Ezekiel 17
1 HERRENS Ord kom til mig saaledes:
Angraeng ih lok kai khaeah angzoh,
2 Menneskesøn, fremsæt en Gaade og tal i Lignelse til Israels Slægt;
kami capa, hmuen patahhaih maeto sah ah loe, Israel imthung takoh khaeah patahhaih lok to thui ah,
3 sig: Saa siger den Herre HERREN: Den store Ørn med vældigt Vingefang, lange Vinger, tæt Fjederham og brogede Farver kom til Libanon og tog Cederens Top;
nihcae khaeah, Angraeng Sithaw mah, Pakhraeh tha kaom parai, pakhraeh kasawk, amui kapop, rong congca kaom tahmu maeto loe Lebanon ah angzoh moe, Sidar thing tanghang to a koeng;
4 Spidsen af dens Skud brød den af, bragte den til et Kræmmerland og satte den i en Handelsby.
anih loe kasang koek tadok to takoih moe, hmuenmae zawhhaih prae ah azawk haih, hmuenmae zawhhaih vangpui ah a thling.
5 Saa tog den en Plante der i Landet og plantede den i en Sædemark ved rigeligt Vand ...,
Prae thung ih amuu to a lak moe, kahoih long ah et pacoengah, kapop tui taeng ih akung baktiah a ohsak.
6 for at den skulde vokse og blive en yppig, lavstammet Vinstok, hvis Ranker skulde vende sig til den, og hvis Rødder skulde blive under den. Og den blev en Vinstok, som skød Grene og bredte sine Kviste.
Amprawk moe, a qoeng tahang pacoengah, kahnaem ah amzam misurkung ah angcoeng, tanghangnawk loe tahmu angmah ohhaih bangah angqoi o, toe a ohhaih tlim ah tangzun to sak pongah, misurkung ah angcoeng, tanghangnawk to cawnh moe, tadok tacawt o.
7 Men der var en anden stor Ørn med vældigt Vingefang og rig Fjederham; og se, Vinstokken bøjede sine Rødder imod den og strakte sine Ranker hen til den, for at den skulde give den mere Vand end Bedet, den stod i.
Toe to ahmuen ah amui kapop, pakhraeh thacak, kalen parai kalah tahmu maeto oh toeng; khenah, misurkung loe angmah ahmuen ah tahmu khae hoi tui hak thai hanah, anih ohhaih bangah tangzun to caeh moe, tanghangnawk doeh anih ohhaih bangah amzam.
8 Paa en frugtbar Mark ved rigeligt Vand var den plantet for at skyde Grene, bære Frugt og blive en herlig Vinstok.
Tanghangnawk to tacawt moe, athaih pacoengah, kahoih parai misurkung ah angcoeng thai hanah, kahoih long hoi tui pophaih ahmuen ah a thling, tiah thui paeh, tiah ang naa.
9 Sig derfor: Saa siger den Herre HERREN: Mon det lykkes den? Mon den første Ørn ikke rykker dens Rødder op og afriver dens Frugt, saa alle de friske Skud tørres hen? Der skal jo ingen kraftig Arm eller mange Folk til at rive den løs fra Roden.
Nihcae khaeah, Angraeng Sithaw mah, To baktih misurkung loe hoih tangtang tih maw? Anih mah tangzun to aphong ueloe, athai pakhrik boih pacoengah, misurkung loe azaem ving mak ai maw? Aqamnawk zai boih moe, tangzunnawk aphong pacoengah loe, vah hanah thacak kami hoi kami pop angai mak ai boeh.
10 Se, den er plantet, men mon det lykkes den? Mon den ikke, saa snart Østenvinden naar den, hentørres i Bedet, den voksede i?
Ue, khenah, misurkung to thling let cadoeh hoih tang tih maw? Ni angzae bang ih takhi mah hmuh naah azaem ving mak ai maw? Anih loe amprawkhaih ahmuen ah azaem ving tih, tiah thui paeh, tiah ang naa.
11 Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:
To pacoengah Angraeng ih lok kai khaeah angzoh,
12 Sig til den genstridige Slægt: Ved I ikke, hvad dette betyder? Sig: Babels Konge kom til Jerusalem, tog Kongen og Fyrsterne og førte dem med hjem til Babel.
laisaep karah imthung takoh khaeah, Hae hmuennawk thuikoehhaih hae na panoek ai maw? tiah thui paeh. Nihcae khaeah, Khenah, Babylon siangpahrang loe Jerusalem ah caeh moe, Judah siangpahrang hoi angraengnawk to naeh pacoengah, Babylon ah caeh haih ving;
13 Derpaa tog han en Ætling af Kongehuset og sluttede Pagt med ham og lod ham aflægge Ed. Landets Stormænd tog han dog med,
anih loe siangpahrang ih caanawk to kawk moe, angmah hoi lokmaihaih a sak pacoengah, anih khaeah lokkamhaih a saksak; prae thung ih thacak zaehoikungnawk doeh anih mah naeh moe, caeh haih:
14 for at Riget skulde holdes nede og ikke hovmode sig, men holde hans Pagt, at den maatte staa fast.
to pongah to prae loe azaem tathuk, angthawk let thai ai boeh; toe a lokmaihaih pazui naah ni angdoe thai tih.
