2 Mosebog 11
1 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Een Plage endnu vil jeg lade komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder rejse herfra; ja, naar han lader eder rejse med alt, hvad I har, skal han endog drive eder herfra!
Pakaiyin Mose heng'a asei jin, “Keiman Egypt gamsung leh Pharaoh chung'a ka hin lhunsah ding hoise khat aki vat nalaije. Hiche hi aso chai chai teng le, Pharaoh vin agam sung dalha ding'a nahin no jeng ding'u ahitai,” ati.
2 Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver Kvinde sin Naboerske om Sølv— og Guld-smykker!«
“Israel mite heng'a seipeh in lang, ama ama cheh'in aheng akom Egypt mite sana dangka akijep na ding uvin kithum cheh taohen,” ati.
3 Og HERREN stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var den Mand Moses højt anset i Ægypten baade hos Faraos Tjenere og hos Folket.
Tun Pakaiyin Israel chate chu Egypt mite mitmun lunglhai na achansah tai. Chule Mose chu Egypt gamsung pumpia amin akithang in, Pharaoh mitmu chang leh mipite mitmun amin che lheh jeng tan ahi.
4 Moses sagde: »Saa siger HERREN: Ved Midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten,
Chuin Mose'n Pharaoh heng'a asei jin Hiche hi Pakaiyin aseiye: “Keiman jankim tah le Egypt mite lungthim kahin suhthou ding ahi.”
5 og saa skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Haandkværnen, og alt det førstefødte af Kvæget.
Egypt gamsung'a chapang peng masa jouse, Pharaoh chapa peng masapen ahin, a laltouna'a peng masa penpa ahin, a sum buh laiya chang bong goija pang a sohnu chapa changei ja abonchauva thigam kei ding, gancha peng masa jouse jong aboncha thisoh hel ding ahiye,” ati.
6 Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig saa stort, at dets Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres.
“Chu teng Egypt gamsung pumpia ka le mao kithong lhading, ajeh chu hitabang thilsoh gimnei hi imatih channa anaum kha loulaiya ahin, Avella hung kilah kit talou ding chu ahi.”
7 Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne, hverken ad Folk eller Fæ, for at du kan kende, at HERREN gør Skel mellem Ægypterne og Israel.
“Ahinlah Israel mite vang chu lungmon nan aumpi jing diu, uicha jeng jong hampoh lou ding ahi. Chu teng Pakaiyin Egypt mite leh Israel mite kikah'a ijakai datkhenna asemdoh tai, hichu nanghon na hetdoh cheh ding'u ahi,” ati.
8 Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der følger dig! Og saa vil jeg drage bort!« Og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede.
“Chu teng Egypt gam'a nanung juiho leh nasohte abonchauva keima lam'a hung kipelut ding'u hitia hi asei diu ahi, khaiye! “Nangma leh nanung juiho abonchauvin hikoma kon hin potdoh tauvin,” tin aseije atipeh tai. Chuin Mose jong lungphamo tah'in Pharaoh angsung'a kon in a che doh tan ahi.
9 Men HERREN sagde til Moses: »Farao skal ikke høre paa eder, for at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten.«
Tun Pakaiyin Mose heng'a aseijin, “Pharaoh vin nangma thusei ahin moh ngai thei lou ding, ahinlah keiman Egypt gamsung'a thil kidang melchihna ka bolbe nahlai ding ahi,” ati.
10 Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos Paasyn, men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke lod Israeliterne drage ud af sit Land.
Mose leh Aaron'in jong Egypt gam Pharaoh angsung'a thil kidang melchihna tampi aki lahsah lhon'in, ahinlah Pakaiyin Pharaoh lungthim chu ki dang tah in asutah jing nalaijin ahile, Pharaoh'vin Israel mite chu Egypt gamsung a kon in ana soldoh hih laiye.
