Ezekiel 3
1 Saa sagde han til mig: »Menneskesøn, slug hvad du her har for dig, slug denne Bogrulle og gaa saa hen og tal til Israels Hus!«
Wǝ U manga: — I insan oƣli, erixkiningni yegin; bu yazmini yǝp, berip Israil jǝmǝtigǝ sɵz ⱪilƣin, dedi.
2 Saa aabnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen
Xuning bilǝn mǝn aƣzimni aqtim, U manga yazmini yegüzdi.
3 og sagde til mig: »Menneskesøn! Lad din Bug fortære den Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!« Og jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.
U manga: — I insan oƣli, ⱪorsiⱪingni toⱪ ⱪilip, iqi-baƣringni Mǝn sanga bǝrgǝn bu oram yazma bilǝn toldurƣin, — dedi. Xuning bilǝn mǝn yedim, aƣzimda u ⱨǝsǝldǝk tatliⱪ idi.
4 Saa sagde han til mig: »Menneskesøn, gaa til Israels Hus og tal mine Ord til dem!
Wǝ U manga mundaⱪ dedi: «I insan oƣli, barƣin, Israil jǝmǝtigǝ barƣin, Mening sɵzlirimni ularƣa yǝtküzgin.
5 Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Maal og tungt Mæle,
Qünki sǝn ƣǝyriy yeziⱪtiki yaki tili tǝs bir ǝlgǝ ǝmǝs, bǝlki Israil jǝmǝtigǝ ǝwǝtilding;
6 ikke til mange Haande Folkeslag med dybt Maal og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig.
— ƣǝyriy yeziⱪtiki ⱨǝm tili tǝs, sɵzlirini qüxǝngili bolmaydiƣan kɵp ǝllǝrgǝ ǝwǝtilmiding; Mǝn seni xularƣa ǝtǝtkǝn bolsam, ular sanga ⱪulaⱪ salatti!
7 Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels Hus har haarde Pander og stive Hjerter.
Biraⱪ Israil jǝmǝti sanga ⱪulaⱪ salmaydu, qünki ularning ⱨeqbiri Manga ⱪulaⱪ selixni halimaydu; qünki pütün Israil jǝmǝtining ⱪapiⱪi tong wǝ kɵngli ⱪattiⱪtur.
8 Se, jeg gør dit Ansigt haardt som deres Ansigter og din Pande haard som deres Pander;
Mana, Mǝn yüzüngni ularning yüzlirigǝ ⱪarxi taxtǝk, wǝ sening pexanǝngni ularning pexaniliriƣa ⱪarxi taxtǝk ⱪildim.
9 som Diamant, haardere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt!«
Bǝrⱨǝⱪ, sening pexanǝngni qaⱪmaⱪ texidin ⱪattiⱪ, ⱨǝtta almastǝk ⱪildim. Ulardin ⱪorⱪma, wǝ ular tüpǝylidin dǝkkǝ-dükkigǝ qüxmǝ; qünki ular asiy bir jǝmǝttur».
10 Videre sagde han til mig: »Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine Ører;
Wǝ U manga: — I insan oƣli, Mening sanga eytmaⱪqi bolƣan ⱨǝmmǝ sɵzlirimni kɵnglünggǝ püküp ⱪoyƣin, ularni kɵngül ⱪoyup angliƣin.
11 og gaa saa hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og sig: Saa siger den Herre HERREN! — hvad enten de saa hører eller ej!«
Wǝ ⱨazir barƣin, sürgün bolƣanlarƣa, yǝni ɵz elingdikilǝrgǝ sɵz ⱪil, ular anglisun, anglimisun ularƣa: «Rǝb Pǝrwǝrdigar xundaⱪ dǝydu!» — degin! — dedi.
12 Saa løftede Aanden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt Jordskælv, da HERRENS Herlighed hævede sig fra sit Sted,
Xuning bilǝn Roⱨ meni kɵtürdi, mǝn arⱪamdin zor xarⱪiriƣan bir awazni anglidim — «Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripigǝ tǝxǝkkür-mǝdⱨiyǝ ɵz jaylirida oⱪulsun!» —
13 og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet.
— Ⱨayat mǝhluⱪlarning ⱪanatlirining bir-birigǝ tegixkǝn awazi, wǝ ularning yenidiki qaⱪlarning awazliri bǝⱨǝywǝt xarⱪiraⱪ bir sada idi.
14 Og Aanden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i Hu, idet HERRENS Haand var over mig med Vælde.
Wǝ Roⱨ meni kɵtürüp, yiraⱪⱪa apardi; wǝ mǝn ⱪattiⱪ azab, roⱨimdiki ƣǝzǝp bilǝn bardim, wǝ Pǝrwǝrdigarning ⱪoli mening wujudumda küqlük idi.
15 Saa kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede hen for mig.
Xuning bilǝn mǝn Tǝl-Abib xǝⱨiridǝ sürgün bolƣanlar, yǝni Kewar dǝryasi boyida turƣanlarning yeniƣa yetip kǝldim; mǝn ular turƣan jayda olturdum; ularning arisida yǝttǝ kün ⱨang-tang ⱪetip olturdum.
