< 2 Mosebog 2 >
1 Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte,
So var det ein mann av Levi-ætti som gjekk av og tok seg ei kona, og ho var og av Levi-ætti.
2 og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun saa, at det var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Maaneder;
Og kvinna vart umhender, og åtte ein son. Ho tykte det var so vent eit barn, og løynde honom i tri månader;
3 og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde Drengen i den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred.
då kunde ho ikkje få løynt honom lenger. So fann ho ei røyrkista til honom; den brædde ho med jordbik og tjøra, og so lagde ho sveinen upp i, og sette kista i sevet attmed elvebarden;
4 Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der vilde ske med ham.
og syster hans stod eit stykke undan, og skulde sjå korleis det gjekk med honom.
5 Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Saa fik hun Øje paa Kisten mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den.
Då kom dotter åt Farao ned åt elvi, og vilde lauga seg, medan møyarne hennar gjekk att og fram på elvbakken. Ho gådde kista i sevet, og sende terna si etter henne.
6 Og da hun aabnede den, saa hun Barnet, og se, det var et Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: »Det maa være et af Hebræernes Drengebørn!«
So hadde ho upp loket, og såg barnet; «nei sjå!» sagde ho, «ein liten svein som ligg og græt!» Og ho tykte synd i honom og sagde: «Det er eit av hebræarborni: »
7 Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: »Skal jeg gaa hen og hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for dig?«
Då sagde syster hans med dotter åt Farao: «Skal eg ganga og finna deg ei hebræarkona som gjev brjost, so ho kann fostra upp barnet for deg?»
8 Faraos Datter svarede hende: »Ja, gør det!« Saa gik Pigen hen og hentede Barnets Moder.
«Gjer so!» svara kongsdotteri. So gjekk gjenta og henta mor åt barnet.
9 Og Faraos Datter sagde til hende: »Tag dette Barn med dig og am ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!« Og Kvinden tog Barnet og ammede ham.
Og kongsdotteri sagde til henne: «Tak denne sveinen og fostra honom upp for meg! Eg skal løna deg for det.» So tok kona sveinen, og fostra honom upp.
10 Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses; »thi, « sagde hun, »jeg har trukket ham op af Vandet.«
Og då han vart stor, gjekk ho til kongsdotteri med honom, og han vart som son hennar. Ho kalla han Moses; «for eg hev teke honom upp or vatnet, » sagde ho.
11 Paa den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til sine Landsmænd og saa paa deres Trællearbejde. Og han saa en Ægypter slaa en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel.
So leid tidi fram til Moses var vaksen. Då var det ein gong han gjekk ut til landsmennerne sine, og såg korleis dei laut slita og slæpa, og so fekk han sjå ein egyptar som slo ein hebræar, ein av landsmennerne hans.
12 Da saa han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og gravede ham ned i Sandet.
Då såg han vel ikring seg, men vart ikkje var nokon, og so slo han egyptaren i hel, og grov honom ned i sanden.
13 Da han den næste Dag igen gik derud, saa han to Hebræere i Slagsmaal med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret: »Hvorfor slaar du din Landsmand?«
Den andre dagen gjekk han ut att, og såg tvo hebræarar som heldt på og slost. Då sagde han med den som hadde skuldi: «Kvi slær du landsmannen din?»
14 Han svarede: »Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os? Vil du maaske slaa mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?« Og Moses blev bange og tænkte: »Saa er det dog blevet bekendt!«
«Kven hev sett deg til hovding og domar yver oss?» svara han; «tenkjer du på å drepa meg, som du drap egyptaren?» Då vart Moses rædd, og sagde med seg sjølv: «Hev det alt kome upp!»
15 Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte han sig ved en Brønd.
Då Farao fekk spurt det, freista han å få drepe Moses. Men Moses rømde for Farao, og stana ikkje fyrr han var i Midjanlandet; der sette han seg ned attmed ein brunn.
16 Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og fyldte Trugene for at vande deres Faders Smaakvæg.
Presten i Midjan hadde sju døtter; og dei kom og auste upp vatn, og fyllte trørne, og vilde brynna småfeet åt far sin.
17 Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og hjalp dem og vandede deres Smaakvæg.
Men so kom det nokre hyrdingar og jaga deim ifrå. Då reis Moses upp og hjelpte deim, og brynnte buskapen deira.
18 Da de nu kom hjem til deres Fader Re'uel, sagde han: »Hvorfor kommer I saa tidligt hjem i Dag?«
Då dei kom heim att til Re’uel, far sin, sagde han: «Korleis hev det seg at de kjem so tidleg i dag?»
19 De svarede: »Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne, ja han øste ogsaa Vand for os og vandede Smaakvæget.«
«Ein egyptar kom og hjelpte oss mot hyrdingarne, » svara dei; «og so auste han upp vatn for oss, og brynnte buskapen.»
20 Da sagde han til sine Døtre: »Hvor er han da? Hvorfor har I ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan faa noget at spise!«
Då sagde Re’uel med døtterne sine: «Kvar er han so? Kvi let de då mannen vera att ute? Bed honom inn, so han kann få seg mat!»
21 Saa bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav Moses sin Datter Zippora til Ægte,
Moses vart huga til å vera hjå mannen, og han let Moses få Sippora, dotter si.
22 og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; »thi, « sagde han, »jeg er blevet Gæst i et fremmed Land.«
Ho åtte ein son, og Moses kalla honom Gersom; «for eg hev fenge heimvist i eit framandt land, » sagde han.
23 Saaledes gik der lang Tid hen, og imidlertid døde Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres Trældom, og deres Skrig over Trældommen naaede op til Gud.
Som no dagarne leid og tidi skreid, so døydde kongen i Egyptarland. Men Israels-folket sukka for trældomen og let ille, og naudropi deira steig upp til Gud.
24 Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob,
Og Gud høyrde korleis dei sukka og stunde, og Gud mintest sambandet sitt med Abraham og Isak og Jakob.
25 og Gud saa til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.
For Gud hadde auga med Israels-borni, og Gud visste korleis til stod.