1 Mosebog 11
1 Hele Menneskeheden havde eet Tungemaal og samme Sprog.
Erat autem terra labii unius, et sermonum eorumdem.
2 Da de nu drog østerpaa, traf de paa en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.
Cumque proficiscerentur de oriente, invenerunt campum in terra Sennaar, et habitaverunt in eo.
3 Da sagde de til hverandre: »Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!« De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
Dixitque alter ad proximum suum: Venite, faciamus lateres, et coquamus eos igni. Habueruntque lateres pro saxis, et bitumen pro cæmento:
4 Derpaa sagde de: »Kom, lad os bygge os en By og et Taarn, hvis Top naar til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!«
et dixerunt: Venite, faciamus nobis civitatem et turrim, cujus culmen pertingat ad cælum: et celebremus nomen nostrum antequam dividamur in universas terras.
5 Men HERREN steg ned for at se Byen og Taarnet, som Menneskebørnene byggede,
Descendit autem Dominus ut videret civitatem et turrim, quam ædificabant filii Adam,
6 og han sagde: »Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemaal; og naar de nu først er begyndt saaledes, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;
et dixit: Ecce, unus est populus, et unum labium omnibus: cœperuntque hoc facere, nec desistent a cogitationibus suis, donec eas opere compleant.
7 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemaal der, saa de ikke forstaar hverandres Tungemaal!«
Venite igitur, descendamus, et confundamus ibi linguam eorum, ut non audiat unusquisque vocem proximi sui.
8 Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.
Atque ita divisit eos Dominus ex illo loco in universas terras, et cessaverunt ædificare civitatem.
9 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemaal, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.
Et idcirco vocatum est nomen ejus Babel, quia ibi confusum est labium universæ terræ: et inde dispersit eos Dominus super faciem cunctarum regionum.
10 Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 Aar gammel, avlede han Arpaksjad, to Aar efter Vandfloden;
Hæ sunt generationes Sem: Sem erat centum annorum quando genuit Arphaxad, biennio post diluvium.
11 og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Sem, postquam genuit Arphaxad, quingentis annis: et genuit filios et filias.
12 Da Arpaksjad havde levet 35 Aar, avlede han Sjela;
Porro Arphaxad vixit triginta quinque annis, et genuit Sale.
13 og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Arphaxad, postquam genuit Sale, trecentis tribus annis: et genuit filios et filias.
14 Da Sjela havde levet 30 Aar, avlede han Eber;
Sale quoque vixit triginta annis, et genuit Heber.
15 og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Sale, postquam genuit Heber, quadringentis tribus annis: et genuit filios et filias.
16 Da Eber havde levet 34 Aar, avlede han Peleg;
Vixit autem Heber triginta quatuor annis, et genuit Phaleg.
17 og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Et vixit Heber postquam genuit Phaleg, quadringentis triginta annis: et genuit filios et filias.
18 Da Peleg havde levet 30 Aar, avlede han Re'u;
Vixit quoque Phaleg triginta annis, et genuit Reu.
19 og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Phaleg, postquam genuit Reu, ducentis novem annis: et genuit filios et filias.
20 Da Re'u havde levet 32 Aar, avlede han Serug;
Vixit autem Reu triginta duobus annis, et genuit Sarug.
21 og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixit quoque Reu, postquam genuit Sarug, ducentis septem annis: et genuit filios et filias.
22 Da Serug havde levet 30 Aar, avlede han Nakor;
Vixit vero Sarug triginta annis, et genuit Nachor.
23 og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Sarug, postquam genuit Nachor, ducentis annis: et genuit filios et filias.
24 Da Nakor havde levet 29 Aar, avlede han Tara;
Vixit autem Nachor viginti novem annis, et genuit Thare.
25 og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Vixitque Nachor, postquam genuit Thare, centum decem et novem annis: et genuit filios et filias.
26 Da Tara havde levet 70 Aar, avlede han Abram, Nakor og Haran.
Vixitque Thare septuaginta annis, et genuit Abram, et Nachor, et Aran.
27 Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nakor og Haran. Haran avlede Lot.
Hæ sunt autem generationes Thare: Thare genuit Abram, Nachor et Aran. Porro Aran genuit Lot.
28 Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim.
Mortuusque est Aran ante Thare patrem suum, in terra nativitatis suæ, in Ur Chaldæorum.
29 Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
Duxerunt autem Abram et Nachor uxores: nomen uxoris Abram, Sarai: et nomen uxoris Nachor, Melcha filia Aran, patris Melchæ, et patris Jeschæ.
30 Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
Erat autem Sarai sterilis, nec habebat liberos.
31 Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der.
Tulit itaque Thare Abram filium suum, et Lot filium Aran, filium filii sui, et Sarai nurum suam, uxorem Abram filii sui, et eduxit eos de Ur Chaldæorum, ut irent in terram Chanaan: veneruntque usque Haran, et habitaverunt ibi.
32 Taras Levetid var 205 Aar; og Tara døde i Karan.
Et facti sunt dies Thare ducentorum quinque annorum, et mortuus est in Haran.
