2 Mosebog 8

1 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao og sig til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

2 Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer;

3 Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og paa dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;

4 ja paa dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op.«

5 Da sagde HERREN til Moses: »Sig til Aron: Ræk din Haand med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og faa Frøerne til at kravle op over Ægypten!«

6 Og Aron rakte sin Haand ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten.

7 Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.

8 Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: »Gaa i Forbøn hos HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, saa vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN.«

9 Moses svarede Farao: »Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gaa i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at faa Frøerne bort fra dig og dine Huse, saa de kun bliver tilbage i Nilen?«

10 Han svarede: »I Morgen!« Da sagde han: »Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud;

11 Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage.«

12 Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses raabte til HERREN om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;

13 og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gaardene og paa Markerne,

14 og man samlede dem sammen i Dynger, saa Landet kom til at stinke deraf.

15 Men da Farao saa, at han havde faaet Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke paa dem, saaledes som HERREN havde sagt.

16 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Sig til Aron: Ræk din Stav ud og slaa Støvet paa Jorden med den, saa skal det blive til Myg i hele Ægypten!«

17 Og de gjorde saaledes; Aron udrakte sin Haand med Staven og slog Støvet paa Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet paa Jorden blev til Myg i hele Ægypten.

18 Koglerne søgte nu ogsaa ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr.

19 Da sagde Koglerne til Farao: »Det er Guds Finger!« Men Faraos Hjerte blev forhærdet, saa han ikke hørte paa dem, saaledes som HERREN havde sagt.

20 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Træd i Morgen tidlig frem for Farao, naar han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

21 Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor paa;

22 men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, saa der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg HERREN er i Landet;

23 og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!«

24 Og HERREN gjorde saaledes: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne.

25 Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: »Gaa hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!«

26 Men Moses sagde: »Det gaar ikke an at gøre saaledes, thi til HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og naar vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?

27 Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud, saaledes som han har paalagt os!«

28 Farao sagde: »Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN eders Gud i Ørkenen; kun maa I ikke rejse for langt bort; men gaa i Forbøn for mig!«

29 Moses svarede: »Se, saa snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gaa i Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao saa ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!«

30 Derpaa gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN.

31 Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste tilbage.

32 Men Farao forhærdede ogsaa denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.