1 Mosebog 11
1 Hele Menneskeheden havde eet Tungemaal og samme Sprog.
Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog.
2 Da de nu drog østerpaa, traf de paa en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.
Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der.
3 Da sagde de til hverandre: »Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!« De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk.
4 Derpaa sagde de: »Kom, lad os bygge os en By og et Taarn, hvis Top naar til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!«
Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden.
5 Men HERREN steg ned for at se Byen og Taarnet, som Menneskebørnene byggede,
Da nedfor Herren for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede.
6 og han sagde: »Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemaal; og naar de nu først er begyndt saaledes, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;
Og Herren sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet Tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre.
7 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemaal der, saa de ikke forstaar hverandres Tungemaal!«
Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal.
8 Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.
Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden.
9 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemaal, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.
Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
10 Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 Aar gammel, avlede han Arpaksjad, to Aar efter Vandfloden;
Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden.
11 og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
12 Da Arpaksjad havde levet 35 Aar, avlede han Sjela;
Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala.
13 og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
14 Da Sjela havde levet 30 Aar, avlede han Eber;
Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber.
15 og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
16 Da Eber havde levet 34 Aar, avlede han Peleg;
Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg.
17 og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre.
18 Da Peleg havde levet 30 Aar, avlede han Re'u;
Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu.
19 og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre.
20 Da Re'u havde levet 32 Aar, avlede han Serug;
Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug.
21 og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre.
22 Da Serug havde levet 30 Aar, avlede han Nakor;
Og Serug levede tredive Aar og avlede Nakor.
23 og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
24 Da Nakor havde levet 29 Aar, avlede han Tara;
Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara.
25 og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 Aar og avlede Sønner og Døtre.
Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre.
26 Da Tara havde levet 70 Aar, avlede han Abram, Nakor og Haran.
Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran.
27 Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nakor og Haran. Haran avlede Lot.
Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot.
28 Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim.
Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa.
29 Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
Og Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska.
30 Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn.
31 Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der.
Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde, som var Abrams, hans Søns Hustru, og de droge ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der.
32 Taras Levetid var 205 Aar; og Tara døde i Karan.
Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.
