Ezekiel 14

1 Nogle af Israels ældste kom til mig og satte sig lige over for mig.

Pea naʻe toki haʻu kiate au ʻae niʻihi ʻi he kau mātuʻa ʻo ʻIsileli, ʻonau nofo mai ʻi hoku ʻao.

2 Saa kom HERRENS Ord til mig saaledes;

Pea naʻe hoko mai kiate au ʻae folofola ʻa Sihova, ʻo pehē,

3 Menneskesøn! Disse Mænd har lukket deres Afgudsbilleder ind i deres Hjerte og stillet det, der blev dem Aarsag til Skyld, for deres Ansigt — skulde jeg lade mig raadspørge af dem?

“Foha ʻoe tangata, kuo fokotuʻu ʻe he kau tangata ni honau ngaahi tamapua ʻi honau loto, pea ʻai mo e tūkiaʻanga ʻo ʻenau hia ʻi honau ʻao: ʻoku ngali koā ke fakafehuʻi ha meʻa kiate au ʻekinautolu?”

4 Tal derfor med dem og sig: Saa siger den Herre HERREN: Hver den af Israels Hus, som lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sættet det, der blev dem Aarsag til Skyld, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten, ham vil jeg, HERREN, selv svare trods hans mange Afgudsbilleder

Ko ia ke ke lea kiate kinautolu, pea ke pehē kiate kinautolu, “ʻOku pehē ʻe Sihova ko e ʻOtua; Ko e tangata kotoa pē ʻoe fale ʻo ʻIsileli ʻaia ʻoku fokotuʻu tamapua ʻi hono loto, mo ne ʻai ʻae tūkiaʻanga ʻo ʻene hia ʻi hono ʻao, pea ʻoku haʻu ki he palōfita, Ko au ko Sihova, te u tali ia, ʻo fakatatau mo e tokolahi ʻo ʻene ngaahi tamapua;

5 for at gribe Israels Hus i Hjertet, fordi de faldt fra mig med alle deres Afgudsbilleder.

Koeʻuhi ke u moʻua ʻae fale ʻo ʻIsileli ʻi honau loto ʻonautolu pe, koeʻuhi kuo nau mavahe kotoa pē meiate au, ko e meʻa ʻi heʻenau ngaahi tamapua.

6 Sig derfor til Israels Hus: Saa siger den Herre HERREN: Vend om, vend eder bort fra eders Afgudsbilleder og vend eders Ansigt bort fra alle eders Vederstyggeligheder!

“Ko ia ke ke lea ki he fale ʻo ʻIsileli, ʻOku pehē ʻe Sihova ko e ʻOtua; Fakatomala pea tafoki mei hoʻomou ngaahi tamapua; pea tafoki homou mata mei hoʻomou ngaahi fakalielia kotoa pē.

7 Thi hver den af Israels Hus og af de fremmede, der bor i Israel, som skiller sig fra mig og lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sætter det, der blev ham Aarsag til Skyld, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten, for at denne skal raadspørge mig for ham, ham vil jeg, HERREN, selv svare;

He ko ia kotoa pē ʻi he fale ʻo ʻIsileli, pe ko e muli ʻoku ʻāunofo ʻi ʻIsileli, ʻaia ʻoku mavahe ʻe ia ia meiate au, ʻo ne fokotuʻu ʻene ngaahi tamapua ʻi hono loto, ʻo ne ʻai ʻae tūkiaʻanga ʻo ʻene hia ʻi hono ʻao, pea ʻoku haʻu ki he palōfita ke fakafehuʻi kiate ia koeʻuhi ko au; Ko au ko Sihova te u tali ia ʻeau pe.

8 jeg retter mit Aasyn mod den Mand og gør ham til Tegn og Mundheld og udrydder ham af mit Folk; og I skal kende, at jeg er HERREN.

Pea te u fakahangatonu hoku mata ki he tangata ko ia, pea te u ngaohi ia ko e fakaʻilonga mo e lea fakatātā, pea te u motuhi ia mei he lotolotonga ʻo hoku kakai; pea te mou ʻilo ko Sihova au.

9 Men lader Profeten sig lokke til at sige et Ord, saa er det mig, HERREN, der har lokket ham, og jeg udrækker min Haand imod ham og udrydder ham af mit Folk Israel.

Pea kapau ʻe kākaaʻi ʻae palōfita ʻoka lea ʻaki ʻe ia ha meʻa, ko au ia ko Sihova ʻoku fakahalaia ia, pea te u mafao atu kiate ia ʻa hoku nima, pea fakaʻauha ia mei he lotolotonga ʻo hoku kakai ko ʻIsileli,

10 De skal begge bære deres Skyld, Spørgeren og Profeten skal være lige skyldige,

Pea te nau fua ʻae tautea ʻo ʻenau angahala: ʻe tatau pe ʻae tautea ʻoe palōfita mo e tautea ʻo ia ʻoku kumi kiate ia;

11 for at Israels Hus ikke mere skal fare vild fra mig og blive urent ved alle sine Overtrædelser; da skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, lyder det fra den Herre HERREN.

Koeʻuhi ke ʻoua naʻa toe ʻalu pehē ʻae fale ʻo ʻIsileli meiate au, pea ʻoua naʻa toe fakalielia ia ʻi heʻenau ngaahi angahala; ka nau hoko ko hoku kakai, pea u hoko au ko honau ʻOtua:” ʻoku pehē ʻe Sihova ko e ʻOtua.

