1 Mosebog 2
1 Saaledes fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
Xundaⱪ ⱪilip asman bilǝn zemin, pütkül mǝwjudatliri bilǝn ⱪoxulup yaritilip boldi.
2 Paa den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede paa den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
Huda yǝttinqi künigiqǝ ⱪilidiƣan ixini tamamlidi. U yǝttinqi küni barliⱪ yaritix ixini tohtitip aram aldi.
3 og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi paa den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
Yǝttinqi küni Huda barliⱪ yaritix ixliridin aram alƣan kün bolƣanliⱪi üqün, xu künni bǝhtlik kün ⱪilip, uni «muⱪǝddǝs kün» dǝp bekitti.
4 Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN gjorde Jord og Himmel —
Pǝrwǝrdigar Huda zemin bilǝn asmanni yaratⱪan künidǝ, asman-zeminning yaritilix jǝryanining tarihliri mundaⱪ: —
5 dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske paa Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne paa Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
Zeminda tehi ⱨeq gül-giyaⱨ, yǝrdǝ ⱨeq otyax ünmigǝnidi; qünki Pǝrwǝrdigar Huda yǝr yüzigǝ ⱨɵl-yeƣin yaƣdurmiƣanidi, xundaⱪla yǝr teriydiƣan adǝmmu yoⱪ idi.
6 men en Taage vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade —
Lekin yǝrdin bulaⱪ süyi qiⱪip, tamam yǝr yüzini suƣardi.
7 da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsaande i hans Næsebor, saa at Mennesket blev et levende Væsen.
Andin Pǝrwǝrdigar Huda adǝmni yǝrning topisidin yasap, ⱨayatliⱪ nǝpǝsini uning burniƣa püwlidi; xuning bilǝn adǝm tirik bir jan boldi.
8 Derpaa plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet;
Andin keyin Pǝrwǝrdigar Huda mǝxriⱪ tǝrǝptǝ Erǝm degǝn jayda bir baƣ bina ⱪilip, yasiƣan adǝmni xu yǝrgǝ orunlaxturdi.
9 Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven, og Træet til Kundskab om godt og ondt.
Pǝrwǝrdigar Huda yǝrdin kɵzni ⱪamlaxturidiƣan qirayliⱪ, [mewiliri] yeyixlik ⱨǝrhil dǝrǝhni ündürdi; u yǝnǝ baƣning otturisida «ⱨayatliⱪ dǝrihi» wǝ «yahxi bilǝn yamanni bilgüzgüqi dǝrǝh»ni ündürdi.
10 Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme.
Baƣni suƣirixⱪa Erǝmdin bir dǝrya eⱪip qiⱪti; andin bɵlünüp, tɵt eⱪin boldi.
11 Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld
Birinqi eⱪinning nami Pixon bolup, altun qiⱪidiƣan pütkül Ⱨawilaⱨ zeminini aylinip ɵtidu.
12 og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
Bu yurtning altuni naⱨayiti esil idi; xu yǝrdǝ puraⱪliⱪ dewirⱪay bilǝn aⱪ ⱨeⱪiⱪmu qiⱪidu.
13 Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
Ikkinqi dǝryaning nami Giⱨon bolup, pütkül Kux zeminini aylinip ɵtidu.
14 Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat.
Üqinqi dǝryaning nami Dijlǝ bolup, Axurning xǝrⱪidin eⱪip ɵtidu, tɵtinqi dǝryaning nami Əfrat idi.
15 Derpaa tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den.
Pǝrwǝrdigar Huda adǝmni elip Erǝm beƣiƣa ixlǝp, pǝrwix ⱪilsun dǝp uni xu yǝrgǝ ⱪoyup ⱪoydi.
16 Men Gud HERREN bød Adam: »Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
Pǝrwǝrdigar Huda adǝmgǝ ǝmr ⱪilip: baƣdiki ⱨǝrbir dǝrǝh mewiliridin haliƣiningqǝ yǝ;
17 kun af Træet til Kundskab om godt og ondt maa du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!«
ǝmma «yahxi bilǝn yamanni bilgüzgüqi dǝrǝh»ning mewisidin yemigin; qünki uningdin yegǝn kününgdǝ jǝzmǝn ɵlisǝn, — dedi.
18 Derpaa sagde Gud HERREN: »Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!«
Andin Pǝrwǝrdigar Huda yǝnǝ sɵz ⱪilip: — Adǝmning yalƣuz turuxi yahxi ǝmǝs; Mǝn uningƣa mas kelidiƣan bir yardǝmqi ⱨǝmraⱨni yasap berǝy, — dedi.
19 Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
Pǝrwǝrdigar Huda tupraⱪtin daladiki barliⱪ janiwarlar bilǝn asmandiki ⱨǝmmǝ uqar-ⱪanatlarni yasiƣanidi; ularƣa adǝmning nemǝ dǝp at ⱪoyidiƣanliⱪini bilix üqün, U ularni adǝmning aldiƣa kǝltürdi. Adǝm ⱨǝrbir janiwarƣa nemǝ dǝp at ⱪoyƣan bolsa, uning eti xu bolup ⱪaldi.
20 Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne — men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham.
Bu tǝriⱪidǝ adǝm ⱨǝmmǝ mal-qarwilarƣa, asmandiki uqar-ⱪanatlarƣa wǝ daladiki ⱨǝrbir janiwarlarƣa at ⱪoydi; wǝⱨalǝnki, adǝm ɵzigǝ mas kelidiƣan ⱨeqbir yardǝmqi ⱨǝmraⱨ uqratmidi.
21 Saa lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
Xuning bilǝn Pǝrwǝrdigar Huda adǝmgǝ bir ⱪattiⱪ uyⱪu saldi; u uhlap ⱪaldi. U uhlawatⱪanda, U uning biⱪinidin bir az elip, andin uning ornini ǝt-gɵx bilǝn etip ⱪoydi.
22 og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.
Xuning bilǝn Pǝrwǝrdigar Huda adǝmning biⱪinidin alƣan xu ⱪisimdin bir ayalni yasap, uni adǝmning ⱪexiƣa ǝkǝldi.
23 Da sagde Adam: »Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!«
Adǝm’ata huxal bolup: — Mana bu sɵngǝklirimdiki sɵngǝk, etimdiki ǝt bolƣaq, «ayal» dǝp atalsun; qünki u ǝrdin elinƣandur, — dedi.
24 Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød.
Xuning üqün ǝr kixi ata-anisidin ayrilip, ɵz ayaliƣa baƣlinip bir bolup, ikkisi bir tǝn bolidu.
25 Og de var begge nøgne, baade Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.
Adǝm’ata bilǝn ayali ⱨǝr ikkisi yalingaq bolsimu, ⱨeq uyalmaytti.
