1 Mosebog 18
1 Siden aabenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren paa den hedeste Tid af Dagen.
Forsothe in the valei of Mambre the Lord apperide to Abraham, sittynge in the dore of his tabernacle, in thilke heete of the dai.
2 Da han saa op, fik han Øje paa tre Mænd, der stod foran ham. Saa snart han fik Øje paa dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden
And whanne he hadde reisid his iyen, thre men apperiden to hym, and stoden nyy hym. And whanne he hadde seyn hem, he ran fro the dore of his tabernacle in to the meting of hem, and he worschipide on erthe,
3 og sagde: »Herre, hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa gaa ikke din Træl forbi!
and seide, Lord, if Y haue founde grace in thin iyen, passe thou not thi seruaunt,
4 Lad der blive hentet lidt Vand, saa I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.
but I schal brynge a litil watir, and youre feet be waischid, and reste ye vndur the tre;
5 Saa vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre — da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!« De svarede: »Gør, som du siger!«
and Y schal sette a mussel of breed, and youre herte be coumfortid; aftirward ye schulen passe; for herfor ye bowiden to youre seruaunt. Whiche seiden, Do thou as thou hast spoke.
6 Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre Maal fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!«
Abraham hastide in to the tabernacle, to Sare, and seide to hir, Hast thou, meddle thou thre half buschelis of clene flour; and make thou looues bakun vndur aischis.
7 Saa ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
Forsothe he ran to the droue of beestis, and took therof a calf moost tendre and best, and yaf to a child, which hastide, and sethede the calfe;
8 Derpaa tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Haande under Træet, og de spiste.
and he took botere, and mylk, and the calf which he hadde sode, and settide bifore hem; forsothe Abraham stood bisidis hem vndur the tre.
9 Da sagde de til ham: »Hvor er din Hustru Sara?« Han svarede: »Inde i Teltet!«
And whanne thei hadden ete, thei seiden to hym, Where is Sare thi wijf? He answerde, Lo! sche is in the tabernacle.
10 Saa sagde han: »Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har din Hustru Sara en Søn!« Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;
To whom the Lord seide, Y schal turne ayen, and Y schal come to thee in this tyme, if Y lyue; and Sare, thi wijf, schal haue a sone. Whanne this was herd, Sare leiyede bihynde the dore of the tabernacle.
11 og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Aarene, og det ikke mere gik Sara paa Kvinders Vis,
Forsothe bothe weren olde, and of greet age, and wommans termes ceessiden to be maad to Sare.
12 lo hun ved sig selv og tænkte: »Skulde jeg virkelig føle Attraa, nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?«
And she leiyede, seiynge pryueli, after that Y wexede eld, and my lord is eld, schal Y yyue diligence to lust?
13 Da sagde HERREN til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn, nu jeg er gammel?
Forsothe the Lord seide to Abraham, Whi leiyeth Sare, thi wijf, seiynge, whether Y an eld womman schal bere child verili?
14 Skulde noget være umuligt for Herren? Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har Sara en Søn!«
whether ony thing is hard to God? Bi the biheeste Y schal turne ayen to thee in this same tyme, if Y lyue; and Sara schal haue a sone.
15 Men Sara nægtede og sagde: »Jeg lo ikke!« Thi hun frygtede. Men han sagde: »Jo, du lo!«
Sare was aferd for drede, and denyede, seiynge, Y leiyede not. Forsothe the Lord seide, It is not so, but thou leiyedist.
16 Saa brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem paa Vej.
Therfor whanne the men hadden risen fro thennus, thei dressiden the iyen ayens Sodom; and Abraham yede to gidre, ledynge hem forth.
17 Men HERREN sagde ved sig selv: »Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre,
And the Lord seide, Wher Y mowe hele fro Abraham what thingis Y schal do,
18 da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?
sithen he schal be in to a greet folk and moost strong, and alle naciouns of erthe schulen be blessid in hym?
19 Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal paalægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte paa HERRENS Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.«
For Y woot that Abraham schal comaunde hise children, and his hows after hym, that thei kepe the weie of the Lord, and that thei do riytfulnesse and dom, that the Lord bringe for Abraham alle thingis whiche he spak to Abraham.
20 Da sagde HERREN: »Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er saare svar.
And so the Lord seide, The cry of men of Sodom and of men of Gomorre is multiplied, and her synne is agreggid greetli; Y schal come doun,
21 Derfor vil jeg stige ned og se, om de virkelig har handlet saa galt, som det lyder til efter Skriget over dem, der har naaet mig — derom vil jeg have Vished!«
and schal se whether thei han fillid in werk the cry that cam to me, that Y wite whether it is not so.
22 Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev staaende foran Abraham.
And thei turneden han fro thennus, and yeden to Sodom. Abraham sotheli stood yit bifore the Lord,
23 Og Abraham traadte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?
and neiyede, and seide, Whether thou schalt leese a iust man with the wickid man?
24 Maaske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
if fifti iust men ben in the citee, schulen thei perische togidere, and schalt thou not spare that place for fifti iust men, if thei ben ther ynne?
25 Det være langt fra dig at handle saaledes: at ihjelslaa retfærdige sammen med gudløse, saa de retfærdige faar samme Skæbne som de gudløse — det være langt fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?«
Fer be it fro thee that thou do this thing, and sle a iust man with a wickid man, and that a iust man be maad as a wickid man; this is not thin that demest al erthe; thou schalt not make this doom.
26 Da sagde HERREN: »Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!«
And the Lord seide to him, If Y schal fynde in Sodom fifti iust men in the myddis of the citee, Y schal foryyue to al the place for hem.
27 Men Abraham tog igen til Orde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
Abraham answerde and seide, For Y bigan onys, Y schal speke to my Lord, sithen Y am dust and aische;
28 Maaske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige — vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?« Han svarede: »Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den.«
what if lesse than fifti iust men bi fyue ben, schalt thou do a wey al the cite for fyue and fourti? And the Lord seide, Y schal not do a wei, if I schal fynde fyue and fourti there.
29 Men han blev ved at tale til ham: »Maaske findes der fyrretyve i den!« Han svarede: »For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være.«
And eft Abraham seide to hym, But if fourti ben there, what schalt thou do? The Lord seide, Y schal not smyte for fourti.
30 Men han sagde: »Min Herre maa ikke blive vred, men lad mig tale: Maaske findes der tredive i den!« Han svarede: »Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den.«
Abraham seide, Lord, Y biseche, take thou not to indignacioun, if Y speke; what if thretti be foundun there? The Lord answerde, Y schal not do, if Y schal fynde thretti there.
31 Men han sagde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre: Maaske findes de tyve i den!« Han svarede: »For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.«
Abraham seide, For Y bigan onys, Y schal speke to my Lord; what if twenti be foundun there? The Lord seide, Y schal not sle for twenti.
32 Men han sagde: »Min Herre maa ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; maaske findes der ti i den!« Han svarede: »For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.«
Abraham seide, Lord, Y biseche, be thou not wrooth, if Y speke yit onys; what if ten be founden there? The Lord seide, Y schal not do a wey for ten.
33 Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.
The Lord yede forth, after that he ceesside to speke to Abraham, and Abraham turnede ayen in to his place.
