2 Mosebog 9
1 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
And Jehovah saith unto Moses, 'Go in unto Pharaoh, and thou hast spoken unto him, Thus said Jehovah, God of the Hebrews, Send My people away, and they serve me,
2 Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast,
for, if thou art refusing to send away, and art still keeping hold upon them,
3 se, da skal HERRENS Haand komme over dit Kvæg paa Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Smaakvæget med en saare forfærdelig Pest.
lo, the hand of Jehovah is on thy cattle which [are] in the field, on horses, on asses, on camels, on herd, and on flock — a pestilence very grievous.
4 Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæg og Ægypternes Kvæg, saa der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Israeliterne.«
'And Jehovah hath separated between the cattle of Israel and the cattle of Egypt, and there doth not die a thing of all the sons of Israel's;
5 Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: »I Morgen skal HERREN lade dette ske i Landet.«
and Jehovah setteth an appointed time, saying, To-morrow doth Jehovah do this thing in the land.'
6 Den følgende Dag lod HERREN det saa ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
And Jehovah doth this thing on the morrow, and all the cattle of Egypt die, and of the cattle of the sons of Israel not one hath died;
7 Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse.
and Pharaoh sendeth, and lo, not even one of the cattle of Israel hath died, and the heart of Pharaoh is hard, and he hath not sent the people away.
8 Derpaa sagde HERREN til Moses og Aron: »Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i Faraos Paasyn!
And Jehovah saith unto Moses and unto Aaron, 'Take to you the fulness of your hands [of] soot of a furnace, and Moses hath sprinkled it towards the heavens, before the eyes of Pharaoh,
9 Saa skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder paa Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!«
and it hath become small dust over all the land of Egypt, and it hath become on man and on cattle a boil breaking forth [with] blains, in all the land of Egypt.'
10 Da tog de Sod fra Smelteovnen og traadte frem for Farao, og Moses kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder paa Mennesker og Kvæg.
And they take the soot of the furnace, and stand before Pharaoh, and Moses sprinkleth it towards the heavens, and it is a boil [with] blains, breaking forth, on man and on beast;
11 Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses paa Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne saavel som alle de andre Ægyptere.
and the scribes have not been able to stand before Moses, because of the boil, for the boil hath been on the scribes, and on all the Egyptians.
12 Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke hørte paa dem, saaledes som HERREN havde sagt til Moses.
And Jehovah strengtheneth the heart of Pharaoh, and he hath not hearkened unto them, as Jehovah hath spoken unto Moses.
13 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
And Jehovah saith unto Moses, 'Rise early in the morning, and station thyself before Pharaoh, and thou hast said unto him, Thus said Jehovah, God of the Hebrews, Send My people away, and they serve Me,
14 Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg paa hele Jorden.
for, at this time I am sending all My plagues unto thy heart, and on thy servants, and on thy people, so that thou knowest that there is none like Me in all the earth,
15 Thi ellers havde jeg nu udrakt min Haand for at ramme dig og dit Folk med Pest, saa du blev udryddet fra Jordens Overflade;
for now I have put forth My hand, and I smite thee, and thy people, with pestilence, and thou art hidden from the earth.
16 dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt paa hele Jorden.
'And yet for this I have caused thee to stand, so as to show thee My power, and for the sake of declaring My Name in all the earth;
17 Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse.
still thou art exalting thyself against My people — so as not to send them away;
18 Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu.
lo, I am raining about [this] time to-morrow hail very grievous, such as hath not been in Egypt, even from the day of its being founded, even until now.
19 Derfor maa du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har paa Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig paa Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme.«
'And, now, send, strengthen thy cattle and all that thou hast in the field; every man and beast which is found in the field, and is not gathered into the house — come down on them hath the hail, and they have died.'
20 De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENS Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag;
He who is fearing the word of Jehovah among the servants of Pharaoh hath caused his servants and his cattle to flee unto the houses;
21 men de, der ikke lagde sig HERRENS Ord paa Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude paa Marken.
and he who hath not set his heart unto the word of Jehovah leaveth his servants and his cattle in the field.
22 Da sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand op mod Himmelen, saa skal der falde Hagl i hele Ægypten paa Mennesker og Dyr og paa alle Markens Urter i Ægypten!«
And Jehovah saith unto Moses, 'Stretch forth thy hand towards the heavens, and there is hail in all the land of Egypt, on man, and on beast, and on every herb of the field in the land of Egypt.'
23 Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over Ægypten;
And Moses stretcheth out his rod towards the heavens, and Jehovah hath given voices and hail, and fire goeth towards the earth, and Jehovah raineth hail on the land of Egypt,
24 og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, saa voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket;
and there is hail, and fire catching itself in the midst of the hail, very grievous, such as hath not been in all the land of Egypt since it hath become a nation.
25 og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den;
And the hail smiteth in all the land of Egypt all that [is] in the field, from man even unto beast, and every herb of the field hath the hail smitten, and every tree of the field it hath broken;
26 kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.
only in the land of Goshen, where the sons of Israel [are], there hath been no hail.
27 Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: »Denne Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har Uret;
And Pharaoh sendeth, and calleth for Moses and for Aaron, and saith unto them, 'I have sinned this time, Jehovah [is] the Righteous, and I and my people [are] the Wicked,
28 gaa i Forbøn hos HERREN, at det nu maa være nok med Guds Torden og Haglvejret, saa vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!«
make ye supplication unto Jehovah, and plead that there be no voices of God and hail, and I send you away, and ye add not to remain.'
29 Moses svarede ham: »Saa snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod HERREN; saa skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører HERREN.
And Moses saith unto him, 'At my going out of the city, I spread my palms unto Jehovah — the voices cease, and the hail is not any more, so that thou knowest that the earth [is] Jehovah's;
30 Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud HERREN.«
but thou and thy servants — I have known that ye are not yet afraid of the face of Jehovah God.'
31 Hørren og Byggen blev slaaet ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst;
And the flax and the barley have been smitten, for the barley [is] budding, and the flax forming flowers,
32 derimod blev Hveden og Spelten ikke slaaet ned, thi de modnes senere.
and the wheat and the rye have not been smitten, for they are late.
33 Da Moses var gaaet bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
And Moses goeth out from Pharaoh, [from] the city, and spreadeth his hands unto Jehovah, and the voices and the hail cease, and rain hath not been poured out to the earth;
34 Men da Farao saa, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte.
and Pharaoh seeth that the rain hath ceased, and the hail and the voices, and he continueth to sin, and hardeneth his heart, he and his servants;
35 Faraos Hjerte blev forhærdet, saa at han ikke lod Israeliterne rejse, saaledes som HERREN havde sagt ved Moses.
and the heart of Pharaoh is strong, and he hath not sent the sons of Israel away, as Jehovah hath spoken by the hand of Moses.
