun ni a ikhai hoeh rae tanglakacuem lah ao. Tuikhu koe a cathuk teh tuium tui yikkawi a do hnukkhu, a takhang.
17 Da ilede Trællen hen til hende og sagde: »Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!«
Sanpa ni ahni kâhmo hanlah a yawng teh, pahren lahoi na tuium dawk e tui youn touh na pânei haw telah atipouh.
18 Hun svarede: »Drik, Herre!« og løftede straks Krukken ned paa sin Haand og lod ham drikke;
Napui ni net leih ka bawipa telah atipouh. Karang poung lah a tuium teh a loung dawk hoi a patue teh tui a pânei.
19 og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: »Jeg vil ogsaa øse Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst.«
Tui a pânei hnukkhu, na kalauknaw hanlah hai tui a boum awh hoehroukrak boutbout ka do han telah atipouh.
20 Saa skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og saaledes øste hun til alle hans Kameler.
Karang poung lah tui teh dokko dawk a hlun teh tui bout do hanlah tuikhu koe lah a cathuk teh kalauknaw pueng hanelah tui a do pouh.
21 Imidlertid stod Manden og saa tavs paa hende for at faa at vide, om HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;
Tongpa ni lawkkamuem hoi a khet teh, BAWIPA ni kahlawng ka ceinae a lam a kâko sak vaiteh akuep sak hoi kakuep sak hoeh hane panue hane a ngai dawk lawkkamuem lah ao.
22 og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbaand, der vejede ti Guldsekel, og satte dem paa hendes Arme;
Kalauknaw ni tui koung a nei awh hnukkhu vah, hnongpacap hoi sui kuthrawt sekel hra touh ka ri e hah a poe.
23 og han sagde til hende: »Sig mig, hvis Datter du er! Er der Plads til os i din Faders Hus for Natten?«
Ahni koevah, nang apie canu maw. Pahren lahoi na dei pouh haw. na Pa im dawk ka roe nahanlah rakhan ao han na ou, telah ati.
24 Hun svarede: »Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor; «
Napui ni ahni koevah, Milkah ni Nahor hanlah a khe pouh e Bethuel canu doeh telah atipouh.
25 og videre sagde hun: »Der er rigeligt baade af Straa og Foder hos os og Plads til at overnatte!«
Napui ni hothloilah, caphon hoi saring e rawca moi ka tawn awh. Roenae rakhan haiyah ka tawn awh telah ati.
26 Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
Hat toteh, a san ni a lûsaling teh BAWIPA hah a bawk.
27 idet han sagde: »Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud, som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! HERREN har ført mig paa Vejen til min Herres Broders Hus.«
Ahni ni, ka bawipa lathueng vah a lungmanae hoi hawinae ka pout thai hoeh e, ka bawipa Abraham e BAWIPA Cathut teh pholen lah awm naseh. Kai patenghai BAWIPA ni ka bawipa e a hmaunawnghanaw e im dawk na ceikhai tangngak telah ati.
28 Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus.
Tangla ni a yawng teh hno kaawmnaw hah a manu imthungkhu hah a dei pouh.
29 Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden;
Rebekah ni a thangroi a tawn. Ahnie min teh Laban doeh. Laban a tâco teh tuikhu koelah hote tongpa koevah a yawng.
30 og da han saa Næseringen og Armbaandene paa sin Søsters Arme og hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden;
Hahoi, hnongpacap hoi a tawncanu e a kut dawk e a buet e a hmu nah, tongpa ni hottelah na dei pouh telah a tawncanu ni a dei e a thai toteh, tongpa koevah a cei. Ahni teh tuikhu koe e kalauknaw rahak vah kangdout e hah a hmu.
31 og han sagde: »Kom, du HERRENS velsignede, hvorfor staar du herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne.«
Laban ni, BAWIPA ni yawhawi a poe e tho nateh, kaie im dawk luenh. Bangkongmaw alawilah na kangdue Bangkongtetpawiteh, im hoi kalauknaw hanlah hmuen teh koung ka rakueng toe telah atipouh.
32 Saa kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Straa og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere.
Tongpa ni imthung a kâen teh Laban ni kalauk van e hnonaw a patue pouh. Hahoi, kalauk hanlah caphon hoi rawca hah a poe teh, ama hoi a huinaw hanelah khok pâsu nahanlah tui a poe.