15 Men han faldt fra og sendte sine Bud til Ægypten, for at de skulde give ham Heste og Folk i Mængde. Mon det lykkes ham? Mon den, der bærer sig saaledes ad, slipper godt derfra? Skal den, der bryder en Pagt, slippe fra det?
Toe siangpahrang mah anih ih lok to aek moe, hrangnawk, kaminawk to paek let hanah angmah ih laicaehnawk to Izip prae ah patoeh. To hmuen loe angcoeng thai tang tih maw? To baktih hmuen sah kami loe loih tih maw? To tih ai boeh loe lokmaikhaih phrae kami to loih tih maw?
16 Saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Hvor den Konge bor, som gjorde ham til Konge, hvis Ed han lod haant om, og hvis Pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø.
Angraeng Sithaw mah, Kai ka hing baktiah, anih han siangpahrang ah sahkung, siangpahrang lokkamhaih to aek moe, lokmaihaih to phraek pongah, anih loe siangpahrang ohhaih ahmuen Babylon vangpui thungah dueh tih.
17 Og Farao skal ikke hjælpe ham i Krigen med en stor Hær eller en talrig Skare, naar der opkastes Stormvold og bygges Belejringstaarne til Undergang for mange Mennesker.
Faro siangpahrang loe kaminawk hum hanah thacak misatuh kaminawk, paroeai kaminawk hoi vangpui sipae to sak moe, misa abuephaih imnawk to sah cadoeh misatuk pazawk mak ai:
18 Thi han lod haant om Eden og brød Pagten trods givet Haandslag; alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe!
Jerusalem siangpahrang loe lokmaihaih to patoek moe, lokkamhaihaih a phraek, khenah, lokmaihaih ah a ban to paek boeh, toe hae baktih hmuennawk boih a sak pongah, loih mak ai, tiah thuih.
19 Sig derfor: Saa siger den Herre HERREN: Saa sandt jeg lever: Min Ed, som han lod haant om, og min Pagt, som han brød, vil jeg visselig lade komme over hans Hoved!
To pongah Angraeng Sithaw mah, Kai ka hing baktiah, anih mah ka lokkamhaih to patoek moe, ka lokkamhaih a phraek baktih toengah, anih lu nuiah ka kraksak tangtang han.
20 Jeg breder mit Net over ham, saa han fanges i mit Garn, og jeg bringer ham til Babel for der at gaa i Rette med ham for den Troløshed, han viste mig.
Anih han palok ka payang pae moe, thaang pongah ka mansak han, kai khaeah oep kaom ah khosah ai, zaehaih a sak pongah, anih to Babylon ah ka hoih moe, to ah lok ka caek han, tiah thuih.
21 Alle hans udvalgte Folk i alle hans Hære skal falde for Sværd, og de, der er til Rest, spredes for alle Vinde; og I skal kende, at jeg, HERREN, har talet.
Anih khae hoi kacawn kaminawk hoi misatuh kaminawk loe sumsen hoi dueh o tih, anghmat kaminawk loe takhi songhaih ahmuen kruekah amhet o phang tih; to naah Kai, Angraeng mah thuih boeh, tiah na panoek o tih, tiah thuih.
22 Saa siger den Herre HERREN: Saa tager jeg selv en Gren af Cederens Top, af dens Skuds Spidser bryder jeg en tynd Kvist og planter den paa et højt, knejsende Bjerg.
Angraeng Sithaw mah, Kaimah roe sidar thing tadong nui ih tadok to ka lak moe, ka thling han; tadong ih tadok kanawknawk to ka khaeh moe, ahmuen kamtueng maesang nuiah ka thling han.
23 Paa Israels høje Bjerg vil jeg plante den, og den skal skyde Grene og bære Løv og blive en herlig Ceder. Under den skal alle vingede Fugle bygge, i dens Grenes Skygge skal de bo.
Israel maesang nuiah ka thling han; to naah tanghangnawk to tacawt o tih, athaih athai o ueloe, kahoih parai sidarkung ah angcoeng o tih: van ih tavaa congcanawk loe, to thingkung tlim hoi tanghangnawk tahlip ah abuep o tih, tiah thuih.
24 Og alle Markens Træer skal kende, at jeg, HERREN, nedbøjer det høje Træ og ophøjer det lave, udtørrer det friske Træ og lader det tørre blomstre. Jeg, HERREN, har talt og grebet ind.
Taw ih thingkungnawk boih mah, Kai, Angraeng mah kasang parai thing to ahnaemsak moe, kahnaem thing to sangsak boeh, kahing thing to angqosak moe, angqo thing to hingsak boeh, tito panoek o tih; Kai, Angraeng loe thuih ih lok baktiah ka sak han, tiah thuih.
