< 2 Mosebog 9 >
1 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
2 Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast,
3 se, da skal HERRENS Haand komme over dit Kvæg paa Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Smaakvæget med en saare forfærdelig Pest.
4 Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæg og Ægypternes Kvæg, saa der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Israeliterne.«
5 Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: »I Morgen skal HERREN lade dette ske i Landet.«
6 Den følgende Dag lod HERREN det saa ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
7 Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse.
8 Derpaa sagde HERREN til Moses og Aron: »Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i Faraos Paasyn!
9 Saa skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder paa Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!«
10 Da tog de Sod fra Smelteovnen og traadte frem for Farao, og Moses kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder paa Mennesker og Kvæg.
11 Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses paa Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne saavel som alle de andre Ægyptere.
12 Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke hørte paa dem, saaledes som HERREN havde sagt til Moses.
13 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
14 Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg paa hele Jorden.
15 Thi ellers havde jeg nu udrakt min Haand for at ramme dig og dit Folk med Pest, saa du blev udryddet fra Jordens Overflade;
16 dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt paa hele Jorden.
17 Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse.
18 Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu.
19 Derfor maa du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har paa Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig paa Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme.«
20 De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENS Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag;
21 men de, der ikke lagde sig HERRENS Ord paa Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude paa Marken.
22 Da sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand op mod Himmelen, saa skal der falde Hagl i hele Ægypten paa Mennesker og Dyr og paa alle Markens Urter i Ægypten!«
23 Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over Ægypten;
24 og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, saa voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket;
25 og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den;
26 kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.
27 Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: »Denne Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har Uret;
28 gaa i Forbøn hos HERREN, at det nu maa være nok med Guds Torden og Haglvejret, saa vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!«
29 Moses svarede ham: »Saa snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod HERREN; saa skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører HERREN.
30 Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud HERREN.«
31 Hørren og Byggen blev slaaet ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst;
32 derimod blev Hveden og Spelten ikke slaaet ned, thi de modnes senere.
33 Da Moses var gaaet bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
34 Men da Farao saa, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte.
35 Faraos Hjerte blev forhærdet, saa at han ikke lod Israeliterne rejse, saaledes som HERREN havde sagt ved Moses.