33 Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: »Jeg vil intet nyde, før jeg har røgtet mit Ærinde!« De svarede: »Sig frem!«
Ca hane rawca a hmalah a pâtoum pouh. Hateiteh, ahni ni, ka tho ngainae ka dei hoehroukrak ka cat mahoeh telah atipouh. Ahnimouh ni dei yawkaw telah atipouh.
34 Saa sagde han: »Jeg er Abrahams Træl.
Ahni ni kai teh Abraham e a san doeh.
35 HERREN har velsignet min Herre i rigt Maal, saa han er blevet en velstaaende Mand, og givet ham Smaakvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler;
BAWIPA ni ka bawipa teh yawhawi a poe dawk moi a tawnta. BAWIPA ni ahni koevah tunaw, maitonaw, tangka hoi sui, san napui tongpa, kalauknaw, lanaw hah a poe.
36 og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer.
Ka bawipa e a yu Sarah ni a matawng hnukkhu, capa buet touh a khe pouh teh a tawn e naw pueng teh ahni koevah a poe.
37 Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du maa ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;
Hahoi, ka bawipa ni ka onae Kanaan tanglanaw hah ka capa hanelah a yu lah na paluen pouh mahoeh.
38 Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra!
Ka im vah, ka hmaunawnghanaw koe cet nateh ka capa hanelah a yu paluen pouh telah lawk na kam sak.
39 Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig?
Ka bawipa koe napui ni kâbang ngai laipalah ao thai telah ka ti pouh.
40 svarede han: HERREN, for hvis Aasyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, saa du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;
Ahni ni kai koevah, a hmalah ouk ka onae BAWIPA ni a kalvantami nang koevah a patoun vaiteh, na ceinae koe a lamcawn sak han. Hottelah ka hmaunawnghanaw hoi apa imthungkhunaw koehoi ka capa hanlah a yu na paluen pouh.
41 i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig!
Ka hmaunawnghanaw koe na pha nah napui na poe ngai hoeh boipawiteh, hete lawkkamnae dawk hoi na hlout han telah ati.
42 Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg saaledes: HERRE, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg nu har for!
Sahnin vah tuikhu koe ka pha teh, Oe, ka bawipa Abraham e BAWIPA Cathut, ka ceinae koe a lam na cawn sak han pawiteh,
43 Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!
Tuikhu koevah ka kangdue teh tui do hanlah ka tho e tanglakacuem apipatet koe haiyah, pahren lahoi tuium dawk e tui youn touh na pânei haw telah ka ti navah,
44 og svarer saa hun: Drik selv, og jeg vil ogsaa øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min Herres Søn!
Napui ni kai koevah, net haw. Na kalauknaw hanlah tui ka do han telah a ka tet e tami teh, ka bawipa e a capa hanlah BAWIPA ni a hmoun e lah awm naseh telah ka ti.
45 Og knap var jeg færdig med at tale saaledes ved mig selv, se, da kom Rebekka med sin Krukke paa Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke!
Khenhaw! hottelah, ka lungthin hoi koung ka dei hoehnahlan vah, Rebekah teh tuium hoi a tho. Tuikhu koe a cathuk teh tui a do. Hahoi, ahni koevah, pahren lahoi tui na net sak haw telah ka ti.
46 løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke! Saa drak jeg, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke.
Ahni ni a loung dawk e tuium hah a patue teh tui net leih. Na kalauknaw hai tui pânei leih telah ati. Hatdawkvah, tui ka nei teh, kalauknaw tui a nei han haiyah a poe.
47 Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Saa satte jeg Ringen i hendes Næse og Armbaandene paa hendes Arme;
Kai ni nang apie canu maw telah ka pacei Ahni ni, Milkah ni a khe e Nahor e capa Bethuel e canu doeh telah ati. Hatdawkvah, a hnawng dawk hnongpacap ka bang pouh teh a kut dawk hai laikaw ka buet sak.
48 og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, saa jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!
Ka lûsaling laihoi BAWIPA hah ka bawk teh, ka bawipa Abraham e BAWIPA Cathut, ka bawipa e a nawngha e canu, a capa hane a yu paluen pouh hane lamkatang dawk na kahrawikung hah ka pholen.
49 Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, saa sig mig det, og hvis ikke, saa sig mig det, for at jeg kan have noget at rette mig efter!«
Atuvah ka bawipa lathueng vah lungmanae hoi lawkkatang na kamnue sak hanelah awm pawiteh, na dei pouh haw. Hottelah hoeh nakunghai, kai koe vah na dei pouh awh haw. Hat to doeh, avoilah hai, aranglah hai ka kamlang thai tih telah ati.
