2 Mosebog 13

1 Og HERREN talede til Moses og sagde:

Angraeng mah Mosi khaeah,

2 »Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der aabner Moders Liv hos Israeliterne baade af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!«

caa lu boih kai khaeah ciimcai o sak ah; Israel kaminawk ih zok thung hoi tapen tangsuek loe, kami doeh, moi doeh, kai ih ni, tiah a naa.

3 Og Moses sagde til Folket: »Kom denne Dag i Hu, paa hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Haand førte HERREN eder ud derfra! Og der maa ikke spises syret Brød.

To naah Mosi mah kaminawk khaeah, Angraeng mah a ban thacakhaih hoiah to prae thung hoi ang zaeh o pongah, misong ah na oh o haih Izip prae thung hoi na tacawt o haih ni, hae ni hae pakuem o poe ah; taeh thuh ih takaw to caa o hmah.

4 I Dag vandrer I ud, i Abib Maaned.

Vaihni Abib khrah thungah, na caeh o tih boeh.

5 Naar nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, saa skal du overholde denne Skik i denne Maaned.

Angraeng mah nangcae paek hanah nam panawk khaeah lokkam ih, tahnutui hoi khoitui longhaih Kanaan, Hit, Amor, Hiv hoi Jebus kaminawk ih prae thungah ang caeh o haih naah, hae khrah ah hae tiah toksak hanah pahnet o hmah.

6 I syv Dage skal du spise usyret Brød, og paa den syvende Dag skal der være Højtid for HERREN.

Ni sarihto thung taeh thuh ai ih takaw to caa oh loe, ni sarihto naah Angraeng khaeah hae poih hae sah oh.

7 I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der maa hverken findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine Landemærker.

Ni sarihto thung taeh thuh ai ih takaw to caa oh; nangcae salakah taeh thuh ih takaw tidoeh suem o hmah; na oh o haih a taengah doeh taeh hoi sak ih takaw to amtueng o sak hmah.

8 Og du skal paa den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten!

To na niah na capa khaeah, Kaicae Izip prae thung hoi ka tacawt o naah, Angraeng mah tahmenhaih hoi kaicae nuiah hmuen to sak pongah, hae baktih hmuen hae ka sak o, tiah thui pae oh.

9 Det skal være dig som et Tegn paa din Haand og et Erindringsmærke paa din Pande, for at HERRENS Lov maa være i din Mund, thi med stærk Haand førte HERREN dig ud af Ægypten.

Hae hmuen loe nangcae ban ah angmathaih ah om tih, na mik salak ih lupataeh ah panoeksakkung ah om ueloe, na pakha ah Angraeng ih kaalok to om tih; Angraeng mah a thacakhaih rang hoiah Izip prae thung hoiah ang zaeh o.

10 Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, Aar efter Aar.

Saningto pacoeng saningto, hae tue phak khruek, hae sakzong ih atawk hae sah oh.

11 Og naar HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, saaledes som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,

Angraeng mah nangcae hoi nam panawk khaeah sak ih lokkamhaih baktih toengah, Kanaan prae ah ang caeh o haih moe, prae ang paek o naah,

12 da skal du overlade HERREN alt, hvad der aabner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for saa vidt det er et Handyr, skal tilhøre HERREN.

zok thung hoi tapen tangsuek caa to Angraeng han pahoe oh; na tawnh ih tapen tangsuek moi doeh, ataenawk loe Angraeng ih ni.

13 Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Smaakvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse.

Tapen tangsuek laa hrang to tuucaa hoiah akrang oh; akrang koeh o ai nahaeloe, laa hrang ih tahnong to khaek oh; na caanawk thungah caa lu to akrang oh.

14 Og naar din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Haand førte HERREN os ud af Ægypten, af Trællehuset;

Hmabang ah na caanawk mah, Hae hmuen loe tih thuih koehhaih ih maw? tiah na dueng o nahaeloe, Misong ah ohhaih Izip prae thung hoiah Angraeng mah a ban thacakhaih hoiah zaehhaih niah oh;

15 og fordi Farao gjorde sig haard og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten baade af Folk og Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der aabner Moders Liv, for saa vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi!

Faro mah aicae tacawtsak han koeh ai naah, Angraeng mah Izip prae thung ih caa lu boih, tapen tangsuek moi to dueksak boih; to pongah zok thung hoi tapen tangsuek moi boih Angraeng khaeah ka paek moe, caalunawk to ka krang, tiah thui pae oh, tiah a naa.

16 Og det skal være dig som et Tegn paa din Haand og et Erindringsmærke paa din Pande, thi med stærk Haand førte HERREN os ud af Ægypten.«

Angraeng mah a ban thacakhaih rang hoiah Izip prae thung hoi zaeh pongah, hae loe na ban hoi na mik salak ih lupataeh ah, angmathaih ah om tih, tiah a naa.

17 Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: »Folket kunde komme til at fortryde det, naar de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten.«

Faro mah kaminawk caehsak naah, Philistin prae caehhaih loklam loe anghnaih kue, toe to loklam hoiah Angraeng mah nihcae to caeh haih ai; Angraeng mah kaminawk misatukhaih tongh o naah, poekhaih amkhraih o ueloe, Izip prae ah amlaem o let moeng tih, tiah thuih.

18 Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.

To pongah Sithaw mah kaminawk to tuipui kathim caehhaih praezaek loklam bang hoiah caeh haih lat; Israel kaminawk loe misatukhaih khukbuen angkhukhaih hoiah ni Izip prae thung hoiah tacawt o.

19 Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: »Naar Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!«

Joseph mah Israel caanawk khaeah, Nangcae abomh hanah Sithaw angzo tih; to naah kai ih ahuh to hae ahmuen hoiah la o let ah, tiah lokkam baktih toengah, Mosi mah Joseph ih ahuh to laksak.

20 De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af Ørkenen.

Nihcae leo Sukkoth hoi caeh o moe, praezaek taeng, Etham vangpui ah atai o.

21 Men HERREN vandrede foran dem, om Dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; saa kunde de rejse baade Dag og Nat.

Angraeng mah nihcae to khodai ah tamai hoiah zaeh moe, nihcae aanghaih paek hanah, khoving ah hmaithaw hoiah zaeh.

22 Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.

Khodai naah tamai tung, khoving naah hmaithaw hoiah kaminawk to hmabang ah a caeh haih.