12 HERRENS Ord kom til mig saaledes:

Naʻe toe hoko kiate au ʻae folofola ʻa Sihova, ʻo pehē,

13 Menneskesøn! Naar et Land troløst synder imod mig, og jeg udrækker min Haand imod det og bryder Brødets Støttestav for det og sender Hungersnød over det og udrydder Folk og Fæ,

“Foha ʻoe tangata, ʻoka angahala ʻae fonua kiate au ʻi heʻene fai kovi lahi, te u toki mafao atu ai hoku nima, pea ʻe maumau ʻae falalaʻanga ʻoe mā ʻoku ʻi ai, pea te u tuku ia ke hongea, pea motuhi mei ai ʻae tangata mo e manu:

14 og disse tre Mænd var i dets Midte: Noa, Daniel og Job, saa skulde kun de tre redde deres Liv ved deres Retfærdighed, lyder det fra den Herre HERREN.

Ka ne ʻi ai ʻae kau tangata ni ʻe toko tolu, ʻa Noa, mo Taniela, mo Siope, ʻoku pehē ʻe Sihova ko e ʻOtua, ʻe fakamoʻui honau laumālie pe ʻonautolu ʻi heʻenau māʻoniʻoni.

15 Eller lader jeg Rovdyr fare igennem Landet og gøre det folketomt, saa det bliver øde og ingen tør gaa derigennem for de vilde Dyr,

“Kapau te u tuku ʻae fanga manu fekai ke ʻalu fano ʻi he fonua, pea nau maumauʻi ia, koeʻuhi ke hoko ia ʻo lala, pea ʻe ʻikai ʻalu ʻi ai ha tangata telia ʻae ngaahi manu fekai:

16 og disse tre Mænd var i dets Midte — saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet maatte blive øde.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova ko e ʻOtua, ka ne ʻi ai ʻae kau tangata ko ia ʻe toko tolu, ʻo hangē ʻoku ou moʻui, ʻe ʻikai te nau fakamoʻui honau foha pe ha ʻofefine; ngata pe ʻiate kinautolu ʻe fakamoʻui, ka ʻe ʻauha ʻae fonua.

17 Eller lader jeg Sværdet komme over dette Land og siger: »Sværdet skal fare igennem Landet!« og udrydder Folk og Fæ deraf,

“Pea kapau te u ʻomi ʻae heletā ke hoko ki he fonua, pea u pehē, Heletā ʻasi atu ki he fonua; kau motuhi mei ai ʻae tangata pea mo e manu:

18 og disse tre Mænd var i dets Midte — saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova ko e ʻOtua, ka ne ʻi ai ʻae kau tangata ko ia ʻe toko tolu, ʻe ʻikai te nau fakamoʻui ha foha pe ha ʻofefine, ka ko kinautolu pe ʻe moʻui ʻiate kinautolu.

19 Eller sender jeg Pest over dette Land og udgyder min Harme over det med Blod og udrydder Folk og Fæ deraf,

“Pea kapau te u tuku ʻae mahaki fakaʻauha ki he fonua, pea u lilingi hoku houhau ki ai ʻi he toto, ke motuhi mei ai ʻae tangata pea mo e manu:

20 og Noa, Daniel og Job var i dets Midte — saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde Søn eller Datter; de selv alene skulde redde deres Liv ved deres Retfærdighed.

Neongo ʻoku hā ai ʻa Noa, mo Taniela, mo Siope, hangē ʻoku ou moʻui, ʻoku pehē ʻe Sihova ko e ʻOtua, ʻe ʻikai te nau fakamoʻui ha foha pe ha ʻofefine; ngata ʻi honau laumālie pe ʻonautolu ʻe hao ʻi heʻenau māʻoniʻoni.”

21 Men saa siger den Herre HERREN: Og dog, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme, Sværd, Hunger, Rovdyr og Pest, over Jerusalem for at udrydde Folk og Fæ deraf,

He ʻoku pehē ʻe Sihova ko e ʻOtua; “Kae fēfē nai ʻo kau ka tuku atu fakataha ʻae fakamalaʻia ʻe fā ki Selūsalema, ʻae heletā, mo e honge, mo e fanga manu fekai, pea mo e mahaki fakaʻauha, ke motuhi mei ai ʻae tangata mo e manu?

22 se, da skal der levnes en Flok undslupne, som fører Sønner og Døtre ud derfra; se, de skal drage hid til eder, og I skal se deres Færd og Gerninger; da skal I trøste eder over den Ulykke, jeg har bragt over Jerusalem, alt det, jeg har bragt over det.

“Kae vakai, ʻe fakatoe ha niʻihi ʻi ai ke fakahaofi, ʻae ngaahi foha mo e ngaahi ʻofefine: vakai te nau ʻomi kituʻa kiate kimoutolu, pea te mou mamata ki honau hala mo ʻenau faianga; pea te mou fiemālie mei he kovi ʻaia kuo u ʻomi ki Selūsalema, ʻio, ʻi he meʻa kotoa pē kuo u fakahoko ki ai.

23 De skal være eder en Trøst, naar I ser deres Færd og Gerninger, og I skal skønne, at jeg ikke uden Grund gjorde alt, hvad jeg lod det times, lyder det fra den Herre HERREN.

Pea te nau fakafiemālieʻi ʻakimoutolu ʻoka mou ka mamata ki honau hala mo ʻenau faianga: pea te mou ʻilo ʻoku ʻikai te u fai noa pe ha meʻa ʻi he meʻa kotoa pē ʻaia kuo u fai ki ai,” ʻoku pehē ʻe Sihova ko e ʻOtua.