50 Da sagde Laban og Betuel: »Denne Sag kommer fra HERREN, vi kan hverken gøre fra eller til!
Laban hoi Bethuel ni a pathung teh hete hno heh BAWIPA koehoi ka tâcawt e doeh. Ahawi thoseh, a thoe thoseh ka dei thai a hoeh.
51 Der staar Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, saaledes som HERREN har sagt!«
Khenhaw! Rebekah teh na hmaitung doeh ao. Hrawi nateh cetkhaih. BAWIPA ni a dei tangcoung e patetlah na bawipa e a capa e a yu lah awm naseh, telah atipouh.
52 Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for HERREN.
Hahoi, Abraham e a sanpa ni ahnimae lawk a thai navah, talai a tabo teh BAWIPA hah a bawk.
53 Derpaa fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.
Hatdawkvah, Abraham e a sanpa ni kamthoupnae suingun hoi hnicu a rasa teh Rebekah hah a poe. A thangroi hoi a manu hai aphu kaawm e hno hah a poe.
54 Saa spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da de var staaet op næste Morgen, sagde han: »Lad mig nu fare til min Herre!«
Ahni hoi a huinaw teh a canei awh teh, hote tangmin teh a roe awh. Amom a thaw teh ka bawipa koe na cetsak awh, telah ati.
55 Men Rebekkas Broder og Moder svarede: »Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller saa, siden kan du drage bort!«
Hateiteh, a thangroi hoi a manu ni, napuica teh hnin dongdeng, hnin hra touh thung teh kaimouh koe awm sak ei, hahoi ka ceisak han telah atipouh awh.
56 Da sagde han til dem: »Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!«
Ahni ni ahnimouh koevah, na haw awh hanh leih. BAWIPA ni ka ceinae dawk a lamcawn sak e patetlah ka bawipa koevah ka ban thai nahanlah na cetsak awh.
57 De svarede; »Lad os kalde paa. Pigen og spørge hende selv!«
Ahnimouh ni, napuica kaw awh vaiteh, amae pahni ring awh ei sei telah ati awh.
58 Og de kaldte paa Rebekka og spurgte hende: »Vil du drage med denne Mand?« Hun svarede: »Ja, jeg vil!«
Rebekah hah a kaw awh teh, hete tongpa koe na cei han maw telah a pacei awh. Napui ni ka cei han telah ati.
59 Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere;
Hatdawkvah, a tawncanu Rebekah hoi kaawmkhai e, Abraham e a san hoi a hnukkâbang teh a ceisak awh.
60 og de velsignede Rebekka og sagde: »Maatte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og maatte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!«
Hahoi ahnimouh ni Rebekah, ka tawncanu, nang teh tami a thongsang e manu lah na awm naseh, Na ca catounnaw ni a tarannaw e longkhanaw hah uk awh naseh telah yawhawi a poe awh.
61 Saa brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig paa Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.
Rebekah ni a tho teh a sannunaw hoi kalauk van a kâcui teh tongpa hnuk a kâbang. Hahoi, Abraham e a san ni Rebekah hah a hrawi.
62 Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'er-lahaj-ro'i, og han boede i Sydlandet.
Isak teh Beerlahairoi koe lahoi a tho. Bangkongtetpawiteh, akalah kaawm e doeh.
63 Da han engang ved Aftenstid var gaaet ud paa Marken for at bede, saa han op og fik Øje paa nogle Kameler, der nærmede sig.
Tangminlasa vah Isak teh khopouk hanlah law lah a cei teh radoung teh a khet nah kalauk a tho e hah a hmu.
64 Men da Rebekka saa op og fik Øje paa Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen
Rebekah ni a khet teh Isak a hmu toteh, kalauk van hoi a kum.
65 og spurgte Trællen: »Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde paa Marken?« Trællen svarede: »Det er min Herre!« Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig.
Bangkongtetpawiteh, a san koevah, law dawkvah maimouh dawn hanlah ka tho e tami teh apimaw, telah yo a pacei toe. A san ni ka bawipa doeh telah atipouh. Hatdawkvah, minhmai ramuknae hni a la teh a minhmai hah a ramuk.
66 Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.
A san ni a sak e naw pueng Isak koevah a dei pouh.
67 Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Saaledes blev Isak trøstet efter sin Moder.
Isak ni Rebekah teh a manu Sarah e lukkareiim dawk a kâenkhai. A yu lah a coung teh a lungpataw. Hatdawkvah, a manu a due hnukkhu vah, Isak teh a lungmawng.
