Ezekiel 3

1 Saa sagde han til mig: »Menneskesøn, slug hvad du her har for dig, slug denne Bogrulle og gaa saa hen og tal til Israels Hus!«

Et Il me dit: Fils de l'homme, mange ce que tu trouves devant toi; mange ce volume, et t'en va parler à la maison d'Israël.

2 Saa aabnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen

Et j'ouvris la bouche, et Il me donna ce volume à manger.

3 og sagde til mig: »Menneskesøn! Lad din Bug fortære den Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!« Og jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.

Et Il me dit: Fils de l'homme, nourris ton ventre et remplis tes entrailles de ce volume que je te présente. Et je le mangeai, et il avait dans ma bouche la douceur du miel.

4 Saa sagde han til mig: »Menneskesøn, gaa til Israels Hus og tal mine Ord til dem!

Et Il me dit: Fils de l'homme, marche et va vers la maison d'Israël, et parle-leur en prenant mes paroles!

5 Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Maal og tungt Mæle,

Car ce n'est point vers un peuple au langage obscur, à la langue inintelligible, que tu es envoyé, c'est à la maison d'Israël;

6 ikke til mange Haande Folkeslag med dybt Maal og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig.

ce n'est pas à des peuples nombreux au langage obscur, à la langue inintelligible, dont tu ne comprends pas les discours: assurément si je t'envoyais à eux, ils t'écouteraient.

7 Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels Hus har haarde Pander og stive Hjerter.

Mais la maison d'Israël ne voudra pas t'écouter, car ils n'ont pas la volonté de m'écouter. Car toute la maison d'Israël a le front insensible et le cœur endurci.

8 Se, jeg gør dit Ansigt haardt som deres Ansigter og din Pande haard som deres Pander;

Voici, j'ai endurci ton visage, pour faire face à leur visage, et j'ai endurci ton front, pour faire face à leur front.

9 som Diamant, haardere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt!«

J'ai rendu ton front comme le diamant, plus dur que le roc. N'aie point peur d'eux, et ne tremble point devant eux, car ils sont une race réfractaire.

10 Videre sagde han til mig: »Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine Ører;

Et Il me dit: Fils de l'homme, reçois dans ton cœur toutes mes paroles que je t'adresse, et écoute-les de tes oreilles.

11 og gaa saa hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og sig: Saa siger den Herre HERREN! — hvad enten de saa hører eller ej!«

Ainsi, marche et va vers les captifs, vers les enfants de ton peuple, parle-leur et dis-leur: « Ainsi parle le Seigneur, l'Éternel: » qu'ils écoutent ou qu'ils s'y refusent.

12 Saa løftede Aanden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt Jordskælv, da HERRENS Herlighed hævede sig fra sit Sted,

Et l'Esprit me souleva, et j'entendis derrière moi le bruit d'une grande rumeur: « Bénie soit la majesté de l'Éternel depuis sa demeure! »

13 og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet.

et le bruit des ailes des animaux qui s'entre-heurtaient, et le bruit des roues à leurs côtés, et le bruit d'une grande rumeur.

14 Og Aanden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i Hu, idet HERRENS Haand var over mig med Vælde.

Et l'Esprit me souleva et m'emporta. Et je m'en allai irrité dans l'amertume de mon âme; mais la main de l'Éternel agissait sur moi avec puissance.

15 Saa kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede hen for mig.

Et j'arrivai auprès des captifs à Thel-Abib, habitant près du fleuve Chébar, et je m'arrêtai où ils demeuraient, et je demeurai là sept jours, éperdu au milieu d'eux.

16 Syv Dage senere kom HERRENS Ord til mig saaledes:

Et au bout des sept jours, la parole de l'Éternel me fut adressée en ces mots:

17 Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.

Fils de l'homme, je t'ai établi sentinelle sur la maison d'Israël, et de ma bouche tu entendras la parole, et tu les avertiras de par moi.

18 Naar jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og du ikke advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse Vej, saa skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.

Quand j'aurai dit à l'impie: Tu mourras! et que tu ne l'avertisses pas, et ne parles pas pour détourner l'impie de sa voie impie, afin qu'il vive, cet impie mourra de son péché; mais je te redemanderai son sang.

19 Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin Gudløshed og sin Vej, saa skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl.

Mais si tu as averti l'impie, et qu'il ne revienne pas de son impiété et de sa voie impie, il mourra de son péché: mais toi tu auras sauvé ton âme.

20 Og naar en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for ham, saa han dør, og du ikke har advaret ham, saa dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.

Que si un juste se détourne de sa justice et fait le mal, alors je mettrai devant lui un piège qui le fera tomber, et il mourra. Si tu ne l'as pas averti, il mourra de son péché, et il ne sera tenu aucun compte de la justice qu'il a pratiquée; mais je te redemanderai son sang.

21 Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, saa skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din Sjæl.

Mais si tu as averti le juste de ne pas pécher, et que ce juste ne pèche pas, il aura la vie, parce qu'il se sera laissé avertir, et toi, tu auras sauvé ton âme.

22 Siden kom HERRENS Haand over mig der, og han sagde til mig: »Staa op og gaa ud i Dalen, der vil jeg tale med dig!«

Là encore la main de l'Éternel se posa sur moi et Il me dit: Lève-toi, sors et va dans la vallée, et là je te parlerai.

23 Saa stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENS Herlighed, som jeg havde set den ved Floden Kebar. Da faldt jeg paa mit Ansigt.

Et m'étant levé je sortis et allai dans la vallée, et voici, la gloire de l'Éternel m'y apparut, telle que la gloire que j'avais vue près du fleuve Chébar, et je tombai la face contre terre.

24 Men Aanden kom i mig og rejste mig paa mine Fødder. Saa talede han til mig og sagde: Gaa hjem og luk dig inde i dit Hus!

Et l'Esprit me pénétra et me dressa sur mes pieds. Puis Il me parla et me dit: Va et te renferme dans ta maison!

25 Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Baand paa dig og binde dig, saa du ikke kan gaa ud iblandt dem;

Quant à toi, fils de l'homme, voici, on te mettra des chaînes, et on t'en liera, et tu ne pourras te montrer parmi eux.

26 og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, saa du bliver stum og ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt.

Et j'attacherai ta langue à ton palais, et tu seras muet et ne seras point pour eux un censeur, car ils sont une race réfractaire.

27 Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre HERREN! Saa faar den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, faar lade være; thi de er en genstridig Slægt.

Mais quand je t'adresserai la parole, je t'ouvrirai la bouche, pour que tu leur dises: Ainsi parle le Seigneur, l'Éternel. Que celui qui voudra écouter, écoute, et que celui qui n'en voudra rien faire, n'en fasse rien; car ils sont une race réfractaire.