16 Syv Dage senere kom HERRENS Ord til mig saaledes:
Mana yǝttǝ kün toxup, Pǝrwǝrdigarning sɵzi manga kelip mundaⱪ deyildi: —
17 Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.
«I insan oƣli, Mǝn seni Israil jǝmǝti üqün kɵzǝtqi ⱪilip tiklidim; sǝn Mening aƣzimdin sɵzni anglap, ularƣa Mǝndin bolƣan agaⱨni yǝtküzgin.
18 Naar jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og du ikke advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse Vej, saa skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.
Mǝn rǝzillǝrgǝ: «Sǝn jǝzmǝn ɵlisǝn» — desǝm, biraⱪ sǝn uni agaⱨlandurmisang — yǝni bu rǝzil adǝmni ⱨayatⱪa erixsun dǝp rǝzil yolidin yandurup, uni ⱨayatⱪa erixsun dǝp agaⱨlandurmisang, xu rǝzil adǝm ɵz ⱪǝbiⱨlikidǝ ɵlidu; biraⱪ Mǝn uning ⱪeni üqün sǝndin ⱨesab alimǝn.
19 Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin Gudløshed og sin Vej, saa skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl.
Biraⱪ sǝn axu rǝzil adǝmni agaⱨlandursangmu, u rǝzillikidin, yǝni ɵz rǝzil yolidin yanmisa, u ɵz ⱪǝbiⱨlikidǝ ɵlidu; lekin sǝn ɵz jeningni ⱪutⱪuzup ⱪalisǝn.
20 Og naar en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for ham, saa han dør, og du ikke har advaret ham, saa dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.
Yaki bolmisa bir ⱨǝⱪⱪaniy adǝm ɵz ⱨǝⱪⱪaniyliⱪidin yenip, ⱪǝbiⱨlik ⱪilidiƣan bolsa, uning aldiƣa qomaⱪ salsam, u ɵlidu; qünki sǝn uni agaⱨlandurmiding, u ɵz gunaⱨida ɵlidu, wǝ u ⱪilƣan ⱨǝⱪⱪaniy ixlar ǝslǝnmǝydu; biraⱪ uning ⱪeni üqün sǝndin ⱨesab alimǝn.
21 Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, saa skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din Sjæl.
Wǝ ǝgǝr sǝn ⱨǝⱪⱪaniy adǝmni gunaⱨ sadir ⱪilma dǝp agaⱨlandurup tursang, wǝ u gunaⱨ sadir ⱪilmisa, u qaƣda u jǝzmǝn ⱨayat ⱪalidu, qünki u agaⱨⱪa kɵngül ⱪoydi; xuning bilǝn sǝn ɵz jeningni ⱪutⱪuzup ⱪalisǝn».
22 Siden kom HERRENS Haand over mig der, og han sagde til mig: »Staa op og gaa ud i Dalen, der vil jeg tale med dig!«
Wǝ Pǝrwǝrdigarning ⱪoli mening wujudumda turatti; U manga: — Ornungdin tur, tüzlǝnglikkǝ barƣin, Mǝn xu yǝrdǝ sǝn bilǝn sɵzliximǝn, — dedi.
23 Saa stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENS Herlighed, som jeg havde set den ved Floden Kebar. Da faldt jeg paa mit Ansigt.
Xuning bilǝn mǝn ornumdin turup, tüzlǝnglikkǝ qiⱪtim; wǝ mana, mǝn Kewar dǝryasi boyida turup kɵrgǝn xan-xǝrǝptǝk, Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripi xu yǝrdǝ turatti; kɵrüpla mǝn düm yiⱪildim.
24 Men Aanden kom i mig og rejste mig paa mine Fødder. Saa talede han til mig og sagde: Gaa hjem og luk dig inde i dit Hus!
Wǝ Roⱨ iqimgǝ kirip meni tik turƣuzdi; U manga sɵz ⱪilip mundaⱪ dedi: — «Barƣin, ɵygǝ kirip ɵzüngni bǝnd ⱪilƣin.
25 Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Baand paa dig og binde dig, saa du ikke kan gaa ud iblandt dem;
Wǝ sǝn, i insan oƣli, mana, ular arƣamqilarni üstünggǝ selip, ular bilǝn seni baƣlaydu; buning bilǝn sǝn talaƣa qiⱪalmay, ǝl-yurt iqigǝ ⱨeq kirǝlmǝysǝn.
26 og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, saa du bliver stum og ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt.
Xundaⱪla ularƣa tǝnbiⱨ bǝrgüqi bolmasliⱪing üqün, Mǝn seni gaqa ⱪilip, tilingni tangliyingƣa qaplaxturimǝn; qünki ular asiy bir jǝmǝttur.
27 Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre HERREN! Saa faar den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, faar lade være; thi de er en genstridig Slægt.
Wǝ Mǝn sǝn bilǝn sɵzlǝxkinimdǝ, aƣzingni eqip, sǝn ularƣa: «Rǝb Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu!» dǝysǝn; kim anglaymǝn desǝ anglisun, kim anglimaymǝn desǝ anglimisun; qünki ular asiy bir jǝmǝttur.
